Hvis din favoritserie var et fodboldhold: Breaking Bad FC


Vil du have succes for enhver pris? Hvis man spørger sig selv, hvor meget man er villig til at ofre for at sikre sig sejren, er Breaking Bad FC i grunden det ideelle sted at begynde.

Hvis du virkelig vil vinde, er du villig til at lyve, bedrage og i det hele taget gøre, hvad der skal til for at sikre din sejr. Alt kan ofres, så alt kan vindes.

Hvis moral er en fleksibel størrelse, og filosofien er, at målet helliger midlet, så vil man også være fan af Breaking Bad FC.


Sejre bygges på kynisme, og ingen er mere bevidste om det end dette mandskab, hvis succes kan tilskrives en iskold kalkule, når det gælder om at komme ud på toppen.

Hvis man er i besiddelse af skrupler på den ene eller anden front, bliver man aldrig fan af dette mandskab, men hvis man er typen, der er villig til at ofre ALT for en sejr, er det i grunden enkelt at elske det.

Breaking Bad FC er Chelseas, Inters og Rubin Kazans ”antifodbold”. Det er de hold, der pakker sig med 11 mand bag bolden for så konsekvent at udnytte den ene chance, de får - en taktik udtænkt og eksekveret af trænerlegenden Heisenberg.

Et hold, der kan fortælle sig selv (og pressen), at ”vi jo ikke havde andet valg. Vi spillede med de midler, vi havde. Vi gjorde kun, hvad der var nødvendigt”.

Selvretfærdighed og alt, hvad der skabes i dens navn, er, hvad der fascinerer ved dette mandskab. At hver og en er villige til at gøre det nødvendige for at sikre succes. ”Går den, så går den”, som man siger overalt, når man ved, at den moralske grund gynger under én som en sandbanke ved Vesterhavet i stormvejr.

I den ultimative succes' navn er man nødt til at se stort på moralske dilemmaer og betragte dem mere pragmatisk. "Hvis jeg begår et professionelt frispark her, får han ikke den friløber. Hvis jeg begår denne lille svinestreg i feltet, kommer han ikke i position til at heade. Hvis jeg lader mig falde, får vi det straffespark".

Men man ender med at sejre ad helvede til, for al denne kynisme har sin pris. Spørg bare de andre succesfulde managere, der i tidens løb har stået i spidsen for hold, der nok vandt titler, men aldrig hjerter.

Er det så i virkeligheden det hele værd, hvis det i det lange løb aldrig kan ende lykkeligt?


Selvfølgelig er det dét. Når alting balancerer på en knivsæg, vil man gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre sig bare én dag til.

Kynisme trumfer altid idealisme. Og ingen spørger sejrherren, hvordan han vandt. Selv kritikerne registrerer kun, at han vandt. Ikke mindst på grund af indskiftningerne, der altid enten er ultra-offensive eller uhyre defensive. Der er ingen mellemvej. Valget er altid det samme: Alt eller intet.

Publikum - og især holdets fanatiske fans - er ligeglade med kynismen; de omfavner den og elsker den.

Se bare på de sætninger, der pryder tifoerne: Nothing Stops This Train og We Are The Ones Who Knocks!


Aktuel formation 3-2-3-2:


Målmand

Mike Ehrmantraut (Jonathan Banks)

Målmanden der ligner en moderne udgave af 70’ernes Sepp Meier og 80’ernes Pat Jennings. Altid med et lidt træt og opgivende udtryk i ansigtet, men stadig manden, der parerer boldene og gør, hvad der er nødvendigt i situationen. Hurtighed, god med fødderne … glem det! Den slags moderne pjat er ikke hvad denne old school-keeper gør sig i.

Forsvar

Steven Gomez (Steven Michael Quezada)

Klassisk back i besiddelse af alle de rigtige dyder, når det gælder om at skabe stabilitet i et forsvar. Han er sikkerheden selv, selvom han umiddelbart ikke besidder den store selvstændighed eller kreativitet. Men det er der andre, der kan stå for. Han kender sine opgaver, og som en driftsikker Anatoly Timoschuk løser han dem upåklageligt.

Walter White (Bryan Cranston)

Manden i det centrale forsvar. Den klassiske anfører, der leder ud fra defensiven. Ham, der kan flere tricks end Franco Baresi og Paolo Maldini tilsammen. Han kan forsvare enhver svinestreg, han begår - og naturligvis retfærdiggør han den på pressemødet bagefter. Det er ikke en medfødt kynisme, men en tillært én af slagsen. Omstændighederne har skabt manden, der efter eget udsagn sover som en sten - selv efter en kamp, hvor han har begået de værste svinestreger.


Gustavo ”Gus” Fring (Giancarlo Esposito)

Engel og djævel i samme person; ligner en duksedreng, men er i stand til at begå både genialiteter og de mest infame svinestreger på samme tid. En mester i organisation i forsvaret og den defensive midtbane. Kun én gang er det sket, at han offentligt har ”brændt sikringerne” og begået en klodset svinestreg, der naturligvis resulterede i øjeblikkelig rødt. Holdets Schweinsteiger/Lampard/Gerrard. Den klassiske 6’er: Organisatorisk upåklagelig og grænsende til det kliniske i sit spil - måske for klinisk, vil nogen mene.

Marie Schrader (Betsy Brandt)

Umiddelbart ikke det oplagte førstevalg til en plads blandt de defensive. Men med en overraskende ro i de kritiske situationer har hun bevist, at pladsen tilhører hende. Selvom hun er typen, der begår fejl af ren og skær kedsomhed, er hun en af de spillere, der først træder i karakter, når det virkeligt er nødvendigt - det vil sige i de kritiske situationer, hvor det gælder om at holde hovedet (is)koldt.

Huell Babineaux (Lavell Crawford)

Hvis man nu skulle bruge en amerikansk linebacker i ”rigtig fodbold” – ville det så være en god idé? Kun hvis det gav mening – men det gør det undertiden. Især hvis man er under pres og alligevel står så dybt, at hurtighed ikke længere er en faktor for de fleste spillere Men hvis det er nærkampe i nærheden af feltet, der skal vindes, er han den helt rigtige at sætte på opgaven. Men da hans fysiske niveau ikke rækker til 90 minutter er og bliver han en evig risiko, da han ikke har luft til en hel kamp.

Midtbane

Jesse Pinkman (Aaron Paul)

Har problemer med sit temperament og samler i hver sæson konsekvent mange gule kort sammen for at kalde modspillere og undertiden dommeren “bitch”. Han er også én af de spillere, der har svært ved at forliges med den latterlige velstand, der er forbundet med at være en succesfuld spiller. Fester og skandaler følger i kølvandet uden for banen, hvor den i forvejen skrøbelige psyke presses ud over grænsen.

Walter White Jr. (RJ Mitte)

Holdets svar på Garrincha, den legendariske brasilianer, der var hjulbenet på det ene ben og kalveknæet på det andet, men som ikke desto mindre formåede at praktisere de mest sindsoprivende tekniske detaljer. Nærmest prototypen på den talentfulde spiller, der lander fra en anden fodboldkultur og opdager, han er verdensstjerne. En af den slags spillere, som modstanderne er bange for at gå i clinch med, fordi det i sidste ende bliver dem, der får gule og røde kort. Helt igennem unik i sin tilgang til spillet på banen.
 

Skyler White (Anna Gunn)

Altid villig til at ofre sig for holdet. Trods en enkelt afstikker er hun en af dem, hvis loyalitet man kan være sikker på - om end det aldrig er helt klart præcis hvorfor. Økonomiske hensyn kan spille en afgørende rolle her. Selvom hun er placeret på den defensive midtbane, fornemmer man aldrig, at dette er en spiller, der handler ud fra sin egen fri vilje, men som derimod altid er styret af det centrale forsvar. Disciplin kan som bekendt altid forveksles med fantasiløshed.


Angreb

Hank Schrader (Dean Norris)

Den eneste Mr. Clean på holdet. Han er midtbaneafrydderen, der næsten altid gør sit job efter bogen, og - hans position som hængende angriber taget i betragtning - kun sjældent træder ved siden af. Han er også en mand, der er kommet tilbage efter en frygtelig skade og har genfundet sit niveau.

Saul Goodman (Bob Odenkirk)

Flamboyant angriber, nærmest latinsk i sin tilgang til spillet og altid med en bemærkning på læben. Det hænder, at hans effektivitet overstråles af det faktum, at denne mand pådrager sig alt for mange gule kort for brok til dommeren. Lige så ofte er han dog manden, der ved sin fremtoning formår at presse noget igennem; især de situationer hvor en dommer kommer til "at skylde”, er han manden, der kan sørge for et frispark på det rigtige sted - eller sørge for at en modspiller bliver smidt ud. Mere kommunikerende angriber findes næppe.

Reserver

Hector "Tio" Salamanca (Mark Margolis)

Nogle kalder det fantasiløst, når man skifter en veteran ind, men meningen er aldrig til at tage fejl af - og det er resultatet heller ikke. For med erfaringen kommer sikkerheden. Den gamle Aston Villa-kæmpe Paul McGrath var kendt for aldrig at træne (særlig meget), men ikke desto mindre bestod hans styrke i, at han altid vidste, hvor han skulle placere sig. Så hvorfor løbe de 10 ekstra meter, når du ved, hvad modstanderen gør? Hector kommunikerer altid kort, men uhyre præcist, så meningen aldrig misforstås.

Lydia Rodarte-Quayle (Laura Fraser)

Alle ved, at der er nogle spillere, hvis “likeability” i grunden kan ligge på et meget lille sted, men som man ikke desto mindre må beundre for deres evner. Som når en John Faxe af Arsenals fans blev omtalt som ”a son of a bitch - but he’s OUR son of a bitch” eller for at bruge en filmreference: “You want me on that wall. You need me on that wall”, som Jack Nicholson hvæsede i A Few Good Men. Det nødvendige Onde, der med sikkerhed kan skiftes ind, når de er behov for det, for hun forstår, hvad holdets filosofi er og agerer efter det.

Jack Welker (Michael Bowen)

Det giver lige så megen mening at smide Jack på banen, som det gør at hyre Paolo di Canio som manager; det er en kortsigtet løsning, men én, som stensikkert vil give det ønskede resultat på den korte bane - derfor rollen som indskifter på holdet. Dette er ikke en mand, du som træner vil betro nogle langsigtede opgaver, men til gengæld en fyr, som man er sikker på, kan løse selv de mest basale opgaver, når det gælder om at få et resultat i land.

Leonel & Marco Salamanca (Daniel & Luis Moncada)

Tvillinger i fodbold er ikke et ukendt begreb. Men de har som regel været forsvarere eller midtbanespillere: Frank & Ronald De Boer og Lars & Sven Bender. Angribende tvillinger - især enæggede af slagsen - er en sjældenhed. Tvillinge-angribere, som man konsekvent skifter ind samtidig, er fuldstændig unikt, men hvis det er brækjernet, der skal frem, er dette den geniale løsning: Forsvarere der ikke kan orientere sig parret med en gennemført hensynsløshed fra angribernes side. For hvem er det lige, der er højrebenet? Hvem er det, der slår indlæggene, og hvem afslutter? Kort sagt den rette opskrift på succes; til sidst i kampene.

Todd Alquist (Jesse Plemons)

Har tilnavnet “den enfoldige morder”. Han er uden anger og uden følelser - en spiller hvis tilgang dybest set er uhyre primitiv og kortsigtet, men som ikke desto mindre formår at skabe resultaterne på den korte bane. Her har vi imidlertid også problemet, for vi har ikke at gøre med nogen synderligt intelligent spiller, men snarere én, hvis ultrakorte bane mellem tanke og handling gør det muligt at bruge ham konstruktivt i de situationer, hvor den slags er påkrævet.
 

Klik her for at læse tidligere artikler af den altid veloplagte Per Marxen