City skal beholde Mancini hvis klubben vil skabe et dynasti


Rygtet om at Roberto Mancini er på vej ud i Manchester City er blevet gentaget så mange gange, at de fleste af os nu betragter hans afgang som uundgåelig. Hvem ved? Måske er det rent faktisk afgjort, og måske er hans dage talte. Men er City virkelig så dumme?

Den gængse forestilling er, at denne sæson har været en fiasko. City ser ud til at have sluppet sit greb om Premier League-titlen, og klubben røg ud af Europa med et brag allerede i gruppespillet for anden sæson i træk. Selv hvis de vinder FA Cup'en, har 2012/13 bestemt ikke været den kampagne, som klubben havde håbet på. Men at kalde den en fiasko og straffe manageren med en fyreseddel fremstår som en ret hysterisk reaktion på en mindre tilbagegang.

Den gængse forestilling var engang, at det var meget vanskeligere at forsvare en titel end at vinde den i første omgang. Måske har Manchester Uniteds utrolige succes i Premier League ændret forventningerne. City har kun tabt tre ligakampe hele sæsonen. Det er ikke ligefrem et kollaps, der kan sammenlignes med Liverpools nedtur i 2009/10, hvor The Reds gik fra at være titelbejlere til Europa League-bejlere. Champions League-exit'en var skuffende, men næppe et seismisk chok med tanke på modstandernes styrke. Mens United havnede i gruppe med Galatasaray, Braga og Cluj, fik City mestrene fra Spanien, Tyskland og Holland. Ak ja, koefficienter og seedning.

Vi får at vide, at Mancinis store problem er, at spillerne ikke bryder sig om ham. Er det nu så dårlig en ting? Det er en af menneskets fundamentale rettigheder ikke at kunne lide sin chef. Hvem af os synes ikke, at vores boss er en uvidende tølper med naturlig charme som en tandbyld? ("Øh ... Iain, kan vi lige tage en snak senere?" - Ed).

Hvorfor skulle han ikke kritisere sine spillere i offentligheden? Det er dér, de har trådt i spinaten. Det er dér, hvor for mange af dem ikke har tilbudt meget andet end selvtilfreds sløvhed i bytte for deres lønninger i BNP-størrelse. I stedet for at flæbe over deres sårede følelser kunne de måske bare spille bedre?

Mancini har et omklædningsrum fyldt med trodsige multimillionærer, hvoraf mange af dem selv stod bag skiftet fra deres tidligere klubber. Hvis han stryger dem med hårene, opmuntrer dem når de ikke løber med hjem eller beder dem om bare at kalde ham Bobby i offentligheden, så ville City køre af sporet i løbet af en måned. Autoritet er alt, han har.

Det sjove ved autoritet i fodbold er, at den vokser med tiden. I Chelsea, hvor de skifter trænere, som vi andre skifter underbukser, er spillerne sikre i sadlen. De ved, at hvis de skulle komme på kant med deres chef, så kan de bare klemme balderne sammen og vente til sommer, hvor den nye manager bliver fløjet ind. Men med hvert eneste år hvor Mancini bliver i klubben, minimeres den følelse af falsk sikkerhed. Hvis spillerne får fornemmelsen af, at det er dem, der er i farezonen og ikke træneren, så gør de hurtigt, som der bliver sagt. Mancini er måske ikke den syngende, dansende tikitaka-mester, som Citys nye tilhængere ønsker, men med sin kompromisløse attitude over for præstationerne på banen er han fortsat den træner, de har brug for.

Måske bliver det Citys ældre tilhængere, der redder ham; dem der har været vidner til utallige nedture og dem, der kan se forskel på en god manager og et blålys. Ikke de grønne tilhængere, der dukker op til kampene og råber "Alle skal dække en eller anden op!" ved dødboldssituationer - intetanende om Mancinis præferencer for zoneopdækning. Citys etablerede tilhængerskare har altid bakket op. Citys ledelse burde lytte til dem. De ved, hvad de snakker om.


Læs flere blogindlæg fra den uforlignelige Iain Macintosh her.

Kan Manchester City tage fusen på United i mesterskabskampen? Spil på Premier League hos Unibet her.