Det vil sende det forkerte signal hvis QPR bliver oppe


For blot et par uger siden da hans stjernespillere kollektivt havde trådt i spinaten i Dubai, kunne QPR-træner Harry Redknapp læse ord som "håbløst" og "nedrykningsdømt" i søndagsaviserne. Men som vi ved, så har fodbolden det med at tage fusen på os, og pludselig er vi vidner til en interessant udvikling i bunden af Premier League.

Efter at have fået seks point i sine seneste to kampe har QPR minimeret afstanden mellem sig selv og nedrykningsstregen, og nu kan London-klubben skimte konturerne af de paniske spillere fra Wigan, Villa og Reading. Man skulle tro, at vi alle var for kloge til at omtale en afstand på syv point som uoverstigelig, men efter at have set nogle kampe på Loftus Road denne sæson var tanken om, at hjemmeholdet på et tidspunkt ville tage sig sammen, ganske nem at afvise.

Efter fire Premier League-transfervinduer med chokerende udgifter og kvalmefremkaldende lønsedler har QPR udviklet sig til en opblæst, slesk karikatur af en fodboldklub. Omklædningsrummet er fyldt til randen med overbetalte (selv efter nutidige standarder) spillere, der ikke har vist andet end afsky over for tilhængerne (selv efter nutidige standarder), og som ikke kunne virke mere ligeglade med den situation, som de har placeret klubben i. Klubben frøs på generøs vis sæsonkortpriserne efter sidste sæsons prisstigning på 40 pct., og formanden tweeter som en 12-årig, der gennemgår et kompliceret brud med sin kæreste. Det er rædselsfuldt.

Nedrykning løser ikke nogen af klubbens problemer; det vil snarere skabe endnu flere. Men nedrykning vil sende et klart signal til alle andre klubber, der bejler til Premier League: Det er økonomisk selvmord at kaste penge i blinde efter aldrende spillere, der sælger masser af trøjer. Det lyder ellers meget godt i teorien at lokke et stort navn væk fra en stor klub, men hvis du har for travlt med at hjælpe dem med at finde et sted at bo frem for at spørge om, hvorfor de er glade for at træde et trin ned på karrierestigen, så skal du heller ikke blive overrasket, når engagementet og viljen til at give alt på banen bliver et problem.

Et sted mellem trænerfyringer, vanvittige udgifter, talentløs PR og ligegyldigheden over for tilhængerne begynder vi at ane et mønster. Et mønster, der, såfremt det hele skulle ende i tårer, vil resultere i, at alle formændene for oprykkende klubber sætter sig ned med deres trænere til sommer og siger: "Uanset hvad der sker næste sæson, så er det sidste, jeg ønsker, at vi laver en QPR". Ligesom alle de historier, der skulle forhindre os i at opføre os skidt som børn, så vil de tomme sæder og protester på Loftus Road være en lærestreg om, at kløgt tæller mere end antallet af nuller på bankbogen i denne liga.

Skulle QPR ende med at overleve i Premier League, så er det det stik modsatte signal, der bliver sendt. Formsvage bundhold vil ikke tænke sig om to gange, før de kaster en ugeløn på en million efter en forsvarsspiller, der har haft to gode sæsoner på dette niveau. Hvis det bliver standardlønnen for en gennemsnitlig spiller på et af de tre nederste hold, så kan du godt vinke farvel til ethvert håb om, at den økonomiske fornuft skulle vende tilbage til spillet.

Southampton var hård ved sin manager, men stiller stadig med et ungt hold bygget op omkring klubbens eget akademi; Villa har stadig masser af lejesvende, men Lamberts projekt med at udvikle ambitiøse talenter til rimelige priser er nobelt; Wigan har netop givet Roberto Martinez store summer til spillerindkøb, men overlever takket være taktisk opfindsomhed; og Reading ... tja, Reading bliver trænet af en elskelig bamse. Et eller andet sted er der positiv lærdom at tage med fra alle klubberne - lærdom der forsvinder, så snart den bliver betragtet som fejlslagen.

På trods af alt det, jeg har skrevet herover, så håber jeg ikke, at QPR knækker nakken. Spillerne får deres penge, trænerne har venner nok på pressepladserne til at sikre, at der bliver skrevet, at "der ikke var noget, den stakkels træner kunne have gjort", og selv lederne vil rejse sig efter den finansielle mavepuster for derefter at finde en anden klub at køre i sænk. Når alt kommer til alt, så vil de eneste mennesker, der kommer til at føle smerte ved en eventuel QPR-nedrykning, være QPR-tilhængerne. Men hvis nedrykningen igangsætter en kædereaktion, der vælter klubbens ledere, så gør de klogt i at glæde sig over den.

 

Læs flere af Adams blogindlæg her.

QPR har odds 1.50 på at rykke ned i år.