Fra en professionel synsvinkel: Derfor kan fodboldspillere ikke nyde julen


Professionelle fodboldspillere har det, som vi alle ved, meget godt. To arbejdstimer om dagen, heltestatus, hurtige biler, letlevende kvinder, gigantiske lønninger etc. Der er ikke mange minusser.

Det at spendere de fleste fredage med at kede sig i et kønsløst hotelværelse og hælde vand i sig er dog ikke et af plusserne. Det at høre om vennernes vanvittigt sjove skitur velvidende, at du aldrig får lov til at tage med på den slags ferier, kan også være en smule irriterende, og jeg skulle mene, at nogle også ville se det som noget negativt at blive buhet ud af tusindvis af mennesker, når du har en dårlig dag på kontoret. Som jeg husker det, er livet som professionel fodboldspiller dog intet mindre end fantastisk.

Bortset fra ved juletid altså.

Netop som din familie med blussende kinder går i gang med at pakke gaverne op foran juletræet, er det tid til at hoppe ind i bilen og køre til træning, som sandsynligvis er rykket en times tid frem, så alle kan nå tilbage til maden, men det er en ringe trøst.

Bryan Robson fortalte mig for nylig, at han engang i midten af 80'erne blev stoppet af en politibetjent for at køre for hurtigt mod Old Trafford, hvor han skulle træne juledag. Det lyder helt ærlig talt ret morsomt, men som oftest går turen uden problemer.

Når man først er til træningen er humøret højt. Alle går rundt og hilser på hinanden og "glædelig jul"-hilsenen lyder overalt i omklædningsrummet. Vi har alle den samme skæbne, og stemningen er altid overraskende god.

Hvad der sker som det næste, kommer an på, hvor stor en spilopmager, din træner er.

Hvis holdet er i topform, vil træningen være overtået, før den er begyndt. Opvarmning, et par fjollede kapløb, fem-mod-fem, og en time senere er det slut. Chefens budskab er klart: Nyd dagen, lad være med at gøre noget dumt, og så ses vi til kamp i morgen.

Det er dog ikke altid, det går sådan. Trænere under pres kan - og vil - med glæde påtage sig rollen som Scrooge, hvis de mener, at det vil øge chancerne for at tage tre værdifulde point på Boxing Day.

En dag i de sene 90'ere husker jeg, at jeg stod og frøs, mens træneren gennemgik forskellige løbemønstre (fodboldverdenens pendant til skyggeboksning) i Southend United. Vi var så dårlige, at vi sandsynligvis havde brug for det, men det betød ikke, at vi ikke havde lyst til at kvæle træneren for hans stædighed. "Få et liv", skreg vi inden i os selv, men det gjorde ingen forskel.

Hvis jeg var blevet som lånespiller i Rotherham United så længe, som jeg burde i december 1996, ville jeg havde brugt resten af min juledag i et af de koldeste, mørke og deprimerende hoteller, jeg nogensinde har været i. Heldigvis fik jeg sat en stopper for mit lejeophold tids nok til at kunne være hjemme i juledagene, men de, der ikke var lokale, var ikke så heldige.

Hvis du ved, at du skal spille på Boxing Day, så er resten af den 25. december lidt af en psykologisk test. Du kan ikke tillade dig at spise særlig meget, og du får kun én portion dessert, samtidig med at du skal forsøage at få det lille glas vin til at holde så længe som muligt.

Det er ikke verdens undergang, men i bund og grund er du ham med bilnøglerne. Hvert. Eneste. År.

Dermed ikke sagt at du ikke kan satse lidt. Juledag 1995 var jeg ret sikker på, at jeg ikke ville blive involveret i kampen på Highbury mod QPR klokken 14 dagen efter. Den 23. havde jeg siddet på bænken i hele kampen på Anfield, og det var ikke sandsynligt, at jeg ville være en af de få spillere, der dengang måtte være på bænken.

Så jeg må nok indrømme, at jeg rakte hånden op, da fadet gik rundt anden gang. Jeg har måske også drukket to-tre øl, og ok, jeg har sandsynligvis også lusket et glas portvin i mig. Det kan ikke rigtig kaldes vanvittigt, men det var frækt. For mig om ikke andet.

Hvad skete der næste dag? Jeg træder ind i omklædningsrummet klokken 12.30, kaster et blik på holdopstillingen, og dér er jeg. Nummer 29, Adrian Clarke. Ikke på bænken, men på banen. Jeg stod over for min Premier League-debut!

Hvordan gik det? Vi vandt 3-0, og jeg spillede en fantastisk kamp. Det var, og er stadig, min karrieres højdepunkt.

Hvilket alt sammen viser, at det ikke skader nogen at tage en bid kød mere på tallerkenen.

Glædelig jul!