Sheiker, emirer og oliepenge: Islam og fodbold betyder alt


Unibets Per Marxen har dette efterår sat sig for at ”følge pengene” og løfte sløret for de rigmænd, der det seneste årti har sat sig på magten i europæisk topfodbold: Oligarker, sheiker, amerikanske rigmænd, europæiske familiedynastier og asiatiske milliardærer.

Så følg med på Unibet SportsCast og her på Blog.unibet.com, hvor vi i løbet af den store efterårsføljeton vil gøre dig klogere på fodboldverdenens reelle magthavere. Vi er nået til andet kapitel, hvor vi analyserer sheikernes rolle i fodboldlandskabet anno 2013.

For at forstå de arabiske fodboldinvesteringer er det nødvendigt at forstå, hvilken rolle fodbold har i den arabiske verden.

”Islam og fodbold - de to ting, der betyder mest i den arabiske verden”. Sådan udtrykker James Dorsey, der er fellow ved Nanyang Universitetet i Singapore, det i et interview med den tyske avis Die Zeit.


Diktatorer som Ben Ali i Tunesien, Mubarak i Egypten og Ahmadinejad i Iran har alle gjort det: Brugt den lokale fodboldinteresse til at sole sig i massernes begejstring; det er der i sig selv ikke noget nyt i, for lige så længe spillet har eksisteret, har diktatorer og despoter udnyttet sportens popularitet til egen fordel.

I disse autoritære stater er islam og fodbolden det vigtigste i tilværelsen for mange mennesker, og der er kun to steder, hvor man kan få afløb for sine frustrationer: i moskéen og på stadion. Det er i øvrigt også de to eneste steder, som ingen diktator ville slippe godt fra at lukke ned, for så ville resultatet blive en øjeblikkelig revolution.

Da Yemens præsident blev såret ved et attentat og efterfølgende tilbragte tre måneder i Saudi-Arabien, var det første, han gjorde, da han kom tilbage, at møde ungdomslandsholdet i fodbold for at polere sit eget image.

Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah er kendt som en stor fodboldfan, og det var Osama bin Laden i øvrigt også. Han arrangerede under krigen mod Sovjetunionen i Afghanistan blandt andet et mini-VM for sine mujahedinere, hvilket skulle samle krigerne, der kom fra alverdens lande.

Det er derfor bizart, at Taliban helt vil forbyde fodbold, ligesom en radikal saudisk imam i 2005 udstedte en fatwa, hvori han fordømte fodboldspillet som noget, kun de vantro ville gå op i.

For de europæiske fodboldklubber er der en iboende risiko ved at basere sin eksistens på religiøst baserede autokratier i udlandet. Uden på nogen måde at ville slå lande som Libyen og Qatar i hartkorn, så er det påfaldende, hvor meget de autoritære stater investerer i fodbolden.

En del af de mellemøstlige magthavere investerer, som vi har set det, i udlandet, mens de forsøger at opretholde et nogenlunde fungerende system derhjemme, og mens despoterne er faldet rundt omkring i Mellemøsten er det interessant at se, hvor meget stater som Emiraterne og Qatar gør for at blive en del af netop fodboldens elite. Sådan lidt på udebane forstås.

En analyse kunne være, at jo mere integreret Abu Dhabi, Qatar og Kuwait bliver i europæiske topklubber, desto mere legitimitet vil deres eget (autoritære) styre have på hjemmefronten - og jo mere påpasselig bliver befolkningen i forhold til at ville gøre noget ved dette.

I næste afsnit ser vi nærmere på det såkaldte Arabiske Forår og sætter det ind i en sammenhæng, der er relevant ud fra et fodboldmæssigt synspunkt.


Klik her for at læse anden del af Per Marxens kapitel om sheikerne, emirerne og oliepengene!