Sheiker, emirer og oliepenge: Fodbold & Det Arabiske Forår


Unibets Per Marxen har dette efterår sat sig for at ”følge pengene” og løfte sløret for de rigmænd, der det seneste årti har sat sig på magten i europæisk topfodbold: Oligarker, sheiker, amerikanske rigmænd, europæiske familiedynastier og asiatiske milliardærer.

Så følg med på Unibet SportsCast og her på Blog.unibet.com, hvor vi i løbet af den store efterårsføljeton vil gøre dig klogere på fodboldverdenens reelle magthavere. Vi er nået til andet kapitel, hvor vi analyserer sheikernes rolle i fodboldlandskabet anno 2013.

Med befolkninger der ikke længere vil finde sig i et blive holdt i et jerngreb, er mange regenter i den arabiske verden begyndt at se sig om efter måder, hvorpå de kan legitimere deres styreform - og hvis de fejler, straffes det øjeblikkeligt. Algeriet, Tunesien, Egypten, Syrien; overalt i den arabiske verden enten falder despoterne, eller også er de kommet under et voldsomt pres.


Et land som Saudi-Arabien står i et frygteligt dilemma, fordi man på den ene side stadig en nation, der styret af Wahabi-fløjen inden for Islam (den ultrakonservative variant af Sunni-islam), og på den anden side gerne vil være gode venner med vesten - engang af frygt for Irak, men i dag af frygt for Iran. Oveni kommer det forhold, at Saudi-Arabien siden den 11. september 2001 (14 af de 15 flykaprere var saudiere) har haft et mildt sagt blakket ry hos mange vesterlændinge.

Det kan gode være, at den menige fodboldfan i Manchester, Nottingham og Paris kan acceptere en stor check, der er afsendt fra Emiraterne eller Qatar, men hvad med én, der har afsender i saudiarabiske Jeddah? Den er nok sværere at sluge, uanset hvor mange nuller der er på den.

Med et Arabisk Forår, der spreder sig via sociale medier, kunne man godt få en mistanke om, at styrerne bare ventede på, at de nye sæsoner ville begynde i Europa, så masserne kunne få noget andet at tænke på end at gå på gaderne og råbe slagord.

De stater, der har olie, har også en række fremsynede ledere, der godt ved, at situationen er uholdbar i længden, og at der derfor skal investeres på områder, der fremmer staternes egen legitimitet. Desuden ved de, at et stigende antal mennesker ikke vil acceptere, at staterne ”overtages” af et andet parti (i Egypten Det Muslimske Broderskab), der blot har i sinde at indføre et fascistisk teokrati i stedet.

Risikoen for et fascistisk teokrati eksisterer overalt i Mellemøsten, hvor kløften mellem de rige sheiker og det fattige flertal er så stort, at folkelige revolutioner a la Iran 1979 er en evig trussel. Derfor har de fremsynede ledere for længst indset, at hvis man skal lægge en dæmper på eventuel uro, skal det ske via målrettede investeringsstrategier, der rækker ud over deres egne lande.

Hvis emirerne i Abu Dhabi og Qatar kan etablere deres respektive nationer som globale spillere med aktiver inden for både premium brands og store fodboldhold, vil det på lang sigt styrke deres egen legitimitet og krav på magten. Hvis folket føler stolthed, vil det nemlig med al sandsynlighed være mindre tilbøjeligt til at gøre oprør - og hvis folket ikke gør oprør, så bliver magten, hvor den er.

Netop koblingen mellem det spirende Arabiske Forår og Golf-staternes indtog i den europæiske topfodbold er interessant, for er der virkelig nogen, der tror, at en generation af vestligt uddannede rigmænd ikke for længst har fattet, at hvis deres magt fortsat skal legitimeres, så kræver det, at deres eget folk også har noget at ”hænge sin turban” på?

Det er ikke kun i den vestlige verden, at der stilles spørgsmål til styreformer, der er ”af Guds nåde”. Set i det store perspektiv er engagementet i sport og især fodbold ganske logisk; især når det handler om dem, der i den arabiske verden har råd og dem, der bestemt ikke har.

Så længe investeringsboomet er begrænset til de ganske små oliestater, kan der i grunden ikke tales om en decideret arabisk ”invasion” af det europæiske fodboldmarked. Selvom det endog er meget store formuer, vi taler om, er der trods alt grænser for, hvor voldsomt Qatar og Emiraterne er i stand til at ekspandere i Europa. Én Premier League-klub, én Ligue 1-klub og én La Liga-klub er, hvad der er tale om (tilsat Qatar-sponsoratet af Barcelona).

Der er ikke 20 sheiker i Qatar, der hver for sig får lov til at investere i, hvad de nu har lyst til, og det samme gør sig gældende i Emiraterne.

Hvad der rent fodboldmæssigt er interessant, er at se brudfladerne mellem de forskellige klubber, der er ejet af henholdsvis sheiker, oligarkerne, amerikanske rigmænd etc., når disse klubejere med vidt forskellig baggrund kommer med hver deres forretningsstrategi.

Hvad de arabiske rigmænd angår, så er det stadig påfaldende, at de helt store investeringer tager deres udgangspunkter i ret små geografiske områder. Malaga og Getafe bliver naturligvis aldrig seriøse udfordrere til La Liga-titlen i Spanien, men at det blev Manchester i England og Paris Saint-Germain i Frankrig, vidner i grunden om fornuftigt købmandskab.

Eftersom bud på de større klubber blev afvist, så vi også, at der rent faktisk er en grænse for, hvor meget arabiske rigmænd er villige til at kaste efter en fodboldklub, men at der, når de så virkelig går all-in, også er en tung vilje bag. City er nu en af de tre realistiske mesterskabskandidater i Premier League, og PSG kan udelukkende trues af hovedrige AS Monaco i Frankrig. Desuden kan alle se, at Qatar (Airways) er en aktiv spiller i en af verdens største og mest succesrige klubber, Barcelona.

International sport – og i særdeleshed fodbolden – er med andre ord et vigtigt politisk redskab for de emirater, der vil betegne sig selv som fremsynede.

Vindene fra Det Arabiske Forår har blæst despoter væk fra store dele af Nordafrika, og på Den Arabiske Halvø er man godt klar over, at den eneste grund til at de indtil videre er gået fri for de borgerkrigslignende tilstande, er, at olien stadig flyder. Man er også bevidst om, at et kontinuerligt pres gør det umuligt at opretholde de nuværende tilstande på længere sigt.

Hvis de herskende familier skal gøre sig de mindste forhåbninger om at blive ved magten og ikke blive ofre for demokratibevægelser eller religiøst funderede modstandere, så skal de legitimere sig selv. Det vil helt banalt sige at gøre noget for egen popularitet og landets selvforståelse.

Manøvren kan måske lykkes i små emirater som Abu Dhabi og Qatar, men det er en vanskelig balancegang, når man befinder sig i en region, hvor folkelige oprør ulmer, og hvor regionale stormagter som Saudi-Arabien og Iran stadig udøver magten ved hjælp af fundamentalistiske styreformer.

En forholdsvis legitim måde, hvorpå man kan nærme sig Vesten, samtidig med at man ikke sætter den nationale tilslutning over styr, er, som vi har nævnt, ved at involvere sig i sporten - og paradoksalt nok ved at bruge europæiske fodboldklubber som vægtstang i denne balancegang på en stålwire, der er spændt ud over en region i flammer.


Klik her for at læse introduktionen til Per Marxens kapitel om sheikerne, emirerne og oliepengene!