Beklager Callum McManaman men du fortjener at blive gjort til et eksempel


For små fem år siden rullede Arsenals spillerbus op foran St Andrews for at spille en ganske almindelig fodboldkamp mod Birmingham City, der dog skulle vise sig at blive værd at huske af tre grunde: Theo Walcotts første Premier League-mål, William Gallas protest i midtercirklen og Martin Taylor, der uden at vide det forandrede fodboldspillet for altid.

Efter et par minutter lod den kroatiske angriber Eduardo bolden hoppe væk fra sig og inviterede dermed til en 50/50-duel. Taylor takkede ja. Det efterfølgende sammenstød efterlod den ene af dem med tre dages karantæne og den anden med en pause på 12 måneder samt en af de mest frygtelige skader, vi har set i moderne fodbold.

Efter den uundgåelige furore og opfordring til lynhurtig konsekvens (Arsene Wenger gik endda så langt som til at foreslå, at synderen aldrig skulle have lov til at spille igen) samlede holdkammerater og eksperter sig omkring Taylor for at forsvare ham med, at han ikke var "den type spiller". De pegede på hans behagelige karakter og hans stort set pletfri fortid, hvad angik disciplinærsager. Massevis af mennesker stod frem for at fortælle, hvor rar en fyr han var. Imens gik de kvalmende billeder af Eduardo, der lå på jorden, verden rundt.

Fifa, der i forvejen havde forsøgt at skubbe fodbolden i en mere regelret retning, opfordrede FA til at forlænge Taylors karantæne, men fik at vide, at spillerens manglende intention om at skade sin modstander gjorde det umuligt. Løsningen lå dog ligefor: Hvis det er for vanskeligt at straffe spillere for at gøre den slags ting, så sørg for, at de ikke gør det i første omgang.

Derfor er fodboldreglerne langsomt ved at blive strengere. For hver sæson, der går, bliver fortolkningen af, hvad der er en farlig tackling, en smule mere skrap. Først var det den tofodede tackling, så var det stemplingen, og nu er det næsten enhver ukontrolleret legemsdel, der rammer en modstander. Et eller andet sted mellem klagerne over, at "spillet er blevet for blødt", og "det næste bliver, at man slet ikke må tackle", bliver det ikke betragtet som en god udvikling.

Debattens vigtigste øjeblik syntes at være, da Roy Keane pointerede, at uanset hvor vrede folk var over kendelsen, så var det en forseelse til rødt kort anno 2013, da Nani plantede sine knopper i ribbenene på Álvaro Arbeloa. Dét er Roy Keane - en spiller, der ville have savet sin egen mor midt over, hvis han fik chancen for det på Old Trafford, men som nu fortæller os, at et højt løftet ben er til rødt kort. Det er den tid, vi lever i nu.

Jeg er ikke sikker på, at der var nogen, der bemærkede det, men vi har været vidner til en begyndende trend i fodboldverdenen. Alle disse små spillere med utrolige fodboldevner er pludselig gået fra at være luksusspillere til at være ikoner i det moderne spil. I stedet for at blive losset 20 meter op i luften eller blive banket til jorden en våd tirsdag aften i Stoke, så spiller de nu i omgivelser, der favoriserer spillere med stor teknisk kunnen og forvandler store fysiske typer til holdenes svage led.

Det er nemt at beskylde fodboldverdenens myndigheder for at opføre sig som børnehavepædagoger, men det har ført til noget, der meget vel kan beskrives som fodboldmagiens gyldne æra. Spørg dig selv, uanset hvem du måtte holde med, om du helst ville købe en to meter høj midterforsvarer med hår mellem tænderne eller en lille fyr, der kan samle modelflyvere med sin gode fod?

For 10 år siden ville dette Barcelona-hold, som vi nu alle kommer til at fortælle vores børnebørn om, sandsynligvis have oplevet frygtelige skader som følge af disse såkaldte "50/50-dueller". Enhver løs bold ville have været en potentiel skade for dem. Heldigvis betyder denne "blødgørelse" af spillet, at spillerne tøver med at filme, med mindre de har fuldstændig kontrol over situationen.
 


På Wigans DW Stadium denne weekend så Callum McManaman bolden hoppe fristende foran 
Massadio Haïdara og fløj ind i tacklingen for at få bolden. Han fik den. Men kun delvist. Efter at være blevet ramt hårdt på knæet var den unge franskmand heldig med ikke at lide den samme skæbne som Eduardo cirka fem år forinden. McManaman er naturligvis "ikke den type spiller" (i store gåseøjne), men den strenge straf, han får, er ikke et resultat af, at han gik ind i en tackling med tanken om at skade en modstander, men fordi han ikke tænkte sig det mindste om.

Fodbolden har som helhed gjort meget for at få spillerne til at "tænke først og tackle bagefter", og McManaman kan se frem til at blive den uheldige mand, der bliver gjort til et lysende eksempel i den diskussion. Det er en skam, at hans lovende karriere bliver forsinket af den grund, men hvis det kan få et par andre "overivrige" debutanter "uden noget som helst ondt i sig" til at være lidt forsigtige i den slags situationer, så er det værd at tage med.
 

Læs flere af Adams blogindlæg.