Fergie og United klarer sig uden fløje



Der er handlinger, som man bare ikke kan forestille sig visse trænere udføre. Det er for eksempel umuligt at forestille sig Brian Clough tweete. Start samtalen med "Nå, Brian, det, du gør, er at lave et hashtag og...", hvorefter tungen slår knuder. Det går bare ikke.

Det er også lidt af en udfordring at forestille sig Roberto Mancini sige, at hans pandehår ikke er det vigtigste i hans liv.

Mest overraskende er det dog, at Alex Ferguson har besluttet sig for ikke at bruge fløje på sit førstehold. Det er tidligt at drage konklusioner, men det, der begyndte i Cluj, fortsatte mod Newcastle, hvor holdet stillede bemærkelsesværdigt snævert op rent formationsmæssigt. Det giver mening i forhold til Uniteds historie, men med tanke på truppens mangler giver det også mulighed for at få den stabilitet ind i spillet, der kræves for at vinde titlen.

Traditionen trækker lange spor på Old Trafford. George Best, Steve Coppell og Andrei Kanchelskis er tre åbenlyse eksempler. Der har været andre helte, men ingen som repræsenterede den samme tradition. I den moderne æra (jeg ved det godt, men det var først for nylig, jeg opdagede, at Sky ikke opfandt spillet) gjorde Ryan Giggs, David Beckham og Cristiano Ronaldo indtryk med deres ungdommelige vovemod, og de tre spillere blev altafgørende for holdet.

Da Ronaldo forlod klubben, blev han ikke erstattet af en, der kunne matche hans genialitet. I stedet rakte Ferguson ud efter det sikre valg i form af en fløjspiller. Antonio Valencia er en umådelig direkte spiller, og hans makkerskab med Wayne Rooney var nok til, at holdet kunne spille med om titler på trods af en midtbane, der var ved at falde fra hinanden. Fergusons næste skridt var at købe en anden fløjspiller, Ashley Young, efter at han havde overset det gabende sår på midten af banen.

Som resultat blev United gang på gang løbet over ende på midtbanen. Der var et grimt 0-3-nederlag til Newcastle sidste sæson. Det var en regulær farce at se Athletic Bilbao ydmyge De Røde Djævle. Og vigtigst af alt var der Yaya Toures uimodståelige gennembrudsspil i den afgørende kamp, da United mødte City på udebane.

Mens manchester Uniteds tilhængere samlede sig omkring håbet om, at klubben rent faktisk ville købe en levende, eksisterende og ægte central midtbanespiller, viste Ferguson sig igen provokerende stædig, da han købte Shinji Kagawa. Han fik lov til at spille venstre midt et par gange, og det så ud, som om Ferguson simpelthen havde besluttet sig for at forvandle spillere til føje i stedet for ganske enkelt at købe dem. Kampen mod Cluj og formationen mod Newcastle tyder imidlertid på, at Ferguson har fundet en overraskende løsning på et nu åbenlyst problem på holdet.

Han har mistet sine fløje. Ashley Young er skadet, men han har endnu ikke overbevist i de store kampe, hvor han har foretrukket at kaste sig selv til jorden for at få billige frispark og usle straffespark. Rygterne fortæller, at dette bliver Luis Nanis sidste sæson på Old Trafford, og Antonio Valencia er den mest udprægede fløjspiller, der længe har været i United. Med folk som Wayne Rooney, Tom Cleverley, Paul Scholes, Michael Carrick og Kagawa har United ikke den brutale spiller, der kan stoppe Yaya Toure eller agere bolværk over for en energi à la Bilbao. Der er dog noget, der hedder taktik. Ved at fokusere på den centrale del af banen dæmmer man op for direkte angrebsfodbold.

Det vil dog ikke være nok mod de bedste hold. Faren er, at backerne vil blive udstillet, hvis ikke man spiller med stor positionsmæssig disciplin. Mod Paolo Maldini og Gary Neville (grin ikke) ville det ikke være et problem. Mod Patrice Evra og Rafael, der er effektive angribende backer, men nærmest ubrugelige i defensiven, vil modstanderens fløjspillere bryde ud i glædestårer, når de bevæger sig frem mod Uniteds mål. Det er dog ikke nødvendigvis katastrofalt. Med tanke på knapheden af grundlæggende rigtig gode hold i Premier League, så kan et Ferguson-system, der tillader Kagawa, Rooney og Robin Van Persie at starte inde i nærheden af deres foretrukne positioner, være lige nøjagtig tilstrækkeligt til at snuppe mesterskabet.