Top-10 over de grimmeste fodboldmaskotter


Egentlig burde de jo opildne spillere og hjemmepublikum - og måske endda jage en skræk i livet på modstanderen. Men ofte går det fuldstændig galt, når fodboldklubbernes kreative hjerner slår pjalterne sammen og udvikler en maskot, der skal sætte fut i fejemøget før, under og efter kampene. Se nu blot denne top-10 over nogle af de mest rædselsfulde, afskyelige, absurde og decideret surrealistiske maskotter, der har betrådt de europæiske fodboldbaner:


10. Erwin fra Schalke 04

Bundesliga-garnet er sat, kasketten er trukket helt ned i øjnene, og den korte buks er på plads. Så er vi klar til bold i Gelsenkirchen! I øjeblikket er Erwin næppe den eneste Schalke 04-fan, der foretrækker at have begrænset udsyn til de kongeblås kummerlige præstationer på de tyske græsplæner.


9. The Pitman fra Hednesford Town

Om den manglende ilttilførsel til minerne i Staffordshire-området er årsagen til, at denne idé så dagens lys, skal vi ikke kunne sige. Faktum er dog, at denne bizarre skikkelse med den blå hud og røde tud har fået æren af at repræsentere den lille klub Hednesford Town, der til dagligt lever en stille tilværelse i Northern Premier League Premier Division.


8. Bazi fra Bayern München

Det er herren til højre, der er maskotten, hvis nogen skulle være i tvivl. Æblekinder, flyveører og lederhosen var åbenbart opskriften på en maskot i den sydtyske storklub. Var der en maskotskoleklasse, ville Bazi nok stå forrest i køen over mobbeofre, hvis ikke lige det var fordi, han havde et af verdens bedste fodboldhold i ryggen.


7. Mrs. Growler fra Huddersfield Town

Det må være svært at holde masken, når dette kræ sjosker ind på John Smith's Stadium i Huddersfield. Den traditionsrige klubs øgenavn er ganske vist The Terriers, men mest af alt ligner frøken Growler en kat, der burde være taget en tur til frisøren. Læbestiften sidder dog lige i skabet...


6. Jünter fra Borussia Mönchengladbach

Dette prægtige føl er angiveligt opkaldt efter Borussia Mönchengladbach-legenden Günter Netzer, og hvilken ære! Selv om der kun er tale om et føl, ser det ud, som om dyret har et velvoksent næseformet adamsæble. Puha...


5. Pilgrim Panther fra Boston United

At en panter ikke skal spise for meget junkfood fra Pizza Hut er denne fyr et levende eksempel på. The Pilgrims kaldes den engelske klub fra Lincolnshire, og hvis der er nogen, der ved, om The Pilgrim Panther stadig render forvildet rundt på Boston Uniteds baner, hører vi meget gerne fra jer. Vi har nemlig svært ved at tro på, at den ville overleve længe i den vilde natur.


4. Det tårnhøje helvede (?) fra Real Valladolid

De fleste maskotter hører hjemme i det ene eller andet hjørne af dyreriget, men omkring årtusindskiftet havde spanske Valladolid hyret dette ... øh, tårn?! Eller er det en gulerod med stribede bukser? Ingen ved det. Ikke desto mindre ser det ud, som om at han/hun har det ganske sjovt at dømme ud fra det tandløse væg-til-væg-smil.


3. Terry Byte, Fulham

Fulham er med på noderne, og derfor skulle London-klubben naturligvis have denne herlige fyr som maskot. Kan godt være, at mr. Byte skulle have et virustjek...


2. Mr. Testicles fra Everton

Mr. Testicles er en figur, der render rundt i Storbritannien og gør folk opmærksomme på den alvorlige sygdom testikelkræft. Det er der bestemt ingen grund til at spøge med, og gutten her - eller skulle vi sige gutterne? - er med andre ord ikke en decideret Everton-maskot. Ikke desto mindre er han/de svære at komme udenom, og på den måde kan vi også sige, at vi har gjort lidt for at fremme en god sag. Du kan såmænd følge Mr. Testicles på Twitter HER.


1. Benny the Box fra Telford United

Førstepladsen var ikke til diskussion. En papkasse med det, der ligner to bananer på toppen, kan vi simpelthen ikke stå for, selvom Benny fra Telford ikke ligefrem ser ud til at være tilfreds med situationen. Folk i det vestlige England taler stadig om ham, og det gør vi nu også i Danmark.