Mickey Mouse-pokaler


Siden hvornår er det blevet sådan, at så godt som alle nationale pokalfinaler omtales som ”Mickey Mouse”-turneringer? Og at den eneste pokal, der i virkeligheden tæller, er den, der rent faktisk ligner Mickey Mouse, nemlig den, med de store ører.

Maj er som bekendt pokalfinalernes måned, og selvom det er fuldt forståeligt, ja, så er det i grunden lidt synd, at al opmærksomhed synes centreret omkring én pokalfinale, mens resten sygner mere eller mindre hen i glemsel – og i værste fald i foragt.

Lad gå, at den engelske Ligacup – den som Michael Laudrup vandt – er en ”lille” af slagsen, men i grunden kun fordi englænderne insisterer på at have to pokalturneringer.

Verdens ældste – og dermed pr. definition mest prestigefyldte – den engelsk FA Cup stod mellem Manchester City og Wigan (Wigan vandt), men det var i grunden mest efterdønningerne, altså at Roberto Mancini efterfølgende blev fyret i City, og at Wigan rykkede ud af Premier League, der påkaldte sig interessen.


Den danske pokalfinale blev dækket respektfuldt – men nok mest fordi over 26.000 randrusianere og esbjergensere havde valgt at drage til København på Kristi Himmelfartsdag og ved den lejlighed i øvrigt sætte foreløbig tilskuerrekord på nationalarenaen i år.

Man får en fornemmelse af, at Europa League-finalen, Copa del Rey og Coppa Italia i grunden bare noget, der skal overstås – og når den tyske pokalfinale spilles 1. juni, kommer al fokus til at dreje som om Bayern München, der på det tidspunkt enten kan vinde The Treble eller skal motivere sig selv efter (endnu) en tabt CL-finale. Selve pokalen vil kun have betydning for Stuttgart.

Coppa Italia-finalen står mellem Roma og Lazio, hvilket i sig selv burde være en garanti for romersk drama i højeste potens. Men da kampen spilles 26. maj, dvs. dagen efter CL-finalen, kunne det meget vel tænkes, at dette romerske drama drukner i analyserne fra årets største klubkamp.

Store hold, der på en eller anden måde har skuffet i enten mesterskabskampen eller Champions League, men som alligevel er i finalen af en pokalturnering, har i grunden alt at tabe (som City og Real Madrid) og ikke ret meget at vinde. Og hvis det er ”mindre” hold der mødes, så skal der ske noget ekstraordinært, for at finalen bliver interessant for andre end holdenes fans.

Så man skal nærmest være gammeldags fodboldromantiker for at kunne se det fantastiske i nationale pokalfinaler og synes om begreber som "pokalfighter", "klassisk pokaldyst", og hvad man nu ellers kan remse op af klichéer.

Man må ikke håbe, at det er en tendens, der fortsætter, så tegneseriemetaforerne fortsætter med at regne ned over pokalfinalerne

Der var i hvert fald ikke ret meget tegneserie over fredagens dramatiske finale i Copa del Rey mellem bysbørnene fra Madrid; til gengæld var det på alle måder ... farverigt.


Ikke kun fordi det – ligesom i England – var ”underhunden”, der vandt til sidst. Men også pga. symbolikken i, at både Mourinho og Ronaldo blev bortvist fra Estadio Bernabeu. I første omgang af en dommer…


Og man skal - selv i en tid med voldsomt hypede kampe i Champions League - lige huske på, at charmen ved pokalkampe altså består noget andet, end hvor mange højtbetalte superstjerner, der render rundt på grønsværen: At pokalturneringen – i hvert fald de nationale - er en mulighed for at se nogle hold og spillere, der normalt ikke finder vej til den bedste sendetid.

Og at ALLE pokalfinaler i grunden er mere lige, end de fleste umiddelbart regner med.


...netop fordi der er en særlig logik forbundet med, at en titel afhænger af én kamp. Således også næste lørdags kamp på Wembley.


Klik her for at spille på DEN TYSKE og DEN ITALIENSKE pokalfinale hos Unibet