Chelseas genoptagne romance med Mourinho ender ikke lykkeligt


Sådan lød profetien, og sådan blev det: José Mourinho er vendt tilbage til Chelsea.

Han kommer hjem til næsten total anerkendelse blandt de lokale på Stamford Bridge, hvilket næppe kan komme som en overraskelse med tanke på, hvem han afløser. Uanset hvad du måtte mene om Rafa Benitez - jeg kan egentlig meget godt lide ham - så ville han aldrig blive accepteret af Chelseas tilhængere. Nu får de en leder, de er stolte over at stå bag. Men er det hele så ligetil, som det ser ud?

Mourinho er én af bare fire mænd, der har vundet Champions League/mesterholdenes turnering med to forskellige klubber. Han er også én af blot fire mænd, der har vundet mesterskaber i fire forskellige lande. Han er en snedig taktiker, en exceptionel mandskabsbehandler og, lad os være ærlige: Han har cojones på størrelse med hoppebolde. Men i løbet af det seneste år har vi været vidne til begivenheder, der har rejst spørgsmålet: Ville han ikke have godt af at tage en pause?

Mourinhos ligefremme natur betyder, at konflikter i hans klubber er uundgåelige, men han er normalt snu nok til at holde en kerne af loyale løjtnanter tilfredse. I Real stødte han sammen med anfører Sergio Ramos og ydmygede målmand Iker Casillas, før han også stødte sine landsmænd, Pepe og Cristiano Ronaldo, fra sig. Han havde ikke meget støtte hos ledelsen og til sidst heller ikke på tribunerne, hvor det kun var den hårde kerne blandt Ultras Sur. Han er ikke længere den snarrådige og politisk kløgtige fjende af det etablerede, som han var det, da han første gang kom til Stamford Bridge i 2004. Nu ser han bare træt ud.

Og Mourinhos evne til at træffe kloge beslutninger er ikke det eneste, der har ændret sig. Engelsk fodbold har også ændret sig. Manchester City har ressourcer, der kan matche Roman Abramovichs. Manchester United vil helt sikkert give David Moyes, hvad han beder om på transfermarkedet. Arsenal har betalt af på sit stadion og er parat til at bruge store summer igen. Den økonomiske fordel, som Chelsea nød godt af i 2004, er skrumpet ind, og konkurrencen i toppen af ligaen er hårdere end nogensinde.

Desværre er den eneste ting, der ikke har ændret sig, Abramovichs manglende tålmodighed. Det Chelsea virkelig har brug for, er et par sæsoner, hvor klubben kan genopbygge sin trup. Der er store talenter, men ingen balance og ganske lille bredde. Holdet skal udbygges, forstærkes og derefter have tid til at etablere sig. Men Abramovich, der er ganske generøs med sine penge, er mindre generøs med sin tid.

Med undtagelse af den Champions League-vindende midlertidige træner Roberto di Matteo er Mourinho fortsat den eneste træner fra Abramovich-æraen, der er endt som nummer to eller derunde, og som alligevel har overlevet. Og dengang blev han trods alt fyret i september sæsonen efter. Med mindre man i ledelsen accepterer, at succes tager tid at skabe, så vil Mourinho blive presset af forventningerne. Og når Mourinho bliver presset, så bider han fra sig.

Chelsea har genansat den mand, de aldrig skulle have fyret, men med mindre vi ser en attitudeændring blandt klubbens spidser, så er det vanskeligt at forestille sig, hvordan denne historie skal ende lykkeligt.
 

Læs flere blogindlæg fra Iain Macintosh her