Bendtners sidste chance for at se sandheden i øjnene


Det må have været ret sjovt at leve i sit eget parallelunivers for Nicklas Bendtner, mens det varede, men nu er det på tide, at han kommer tilbage til den virkelige verden. I hvert fald hvis han virkelig ønsker at redde sin karriere.

Først og fremmest vil det være en god idé, hvis den gode, men endnu ikke fantastiske angriber stopper med at sige (og tro), at han er "en af de bedste målscorere i verden".

For få år siden, da han var ung og uprøvet og sandsynligvis ville have afvist den blotte tanke om en fjollet hestehale, havde Bendtner potentialet til at nå det niveau. Nu, som 25-årig, må man sige, at han har givet afkald på den drøm.

Én ting er selvtillid - en meget vigtig ting i den professionelle fodboldverden - men det skal ikke være på bekostning af realisme. Når du siger noget højt, som alle ved, er nonsens og blær, så forsvinder respekten.

Efter at han nu har fået en fuldstændig overraskende og, lad os være ærlige, ret tilfældig chance af Arsenal, er det op til manden selv at huske på, hvad selvbevidsthed betyder. Lykkes det, vil det hurtigt gå op for ham, at han allerførst må bevise, at han er én af de bedste målscorere i sin klub. Verden? Den kan komme senere.

Selvom han bør tage ansvar for sine handlinger, er min første indskydelse at placere en del af skylden hos Bendtners venner og familie for at have tilladt, at hans ego gik helt amok.

Unge og succesfulde fodboldspillere bliver forkælet i vanvittig grad. Før de har præsteret noget som helst, får de foræret det hele, og hvis ikke du er mentalt stærk, kan det drive gæk med dit sind.

Klubberne hyrer specialister til mange ting inklusiv psykologer, men det er noget nær umuligt at kontrollere, hvad de enkelte spillere rent faktisk går rundt og tænker. Det er her, de næreste bliver så vigtige. Hvis du opfører dig som et kæmpe fjols, er der en eller anden, der må fortælle dig det!

Da han ikke er blevet hevet til side og bedt om at pakke sine fikse idéer sammen, har Bendtner opbygget lidt af et synderegister de seneste år - nogle ting mere alvorlige end andre.

Konsekvenserne har efterladt ham en del fattigere, uden kørekort, upopulær hos arbejdsgiverne, gennemheglet af tilhængerne, efterladt i kulden af det danske landshold og ude af stand til at se sin lille søn regelmæssigt. Det faktum at han stort set ikke har sparket til en bold i klubregi i to år, blegner i sammenligning.

Det er fair at sige, at den 25-årige danskers liv er blevet vendt så meget på hovedet, at selv han nu kan se, hvor meget rod han har lavet. Personligt ønsker jeg meget at se Bendtner få sit liv og sin karriere tilbage på ret køl.

Selvom han burde have tacklet det bedre, så kan jeg ikke klandre ham for at ville forlade Arsenal for to år siden. Som 23-årig havde han brug for at spille fast , og det var tydeligt for enhver, at han var røget for langt ned i hierarkiet til at have en chance. På daværende tidspunkt var det det rigtige at søge nye græsgange. Af den ene eller den anden grund - primært hans lønkrav - skete det ikke. Og nu har han den sidste chance for at vise, at han kan stå distancen på Emirates.

I sin comebackkamp var jeg en smule imponeret. Det var ikke det storslåede, overskriftskabende comeback, han måske havde drømt om, men den store danske angriber spillede en god kamp mod West Bromwich. Hans kropssprog var positivt, han gik godt med i spillet, lagde kløgtigt op til Arsenals mål og scorede selv i straffesparkskonkurrencen. Med tanke på at han må have været godt og grundigt smadret den sidste times tid af kampen, så gjorde han det bemærkelsesværdigt godt.

Jeg hørte sidste uge, at Nicklas er startet på et nyt kapitel og er fast besluttet på ikke bare at genoprette sit ry fra nu og til januar, men også at gøre sig fortjent til en ny kontrakt hos The Gunners. Den positivitet og den attitude kan jeg godt lide. Men lad os tage et skridt ad gangen.

Vi har her at gøre med en mand, der pt. er Arsenals andetvalg på angrebspositionen. Han har nu tre måneder - hvis altså han opfører sig ordentligt og dedikerer sig selv til sit job - til at vise, at han er god nok til at blive i den privilegerede position sæsonen ud.

Dét er et realistisk mål. Dét er at leve i den virkelige verden. Dét er alt, Nicklas Bendtner skal gøre.
 

Klik her for at læse flere blogindlæg af den tidligere Arsenal-spiller Adrian Clarke
 

Klik her for at spille på Premier League hos Unibet