Arsenal er blevet voksne ... endelig


Det er ikke nemt at give slip på noget vigtigt, men ofte vil du opleve, at tingene arter sig, hvis du gør netop det. Min gamle paragliding-instruktør lærte mig dette, og må Gud i øvrigt velsigne hans knuste ben.

At vinke farvel til nøglespillere er blevet kutyme på The Emirates de seneste år. En efter en er de bedste spillere smuttet til større og mere betalingsvillige klubber. Enkelte gange går det stærkt og er relativt smertefrit - som når et plaster rives af på 1 ... 2 ... 3! Andre gange er det en langstrakt affære, der næsten minder om at løbe et maraton på høje hæle lavet af hvepse. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det forstyrrende og sandsynligvis det sidste, en fodboldklub har brug for, når de skal kæmpe om en titel, der er værd at snakke om.

Det er ganske rigtigt tidligt på sæsonen, men de foreløbige signaler kan tyde på, at Arsenal ser ud til at klare sig ganske godt. Efter to målløse åbningskampe er klubben for alvor kommet i gang. For første gang, siden Robert Pires plejede at kaste vandflasker ind i folkemængden, ser det ud til, at klubben vil være i stand til at vinde noget. Det sker efter en sæsonoptakt, hvor Arsene Wenger har mistet sine vigtigste spillere. Det har været en sommer, hvor man ikke bare kan tale om, at tavlen blev vasket ren, men at den er blevet kastet ud fra fjerde sal ned i en container med mærkatet "uundgåeligt". Det er selve essensen i klubben de senere år, dét der har fået tingene til at stemme både på og uden for banen, klubbens puls og sjæl. Forkastet. Dette er sæsonen, hvor Arsenal siger farvel og tak til en indkøbspolitik, der går ud på at købe talentfulde spillere, som man så håber, slår igennem.

Beklager. Troede du, jeg snakkede om ham hollænderen?

I en årrække har Arsenal været to-tre kvalitetsspillere fra at kunne kæmpe med i den absolutte top. Men det har alligevel været ok, fordi det har set ud, som om der har været spillere i truppen, som ville udvikle sig til at blive netop det. Fabregas gjorde det, Nasri gjorde det, og Van Persie gjorde det. Men netop som disse spillere havde nået det nødvendige niveau, begyndte de at tjekke huspriserne i Manchester-området. Og så måtte Arsenal kigge ned gennem sine egne rækker efter talenter, der godt nok var et år eller to fra at være færdigudviklede spillere.

Så var der selvfølgelig alle de spillere, der næsten slog igennem. De kom og forsvandt igen uden at have sat sig nævneværdige spor. Carlos Vela, Jeremie Aliadiere, Henri Lansbury, Armand Traore, Håvard Nortveit, Jay Simpson, Lassana Diarra og den utrolig uheldige Eduardo. Ingen af disse evnede at erstatte de større navne, der forsvandt i natten efter at have ramt det højeste niveau.

At købe unge spillere, købe billigt, for så at følge spillerne frem, indtil man troner øverst, mens de rige klubber skule misundeligt, er både en hjertevarmende og storslået idé. Men når man banker panden mod den virkelige verden, hvor man trods alt kæmper mod milliardærer og sit eget ønske om ikke at tabe Ligacup-finalen fire sekunder før slutfløjtet, er det på tide at ændre kurs.

I stedet for at klubbens nøglespillere stille og roligt skal vokse ind i deres roller, hentes de nu direkte ind. Til en langt højere pris ganske vist. Fra 2006 og frem til januar 2011 havde Arsenal kun én gang købt en spiller til over 180 millioner kroner. The Gunners endte heller ikke højere end nummer tre i Premier League. Nu hvor man har hentet etablerede og erfarne stjerner som Per Mertesacker, Santi Cazorla, Lukas Podolski og Olivier Giroud, ligner Arsenal det hold, vi har ventet så længe på.

Det er utvivlsomt en lang vej at gå - 34 kampe for at være helt nøjagtig. Men for første gang siden iPhonen blev opfundet, risikerer Arsenal-spillerne at skulle køre i åben bus snarere end at skulle tage i shuttle-bussen til lufthavnen.