Fem spillere der var skadet ved ankomsten


Nu hvor Arsenal-boss Arsene Wenger er kommet i skudlinjen for sin leje af Kim Källström, selvom svenskeren har været ude i seks uger med en rygskade, håber franskmanden nok på, at han kan finde kvitteringen for midtbanespilleren.

Med 108 landskampe for Sverige og Champions League-erfaring fra Lyon og Spartak Moskva er der ingen tvivl om, at Källström besidder store kvaliteter, men ingen af dem kan bruges til noget for The Gunners, da han kommer til at ligge på briksen indtil midten af marts.

Arsenal står foran et hårrejsende kampprogram de kommende måneder, hvor London-klubben møder Liverpool to gange, Manchester United, Bayern München to gange, Tottenham, Chelsea og Manchester City, men det bliver altså uden Källström.

Vi benytter lejligheden til at lave en top-5 over spillere, der har været skadet allerede ved ankomsten til en ny klub:
 

5. Antonio Núñez, fra Real Madrid til Liverpool i 2004  

Liverpool-tilhængerne var i forvejen vrede over salget af nøgleangriberen Michael Owen til Real Madrid i sommeren 2004, men derefter måtte de se fløjen Antonio Núñez, der kom til Merseyside fra den spanske hovedstad som del af en byttehandel, blive knæskadet under sin første træning i England. Fire måneders pause var resultatet.

Da han blev klar igen, kan man ikke just sige, at han imponerede, selvom han blev en del af adskillige fodboldquizzer med sit eneste Liverpool-mål i en pokalfinale (i ligacupfinalenederlaget til Chelsea i 2005). Han fik en del spilletid for The Reds på vejen mod den usandsynlige Champions League-triumf i Istanbul, hvor han dog sad på bænken i hele kampen.
 

4. Per Krøldrup, fra Udinese til Everton i 2005

I et forsøg på at bygge videre på Evertons fjerdeplads i sæsonen forinden vendte David Moyes blikket mod Danmark og landsholdsmidterforsvareren Per Krøldrup i sommeren 2005. Den 26-årige dansker blev købt af Liverpool-klubben for 45 millioner kroner.

Før han var kommet på græs for The Blues, blev Krøldrup lyskeskadet til træning og måtte sidde udenfor i fire måneder efter sin operation.

Danskerens debut i engelsk fodbold skulle vise sig at blive hans første og sidste Premier League-kamp i Everton-trøjen, og han blev sendt tilbage til Italien under en måned efter sin knap så imponerende rolle i 0-4-nederlaget til Aston Villa på Boxing Day.
 

3. Owen Hargreaves, som fritstillet til Manchester City i 2011

Hans YouTube-videoer havde den ønskede effekt, men i sidste ende, da der skulle spilles bold, kunne Owen Hargreaves ikke helt klare mosten.

Efter adskillige skader publicerede midtbanespilleren med 42 landskampe for England videoer af sig selv i fitnesscentret. Hargreaves var blevet fritstillet i Manchester United i sommeren 2011, og det var angiveligt nok for Manchester City, der tilbød ham en kontrakt, efter at Patrick Viera havde lagt støvlerne på hylden.

Det begyndte ellers godt for Hargreaves, der scorede i sin debut i ligacup'en mod Birmingham, men han skulle kun spille tre kampe yderligere for City, før skaderne begyndte at dukke op igen, og et år efter skiftet til Etihad måtte han give op.

I det mindste kom der et par fine videoer ud af det:


2. Alberto Aquilani, fra Roma til Liverpool i 2009

Efter at have mistet Xabi Alonso til Real Madrid valgte Liverpool at fylde det efterladte hul på midtbanen ud med en spiller, der var på vej tilbage fra en ankeloperation.

Alberto Aquilani kom fra Roma for den nette sum af 180 millioner kroner, og Rafael Benitez afviste anklager om manglende form med bemærkningen om, at "han havde skrevet en fem-årige kontrakt og ikke en aftale på fem måneder". Hvor skulle han dog tage fejl.

I en skadesplaget første sæson på Anfield spillede Aquilani ialt 26 gange i alle turneringer, og selvom han åbenlyst var en talentfuld spiller, så kunne han ganske enkelt ikke følge med spillets tempo, samtidig med at hans ankel gjorde ondt.

Liverpool sluttede som nummer syv, Benitez blev fyret, og den nye træner, Roy Hodgson, lejede Aquilani ud til Juventus den efterfølgende sæson. Endnu et lejeophold fulgte i Milan, før den italienske landsholdsspiller skiftede permanent til Fiorentina i 2012.
 

1. Jonathan Woodgate, fra Newcastle til Real Madrid i 2004

1.

Der var angiveligt ingen i Real Madrid, der overvejede at tjekke Jonathan Woodgates tilstandsrapport, før de betalte over 120 millioner kroner for ham i sommeren 2004.

Efter at have haft skadesproblemer i sine tidligere klubber, Leeds og Newcastle, gik Woodgate gennem hele sæsonen 2004/05 uden at trække den berømte hvide trøje over hovedet, og da det skete for første gang i en ligakamp mod Athletic Bilbao i september 2005, formåede han på imponerende vis både at lave selvmål og blive udvist.

Tingenes tilstand skulle blive en smule bedre med et mål mod Rosenborg i Champions League, men efter blot 14 optrædener for Real rejste han i 2006 tilbage til England, hvor Middlesbrough ventede.

Et år senere blev han stemt ind på en førsteplads i den spanske avis Marcas afstemning om "det dårligste indkøb i det 21. århundrede".

Syv år senere er der ingen, der har været i nærheden af at vælte Woodgate af tronen.

Klik her for at følge vores dækning af Premier League på Blog.unibet.com!