Pokalbold: Optakt til 4. runde i den danske pokalturnering


FC Nordsjælland 2.40, uafgjort 3.40, FC Midtjylland 2.75

Udeholdet har endnu ikke vundet på fremmed græs i ligasammenhæng i denne sæson. Hjemmeholdet har derimod ikke tabt på eget græs. Spørgsmålet er så, om det er muligt at overføre virkeligheden fra Superligaen til pokalturneringen, hvor det er to traditionelt succesrige pokalhold, der mødes onsdag aften i Farum.

FCN har et stramt kampprogram med forpligtelser i Superligaen, Champions League og DBU's pokalturnering. Derfor vil Kasper Hjulmand sandsynligvis spare et par profiler i kampen mod et FCM-hold, der har rigeligt at gøre med at holde bagdelen oppe over nedrykningsstregen i landets bedste række.

Holdet fra Farum burde have, hvad der skal til for at slå de tandløse ulve, uanset om man ikke stiller med 11 stamspillere. FCM vil næppe heller gå all in i denne kamp og risikere at ryge tilbage i det skadeshelvede, der har plaget holdet i Superligaen. Odds 2.40 på hjemmesejren er ganske enkelt for godt til at overse.

Lyngby 3.80, uafgjort 3.50, AGF 1.90

Lyngby tabte i weekenden 0-2 på udebane til FC Hjørring i landets næstbedste række, hvor de blåklædte fra Københavns nordlige forstæder pt. indtager tredjepladsen ét point fra en oprykningsplads. Det siger sig selv, at holdets fokus er på at komme tilbage til Superligaen hurtigst muligt, og at man næppe tør satse på at komme langt i pokalturneringen, der myldrer med stærke Superliga-hold.

Det er en længere rejse AGF skal ud på, inden den i weekenden står på topopgør i Superligaen hjemme i Aarhus mod FC København - en kamp der fylder det hele i Smilets By.

Der er med andre ord tale om en pokalkamp mellem to hold, der har nok at gøre i toppen af henholdsvis 1. Division og Superligaen. Vi forudser en relativt tæt kamp, som nok vil tippe til udeholdets fordel til sidst. Ingen af holdenes forsvar er særligt imponerende, så overvej at satse på over 3.5 mål til odds 2.35.

Vanløse 18.00, uafgjort 9.00, OB 1.09

Er det mon i denne kamp, der lurer en pokalsensation? Ikke ifølge oddsene, men når man kigger på, hvor ekstremt ustabile OB har været i denne sæson i Superligaen, så skal man ikke afvise, at "hjemmeholdet" kan skabe problemer for Troels Bech og Thomas Helveg på OB's trænerbænk. Det er dog en betragtelig fordel for De Stribede, at kampen er flyttet fra dens oprindelige spillested, Vanløse Idrætspark, på grund af renovering og manglende lys hos københavnerklubben.

Selvom det er mange år siden, at VIF har spillet en rolle i dansk topfodbold, så er det en klub med stolte traditioner. Pt. ligger de sorthvide i Danmarksserien, hvor meget dog tyder på, at en hurtig returbillet til 2. Division vil blive indløst. VIF ligger på førstepladsen i rækken à point med B 93 og har kun tabt en enkelt kamp i sæsonen.

Holdet kom fremragende fra start efter sommerpausen, og der skulle gå intet mindre end 9. runder (!), før VIF lod modstanderne score - i en kamp i 10. runde, som man alligevel vandt 2-1 over Frederikssund. Med blot 18 scorede mål er det i høj grad defensiven, man læner sig op ad i Vanløse, og det skal blive spændende at se, om OB's tandløse frontkæde kan sparke selvtilliden ud af københavnernes forsvarsværker.

Vanløse tabte sin seneste udekamp 0-3 til B 93, så noget tyder på, at defensiven ikke er, hvad den har været. Det er OB's bestemt heller ikke. I weekenden lod holdet fire mål gå ind på hjemmebane mod AGF, og De Stribede vil være opsatte på at revanchere sig foran et hjemmebanepublikum, der dog næppe vil være talstærkt. Alt presset er på OB. Var kampen blevet spillet i Vanløse, havde en pokalsensation været inden for rækkevidde. I Odense gør OB arbejdet færdigt, så sats på, at det kun er OB, der scorer i kampen til odds 1.60.

Vejle Kolding 2.90, uafgjort 3.40, Randers FC 2.30

Gassen er gået lidt af ballonen i Vejle Kolding, hvor det blev til et 0-2-nederlag til rivalen Brønshøj i 1. Division i weekenden. Holdet har dog stadig rækkens bedste defensiv, som der kun er gået 13 mål ind på i 15 kampe. Sidste år lå Randers også i landets næstbedste række, men under Colin Todd har de lyseblå taget Superligaen med storm og ligger pt. på en yderst imponerende 5. plads.

Randers er et udmærket udehold, og den erfaring, som spillerne har hentet i løbet af 14 kampe blandt landets bedste klubber, bør gøre forskellen i dette umiddelbart tætte opgør. I Ronnie Schwartz har holdet en formstærk angriber, ligesom Jonas Kamper er ved at finde formen på fløjen. Sats på, at Superliga-holdet Randers piller pynten af hjemmeholdet og vinder til odds 2.30.