Oligarkernes rige: Alisher Usmanov - Den rigeste


Unibets Per Marxen vil her i efteråret ”følge pengene” og sætte fokus på de rigmænd, der i det seneste årti har kastet sig over den europæiske topfodbold: Oligarker, sheiker, amerikanske rigmænd, europæiske familiedynastier og asiatiske milliardærer. Så følg med på Unibet SportsCast og her på Blog.unibet.com, hvor vi forhåbentlig vil gøre dig klogere på fodboldverdenens magthavere.

For at gøre det hele lidt mere håndgribeligt vil vi i denne første artikelserie og i vores SportsCast tegne portrætter af de mest betydningsfulde fodbold-oligarker. Nogle af navnene kender du helt sikkert, mens andre endnu er mere ukendte.

Den tyske journalist Dietmar Schumann var i foråret 2012 i Ukraine for at lave dokumentarfilmen Liga der Milliardäre for tv-stationen ZDF. Han beskriver mødet med oligarkerne og deres verden således:

”Jeg har i mine 38 år som journalist oplevet en del: Krige, armod og slyngler. Mange optagelser som dem i Tjetjenien, Afghanistan eller Libyen var livsfarlige. Men det, jeg har oplevet under disse optagelser i Ukraine, har jeg aldrig set før. Det er en form for mennesker, der lever i deres helt egen verden. En verden, der ikke har noget at gøre med den, som vi, endsige deres landsmænd, lever i”.
En af de mænd, der lever i sin i særklasse helt egen verden er den rigeste af alle oligarker…

Alisher Usmanov

Alisher Usmanov er Ruslands rigeste mand og har været det i en årrække. I vores føljeton om de mest betydende oligarker er han i grunden speciel, eftersom han ikke ejer en fodboldklub; eller måske skulle vi snarere sige, at han ikke bestemmer over én.
 


Således ser han ud, Ruslands rigeste mand/oligark, Alisher Usmanov.
 

Usmanov er nemlig mindretalsaktionær i Arsenal og dermed underlagt den egentlige ejer, amerikaneren Stan Kroenke. Det er et forhold, som Usmanov synes at blive mere og mere utilfreds med, og som i foråret fik engelske aviser til at skrive om en egentlig borgerkrig mellem de to rigmænd.

At de to ejere ikke er på talefod, bidrager i høj grad til det limbo, som Arsenal som klub, befinder sig i: På den ene side er klubben en finansiel succes, men på den anden side en sportslig mellemvare. Klubben har måttet slippe taget i de to Manchester-klubber samt Chelsea og trues nu oven i købet bagfra af ærkerivalerne fra Tottenham; alt sammen fordi - mener Usmanov i hvert fald - at klubben hvert år sælger sine absolutte superstjerner og overlader det til Arsene Wenger (billedet herunder) at bygge et nyt hold for hver sæson.
 



Men den kritik er for intet at regne mod den, som Usmanovs kritikere bruger om ham og hans fortid. Nogle bloggere går så vidt som at kalde Usmanov for en kriminel - en gangster der er kommet til tops, efter at have tilbragt seks år i fængsel i Sovjet-tiden - ikke som politisk fange, men som en gemen kriminel, der i 1980 blev smidt i fængsel i sit hjemland Usbekistan for korruption og bestikkelse; domme der i øvrigt blev omstødt i år 2000.

Måske er det fordi, at Usmanov forfølger samme strategi som Abramovich: Han sikrer sig på flere fronter, hvilket hans engagement i Arsenal er et eksempel på. Når man har set, hvor hurtigt oligarker kan falde i unåde ved Putins ”hof”, er det åbenbart klogt at gardere sig andetsteds - hvilket vil sige i England.

Samtidig sørger man naturligvis for at pleje sit omdømme derhjemme og holde sig gode venner med magteliten i Kreml. Et eksempel på dette var, da han i 2007 købte cellisten Mstislav Rostropovichs kunstsamling for 310 millioner kroner og prompte donerede værkerne til den russiske præsidentadministration.

Usmanov er nu også den rigeste mand i England, og udover at eje 30 pct. af Arsenal bor han naturligvis også standsmæssigt i London, mens han har muligheden for at trække sig tilbage til sit palæ, Sutton Place, i Surrey. Befordringen foregår i hans egen Airbus A340-300 (billedet herunder) eller i den obligatoriske lystyacht.
 



Men Usmanovs forhold til England – og især den engelske presse – har et par skønhedspletter - bedst symboliseret ved den forhenværende britiske ambassadør i Usbekistan, Craig Murray. Han skrev i 2007 bogen Et mord i Samarkand, der handler om hans oplevelser i Usbekistan, hvor han var ambassadør mellem 2002 og 2004.

Murrays bog er først og fremmest en anklage mod en korrupt og - siger Murray - fascistisk regering i Usbekistan, der kun blev tolereret, fordi landet lagde baser til amerikanerne i ”krigen mod terror”. I øvrigt fungerede det også som et af de steder, hvor fanger kunne sættes under ”hårdt fysisk pres” (det FN kalder tortur), hvilket ikke ville have været muligt, hvis de havde opholdt sig på amerikansk eller britisk jord.

I bogen fremkommer Murray også med nogle alvorlige anklager mod Usmanov, der beskyldes for at havde udnyttet sine forbindelser til at positionere olieselskabet Gazprom til at overtage lukrative rørledninger og naturgasfelter. Murray sendte efterfølgende en depeche til London med besked om, at Usmanov lignede en kommende totalitær leder af Usbekistan.

Amerikanere er dog ikke de eneste, der er i stand til at foretage ”forebyggende angreb”. Engelske domstole er en foretrukken arena for dem, der vil køre sager mod injurier, men før det overhovedet kom så vidt, satte et advokatfirma tommelskruerne på såvel Murrays forlag som den webudbyder, der hostede hans hjemmeside. Bogen udkom alligevel efter længere tids juridiske sværdslag, men Murrays blog forblev nede; andre bloggere har dog siden offentliggjort teksten.

Murray blev ikke sagsøgt direkte, men advokaterne rettede i stedet deres fokus på hosting-selskaber, så det kom aldrig til nogen retssag om bogen, der sidenhen er blevet til to hørespil på BBC, ligesom der er et filmmanuskript under udarbejdelse.

Sagen Murray er i øvrigt ikke den eneste gang, hvor Usmanov er kommet i medierne: I foråret 2012 kunne den britiske avis The Times således afsløre, at hans PR-firma havde rettet i Usmanovs Wikipedia-opslag (dvs. fjernet nogle negative bemærkninger). Selskabet måtte krybe til korset og indrømme, men samtidig understrege at de havde handlet på egen hånd, og at deres kunde intet havde med sagen at gøre.

Den slags beskyldninger skulle man umiddelbart tro, at en hovedrig verdensmand var ligeglad med. Men nej.

Nu kan det godt være, at Craig Murray er en mand, der er glad for både whisky og kvinder i overmål (han blev i 2009 gift med en usbekisk kvinde, som han havde mødt på en natklub med speciale i lapdance…), men derfor behøver han jo ikke også være fuld af løgn.

Der er med andre ord nogle ridser i lakken hos Usmanov, hvilket dog ikke er noget, der optager den brede offentlighed. Den er væsentligt mere interesseret i den tidligere nævnte kamp om magten i Arsenal, som Usmanov udkæmper med hovedaktionæren Stan Kroenke.
 


Stan Kroenke ses her til venstre på Arsenals hjemmebane, Emirates.
 

Arsenal har ikke vundet et trofæ siden FA-cuppen i 2005 og har i de seneste år mistet profiler som Robin van Persie, Samir Nasri og Gaël Clichy til de to Manchester-klubber samt Cesc Fabregas og Alex Song til FC Barcelona. Senest er Mesut Özil dog kommer ind på en rekordtransfer fra Real Madrid.

Især Kroenke har vist sig uvillig til at hæve lønningerne eller tilbyde kontrakter, der kunne matche tilbuddene fra Manchester og andre steder. Det er det, der piner Usmanov, som sæson efter sæson må se Arsenal sakke agterud i forhold til konkurrenterne.

Så længe Kronke har magten over The Gunners, er klubben først og fremmest en forretning, hvilket i Premier League betyder, at man må se titlerne havne andre steder end Emirates.

Så selvom spillere som Thierry Henry efter sigende har bedt Usmanov om at købe Kroenke ud og overtage Arsenal helt, lader det til at have lange udsigter. Den amerikanske rigmand, der ikke viser sig ofte i London, synes således mere forhippet på at bevare klubben efter de nuværende principper end på at tage imod pengene fra Usbekistan.
 



Dermed sidder Arsenal i en kattepine. For mens Usmanov er skiftevis hadet og elsket af fansene, må de samtidig affinde sig med, at den bestemmende post tilhører en amerikaner, hvis politik ikke synes at have ændret sig det mindste.

Som avisen The Guardian beskriver det, er det to dysfunktionelle fædre, der lige nu strides om den fremtidige strategi, hvilket på ingen måder er sundt for klubben og dens ambitioner. Så længe to fraktioner prøver at trække klubben i hver sin retning, synes den sportslige succes at fortone sig i horisonten.

Usmanov har tilsyneladende råd til at se stort på, at øgede transferudgifter og lønninger vil gøre Arsenal til en væsentligt mindre lukrativ forretning, end den har været hidtil. Kroenke er derimod villig til at betale prisen for dette – nemlig at se stort på antallet af trofæer, der kommer hjem til The Gunners.

Tilhængerne står så i den prekære situation, at de kommer til at holde med den usbekiske mindretalsaktionær, fordi han taler til deres rødhvide hjerter … uanset hvad en forhenværende britisk ambassadør så end måtte mene om ham.
 

Klik her for at læse indledningen til vores føljeton om de russiske oligarker