Kedeligt eller formidabelt? Derfor deler Barcelona vandene som ingen andre


Før Martin Demichelis gik i aktion - for sent og bagfra - var der ét fælles diskussionsemne i forbindelse med Manchester Citys opgør mod Barcelona tirsdag aften; endnu en gang var catalanernes knivskarpe pasningsspil i særklasse, og endnu en gang lød reaktionen: "Er det bare mig, eller er det her en smule kedeligt?".

Dette er Barcelonas og til en vis grad også det spanske landsholds forbandelse: Adskillige år med fremragende, teknisk baseret træning har gjort det muligt at få noget så svært til at se så nemt ud, at det ikke længere kan imponere.

Det virker lidt urimeligt. Enhver, der har forsøgt at slå en aflevering over små 20 meter nede i parken og i stedet er kommet til at banke bolden ind i en nabohave, vil vide, hvor vanskeligt det er at få bolden til at bevæge sig, sådan som Barcelona-spillerne gør. Enhver, der regelmæssigt ser nogle af de 86 nederst placerede professionelle ligaklubber i England, vil vide, at amatører ikke har monopol på manglende præcision.

Det hjælper ikke Barcelonas sag, at fodboldspil på computeren - angiveligt mange unge menneskers gateway-drug til sporten - giver dig muligheden for at aflevere bolden hurtigt og præcist ved blot at trykke på en enkelt knap. Det er ikke ligefrem kulminationen på livslang træning, når computerspillerne lærer at lade bolden danse rundt i sirlige kombinationer, før de overhovedet har fundet ud af, hvordan man foretager en udskiftning.

Det hjælper heller ikke på sagen, at topfodbold fra hele Europa er blevet så allestedsnærværende et fænomen. Før satellit-tv'et kunne fodboldtilhængerne kun se Barcelona i europæiske finaler eller kortvarigt som højdepunkter i sportsnyhederne. I dag kan du se alle holdets kampe direkte, hvis det er det, du vil. Og du ved, hvad der sker, når man bliver vænnet til noget, ikke?

Men gør det Barcelona til et kedeligt hold? Er det god fodbold, eller er god fodbold bare dårlig underholdning? Hvem har ret, og hvem tager fejl? Tja, sandheden er, at det ikke gør nogen forskel, når alt kommer til alt.

Én af de væsentligste årsager til fodboldens stadige og næsten universelle tiltrækningskraft er, at så mange mennesker kan nyde spillet på så mange forskellige og modstridende måder. Tv-værten Danny Baker skrev engang på Twitter, at han mente, at fodbold var kaos, og at ekspertvurderinger var snyd og bedrag. Jonathan Wilson åbner sin bog Fra pyramiden til 4-4-2 med et raseriudbrud vendt mod en journalist, der i den samme boldgade som Baker mente, at formationer ikke var vigtige.

På kanalen Guardian Sports Network sagde Michael Moruzzi tidligere på måneden, at de folk, der reducerer store spillere til statistikker, ikke fortjener fodbolden. Fire dage senere erklærede en af grundlæggerne af analysesiden Squawka, Sanjit Atwal, at folk som Moruzzi måtte nøjes med et happy meal, mens statistikerne nød et syvretters gourmetmåltid.

Hver gang fodboldspillerne slås på banen, fortæller kommentatorerne med alvorlig mine, at "ingen ønsker at se den slags". Den slags er jeg derimod altid meget begejstret for at se.

Sandheden er, at alle har ret, og alle tager fejl. Barcelona er et smukt hold, og Barcelona er et kedeligt hold. Det afhænger af dit syn på tingene. Hvis du vil skrive en artikel med flere tal, end der er sider i Emmett Browns notesbog, så gør det. Hvis du hellere vil se ophedede skænderier på sidelinjen end et heat-map over de enkelte spilleres bevægelsesmønstre, så er det helt fint. Det er ligegyldigt, om du vil se sydamerikansk fodbold i de tidlige morgentimer, divisionsfodbold i regnvejr eller Bayern München på tv.

De eneste mennesker, der tager fejl, er dem, der forsøger at trække deres holdninger ned over hovedet på dig. For at undgå enhver misforståelse: Der er ingen korrekt måde at se denne sport på. Og lige præcis det er årsagen til, at fodbold virker.


Klik her for at spille på Champions League hos Unibet!