Oligarkernes rige: Suleyman Kerimov - Gambleren


Unibets Per Marxen vil her i efteråret ”følge pengene” og sætte fokus på de rigmænd, der i det seneste årti har kastet sig over den europæiske topfodbold: Oligarker, sheiker, amerikanske rigmænd, europæiske familiedynastier og asiatiske milliardærer. Så følg med på Unibet SportsCast og her på Blog.unibet.com, hvor vi forhåbentlig vil gøre dig klogere på fodboldverdenens magthavere.

For at gøre det hele lidt mere håndgribeligt vil vi i denne første artikelserie og i vores SportsCast tegne portrætter af de mest betydningsfulde fodbold-oligarker. Nogle af navnene kender du helt sikkert (eksempelvis Roman Abramovich), mens andre endnu er mere ukendte.

Skal man forstå oligarker og deres handlemønstre, kræver det, at man forstår Rusland. Oligarkerne fungerer som bindeled mellem den centrale politiske magt fra Moskva, Kiev, Minsk etc. og de regioner, hvor de har deres stærkeste økonomiske magtbase.

Samtidig er de afhængig af politisk goodwill for ikke at miste deres privilegier. At de samtidig ejer de førende sportsklubber i de respektive regioner, er desuden med til at udøve en politisk magt, for det er langt nemmere at mobilisere stemmer via populære klubber som Shakhtar Donetsk, Anzhi og Krasnodar ud fra devisen: ”Hvad der er godt for klubben, er godt for regionen og for landet”.

Netop Anzhi Makhachkala er et af de mest interessante eksempler på oligarkindflydelse. Bag denne klub, hvis navn fodboldtilhængere har måttet lære de seneste par år, står én mand…
 

Suleyman Kerimov

Oligarken Suleyman Kerimov går med handsker efter at være blevet avorligt forbrændt i forbindelse med et biluheld
 

Hvorfor er vi overhovedet klar over, at der findes en fodboldklub i Dagestan ved navn Anzhi Makhachkala? Det skyldes såmænd én enkelt mand, der ikke har noget imod at arbejde med lange tidshorisonter, og som i øvrigt er villig til at tage risici, der ville få de fleste investorer til at blegne.

Suleyman Kerimov blev med ét slag verdensberømt, da hans klub, Anzhi Makhachkala, købte verdens på det tidspunkt måske bedste angriber, Samuel Eto’o.
 


Verdens bedst betalte fodboldspiller, Samuel Eto'o, i Anzhis gule trøje
 

Men hvordan kan det lade sig gøre, at man kan lokke verdensstjerner til Dagestan i den nordlige del af Kaukasus? Vel at mærke til en klub, som ingen på det tidspunkt havde hørt om, og de, der havde, kunne stadig knap nok magte at udtale navnet.

Det er alt sammen på grund af den mand, der i januar 2011 købte klubben. For hvis man kigger på, hvilke begivenheder, der har været forbundet Kerimov, så passer det i grunden meget godt med billedet af ”Den Gale Millionær” eller måske en russisk udgave af litteraturens Jay Gatsby.

Vi har her at gøre med en mand, der i 2006 smadrede sin Ferreri Enzo mod et træ på Promenade des Anglais i Nice, som i 2011 forærede sportsdirektør Roberto Carlos en Bugatti Veyron i fødselsdagsgave, ejer en superyacht og som i øvrigt gladelig betaler, hvad det koster at få Christina Aguilera og Shakira til at optræde ved sine private fester. Ja, og så købte han også lige Samuel Eto’o og gav ham en ugeløn på 2,6 millioner kroner.

Kerimov er nærmest blevet symbolet på den tosserige russer, for hvem transfersummer bare er tal. Han er en af de få, der kan gøre de arabiske sheiker rangen stridig, når det handler om at købe så dyrt som muligt. Han er med andre ord én af de typer, der er medvirkende til, at transfermarkedet – selv i en global finanskrise – stadig er ophedet.
 


Sportsdirektør Roberto Carlos fik i 2011 en Bugatti Veyron i gave af Kerimov. Tak, chef!
 

Men der er naturligvis mere til Kerimov end bare ekstravagante indkøbsvaner; der er også tale om en mand, der har været i stand til at opbygge en svimlende formue, tabe det meste af den igen og så bygge det hele op på ny.

Da den globale finanskrise for alvor satte ind i 2008, var Kerimov god for næsten 100 milliarder. Et halvt år senere var formuen skrumpet til 17,5 milliarder, men da fodboldeventyret i Dagestan begyndte, var formuen allerede oppe på 44 milliarder.

Kerimovs profil som investor og en mand, der ikke er bange for at tage chancer, passer i grunden meget godt med hans engagement i Anzhi; objektivt betragtet er dette stort anlagte fodboldprojekt en ren selvmordsmission.

Dagestan grænser op til Georgien, Rusland og Tjetjenien, og i marts sidste år sendte russerne over 1.000 soldater fra sikkerhedsstyrkerne til Dagestan for at ”bekæmpe terrorisme” - primært af den slags, som udgår fra nabolandet Tjetjenien.
 


Russiske sikkerhedsstyrker i aktion i Kaukasus
 

Og dermed befinder vi os geografisk i en på alle måder sprængfarlig region af verden - så farlig at der ifølge New York Times hvert år dræbes omkring 100 politifolk.

Stadion er stadig forældet (bygget i 60’erne og med plads til cirka 20.000 tilskuere), og spillerne bor i Moskva og flyves ind til hjemmekampene i Dagestan. Indtil videre. For det er naturligvis en del af planen, at stjernerne med tiden også skal have fast base i Makhachkala.

Men hvad er det lige, Kerimov vil med Projekt Anzhi?  Er det en ambitiøs plan om at forbedre sin hjemstavns internationale prestige gennem fodbolden og gennem Anzhis succes være i stand til at tiltrække udenlandsk opmærksomhed og dermed villige investorer til en region, der næppe står øverst på agendaen hos denne verdens investorer?

Kerimov har med sin evne til at bringe sig i overskrifterne været den måske mest fremtrædende ambassadør, Dagestan nogensinde har haft.

Når man kommer fra et sted som Dagestan, så er man - hvis man vil frem i verden – nødt til at være udstyret med nogle særlige evner og en god portion vovemod. Det har det matematiske talent Kerimov vist, at han har til overmål, for som investor er han i besiddelse af en nærmest uhørt høj risikovillighed.

Det forhold forklarer på mange måder de handlemønstre, som han har udvist i sit professionelle virke - herunder også, at der har været spekuleret i, at hans gode forbindelser til Kreml (ikke mindst til den daværende præsident, Medvedev) kunne skyldes, at politikerne brugte Kerimov som stråmand for deres egne spekulationer; en påstand der imidlertid aldrig er blevet bevist.
 


Kerimov er en god bekendt af tidligere præsident Medvedev - her i selskab med Ruslands nuværende præsident, Putin
 

Dagestan er Kerimovs base og alt, hvad han foretager sig, handler om at trænge igennem og gøre denne region mere berømt. Fremgangsmåden på fodboldfronten er lige så ekstrem som den, han har udvist i den internationale finansverden.

”Målet er ikke at blive større og tjene mere. Målet er at realisere sine idéer”, sagde Kerimov til Financial Times i et af sine sjældne interviews.

Frit oversat: ”Fordi jeg kan!”

Men træerne ikke vokser ind i himlen, for i august i år valgte Kerimov at skære klubbens budget ned til en tredjedel, og en del (dyre) spillere (Eto'o for eksempel) valgte at forlade klubben ved den lejlighed. En kikset kvalifikation til Champions League blev nævnt som en af grundene, mens en anden måske kunne være, at Kerimov tabte 2,1 milliarder, da aktiekursen på selskabet Uralkali styrkdykkede.

Selv en storgambler er nødt til at slappe af indimellem.