2012 har været et trist år i fodboldverdenen, men takket være Santi Claus er der stadig håb


Der var ét specielt højdepunkt i Arsenals 5-2-ydmygelse af Reading, og det var ikke sejrens størrelse, det komiske forsvarsspil eller Arsenals fantastiske fjerde mål. Opspillet til det mål, holdet har forsøgt at score siden 2006, var flot, men det var Santi Cazorlas reaktion, da han headede Arsenals andet mål i kassen, der var så grundlæggende skøn at iagttage.

Den lille spanier løb fra én holdkammerat til den næste med det væg-til-væg-smil, der ellers er forbeholdt folk, som lige har fået sex. Han klappede sig selv på hovedet igen og igen. Det kunne ikke være sandt. Han kunne ikke have været gladere for at score med hovedet. Den umiddelbare glæde var smittende. Det har vi ikke oplevet nok af de seneste 12 måneder.

2012 har været et dystert år. Det så man i weekenden. På grund af den unægteligt flotte gennemførelse af OL i sommer føltes enhver snak om fodbold ved uddelingen af BBC Personality of the Year-prisen akavet og en smule upassende - som at se brudens eksmand bagerst i kirken. Inviteret, men uvelkommen. Det var kun et mindre og passerende nederlag for fodbolden, men samtidig en påmindelse om sportens skrøbelighed.

Jeg ønsker ikke opsat og påtaget hurlumhej i forbindelse med fodboldkampe, men jeg ønsker bestemt heller ikke denne glædesløse gigant af en internationalt finansieret Premier League.

Penge har altid haft en betydning for placeringen af trofæer, men aldrig i så stort et omfang. Aldrig i så høj grad at du rent faktisk kan høre fodboldtilhængere sammenligne omsætningssummer fra Deloitte & Touche i et forsøg på at bevise, hvorfor lige præcis de og de klubber ikke burde kunne vinde noget som helst.

"Jeg tror faktisk, at du vil kunne se at med vores nettoudgifter over de seneste tre skatteår, så er en femteplads faktisk lidt af en bedrift".

Folk sagde engang, at fodbolden ville dø den dag, alle kendte navnene på deres direktører. Nu kender vi navnene på vores sports- og marketingsdirektører. Vi kender deres CV. Vi bedømmer deres præstationer, som vi bedømmer vores angriberes præstationer. Vi afventer offentliggørelsen af årsregnskaber, som vi plejede at afvente offentliggørelsen af kampprogrammet. Vi live-tweeter fra årets generalforsamling.

2012 har også været et år med kontroverser. Fra nytårsaften 2011, da FA på ondskabsfuld vis offentliggjorde sin 115 sider lange rapport om Luis Suarez på nettet, netop som alle journalister havde skænket aftenens første drink (ja, det er jeg stadig sur over), til sidste uges Uefa-sanktion, der genlød over hele Serbien som det desperate hyl fra en stresset lærervikar. Skandalerne har været talrige.

Og hvad skal det nytte? Luis Suarez og John Terry blev begge fundet skyldige i at have opført sig racistisk over for sorte modstandere, men dobbeltheden i begge sager har gjort, at sagerne ikke gjorde det ud for at punktum. De har været så katastrofalt dårligt håndteret, at enkelte sorte fodboldspillere ikke længere ser sig i stand til at støtte spillerforeningens antiracismekampagne. Uefa's forsøg på at spille hård over for det serbiske fodboldforbund var så pinligt, at selv ikke organisationens præsident, Michel Platini, kunne erklære sin helhjertede støtte.

Og mens vi allesammen kagler, fortsætter unge, sorte spillere med at løbe spidsrod ude af stand til at spille bold uden at skulle bekymre sig om abelyde fra diverse tilhængergrupper.

Vi kan dog ikke udelukkende skyde skylden på markedskræfterne og uduelige bestyrelsesmedlemmer. Vi er alle skyldige. Inklusiv mig selv i høj grad. Vi er blevet, for nu at citere The Times' fodboldskribent Tony Barrett, en nation af "græderøve".

Journalisterne der beskylder tilhængerne for at buhe i stedet for at spørge, hvorfor de buher. Tilhængerne der kaster sig over en artikel fra en journalist, der har fået til opgave at skrive 800 ord om en kamp fem minutter før slutfløjtet, og beskylder det for at være doven journalistik. De ærkekontrære, metaeksperter på nettet, der systematisk angriber alting uden selv at tilbyde noget som helst. Tastaturkrigerne, trolls, klynkerne og loyalisterne. Vi har allesammen glemt, hvordan vi tager pis på hinanden. Hvor forsvandt det sjove hen?

Det er her stadig. Et eller andet sted. I ethvert skævt, smadret ægteskab er der to mennesker, der engang rev hinandens tøj af og kastede sig ud i vanvittige eksperimenter på deres venners toilet i kælderen. Nu hvor 2012 pruster, hvæser og hiver sig selv over målstregen, har Cazorla givet os et glimt af, hvad fodbold kunne være igen, hvis vi ville det nok. Det behøver ikke være så trøstesløst.

Det burde være sjovt.

Klik her for at læse mere af Iain Macintosh.