Pokalbold: Optakt til kampene i 4. runde torsdag aften


SønderjyskE 5.00, uafgjort 3.90, FC København 1.60 (Kickoff torsdag kl. 18:00)

Efter at FC Nordsjællands mestre og formstærke AGF overraskende måtte vinke farvel til DBU's pokalturnering onsdag aften, triller pokalbolden videre torsdag aften, hvor Superligaens førerhold og de forsvarende pokalmestre, FC København, står over for SønderjyskE i Haderslev. Ikke just en ønskelodtrækning for københavnerne, der dermed skal ud på en længere køretur midt i et tætpakket program og tilmed møde et hold, der på en god dag kan slå alle fra landets bedste række.

FCK kommer til Sønderjylland med en trup, der er uden landsholdsback Lars Jacobsen og Claudemir fra den faste start-11'er. Nicolai Jørgensen og Igor Vetokele er fortsat ude med skader. Det vil næppe komme som en overraskelse, hvis træner Ariel Jacobs også sparer en håndfuld af de øvrige stamspillere og giver plads til spillere som Michael Jakobsen, Sölvi Ottesen og Christian Grindheim. I angrebet kan der blive plads til unge Danny Amankwaa og/eller Mustafa Abdellaoue.

Hjemmeholdet er uden sin målfarlige fløjraket Lasse Vibe og den skadede Johan Absalonsen, men kan derudover stille i noget nær stærkeste start-11'er i en kamp, der kommer efter sønderjydernes vigtige 2-1-sejr på udebane over Esbjerg i weekenden. På hjemmebane har det knebet mere i denne sæson. Det er således kun blevet til en enkelt sejr og en enkelt uafgjort på eget græs i Superligaen. X'et kom mod torsdagens modstander, FCK, da de to hold spillede 1-1 den 22. juli.

Der er som altid mange ubekendte, når det drejer sig om pokalkampe, der involverer Superliga-hold. FCK har spillet hele fire kampe uafgjort i denne sæson på udebane i ligasammenhæng, og med tanke på det seneste opgør i Haderslev ligner det en tæt kamp. Hjemmeholdet har Superligaens næstdårligste defensiv, mens udeholdet trods vaklen i de seneste kampe fortsat har rækkens bedste offensiv, så overvej at satse på over 3.5 mål i kampen til odds 2.50.

Hellerup IK 9.00, uafgjort 4.45, AC Horsens 1.35 (Kickoff torsdag kl. 19:00)

AC Horsens har ikke ligefrem imponeret i denne sæsons Superliga. Ganske middelmådige har resultaterne været. Lige indtil i mandags. Her fik Den Gule Fare sæsonens første hjemmesejr, da FCK blev slået 1-0. Dermed går Johnny Mølbys hårdt fightende mandskab ind til kampen mod HIK fra 2. Division med stor selvtillid og tro på egne evner. Vigtigt er det også at påpege, at Horsens er det eneste hold i landets bedste række, der endnu ikke har tabt på udebane i sæsonen.

Hellerup ligger solidt plantet i midten af 2. Division Øst. Oprykning og nedrykning ser allerede ud til at være langt væk efter 13 kampe, der viser statistikken 6-1-6. Senest blev det til nederlag på 0-2 til bundholdet Svebølle, og i det hele taget ligner HIK langt fra et hold, der for alvor kan drille ACH torsdag aften på Gentofte Stadion lidt nord for København. HIK lukker i gennemsnit lige over to mål ind per kamp, og det skal udeholdet naturligvis udnytte til at få gang i angriberne og komme videre i pokalturneringen. Sats på, at udeholdet scorer i begge halvlege til odds 1.92. OB besejrede onsdag Vanløse 3-0. Et identisk resultat er meget sandsynligt i denne kamp, hvilket giver odds 12.50. Vinder ACH, står netop OB klar i kvartfinalen.