Brendan Rodgers er måske ikke løsningen men det er det heller ikke at fyre ham


Efter Liverpools hjemmebanenederlag til West Bromwich i mandags sloges to fraktioner af Liverpool-tilhængere i ruinerne for at få magten. Ved solopgang tirsdag var der fortsat ingen klar vinder.

Den store gruppe af tilhængere, der hælder til opfattelsen "alt er slut", trak sig tilbage for at slikke sårene. De frygtindgydende ledere af "der er intet galt"-brigaden genvandt momentum. Alle andre kunne bare sidde og fundere over, hvad der monstro skete med fænomenet overgangssæsoner.

Begge lejre har selvfølgelig til en vis grad ret. På plussiden tæller det, at Brendan Rodgers har fremelsket en underholdende form for fodbold, mens han har givet unge talenter chancen og vist vilje til at omfavne klubbens traditioner.

Hvis du kan se bort fra den mentale skrøbelighed, afhængigheden af en skrumpende kerne af førsteklassesspillere, manglen på succes mod klubber fra den øverste halvdel, Oldham samt trænerens hang til at vrøvle, så ville billedet virkelig fremstå rosenrødt. Det er næppe overraskende. Dette er en overgangssæson.

Reelt er der tale om Liverpools tredje overgangssæson i træk, og for hver sommer fyldt med usikkerhed, der går, bliver udfordringen med at genskabe The Reds succesrige fortid vanskeligere og vanskeligere.

Fire mænd har siddet i trænersædet i løbet af mindre end tre år. Det er fire forskellige måder at spille på, seks håbefulde transfervinduer og tre bragende fyringer.

Det er næppe den store overraskelse, at Liverpool svajer gennem Premier League med samme stabilitet som en badeand i en Jacuzzi. Det, de har brug for, er én, der tager kontrol, udstikker en linje og langsomt får etableret noget autoritet. Det, de gør, er imidlertid at gå i panik og foretage dramatiske forandringer.

Jeg siger ikke, at Rodgers nødvendigvis er den rette mand til at genoplive Liverpool. Vi er seks måneder inde i sæsonen, og jeg kan stadig ikke finde ud af, om han er en dygtig manager med PR som sidefag eller en dygtig PR-mand med management sidefag. Men jeg ved, at det at man afskriver denne kampagne og tillader ham en overgangssæson, er mere konstruktivt end at svinge øksen endnu en gang.

Med fare for at lyde som bedstefaren i Simpsons, så plejede vi at have overgangssæsoner hele tiden. Tottenham Hotspur befandt sig i én i over et årti for eksempel.

Når en ny manager ankom, eller når et hold rykkede op, så var der begrænset håb om øjeblikkelig succes. En sæson med genopbygning og klargøring blev generelt accepteret som en del af processen.

Der var undtagelser. "Deadly" Doug Ellis fyrede Billy McNeill i 1987 og Jozef Venglos i 1991 efter bare en enkelt sæson, men så igen: Førstnævnte rykkede ned, og sidstnævnte sluttede bare to pladser over nedrykningsstregen. I dag, selv uden det store drama, er en ny træner tvunget til at bevise sit værd med det samme.

Tag et kig på West Ham, hvor der allerede spekuleres i Sam Allardyces fremtid i klubben efter en række dårlige resultater - senest nederlaget til Aston Villa.

Wolverhampton Wanderers, Bolton Wanderers og Blackburn Rovers er alle levende eksempler på, hvor svært det er at komme tilbage efter at være rykket ned. Allardyce gjorde det på en enkelt sæson.

Men med alle tv-pengene i horisonten har man fornemmelsen af, at klubben betragter ham som en VVS'er, man ringer til i nødstilfælde. De er taknemmelige for, at han har ordnet afløbet, og at det ikke længere stinker, men det er ikke det samme, som at man inviterer ham til at blive til middag.

Sandheden om denne historiske kamp mellem Liverpools tilhængere er derfor, at begge sider tager fejl.

Der er noget galt i Liverpool, men alt er ikke slut.

De befinder sig bare i en overgangsfase. Hvor den overgang så vil bringe dem hen, er naturligvis en helt anden sag, men det er nok klogere at vente at se i stedet for at starte hele processen forfra igen. For hvis der er én ting, vi kan være sikre på med Liverpool, så er det, at det at man hele tiden starter forfra, lige præcis er årsagen til, hvorfor klubben befinder sig i den nuværende situation.

Læs flere blogindlæg fra Iain Macintosh her