Fra en professionel synsvinkel: Når du taler i utide er det på eget ansvar


Regel nummer 1 i denne fodboldklub: Du taler ikke om denne fodboldklub. Regel nummer 2 i denne fodboldklub: Du taler ikke om denne fodboldklub.

Joe Hart, sig ikke, du ikke er blevet advaret.

Tirsdag aften har tilhængere landet over nok nydt det sjældne syn af en ærlig fodboldspiller, der giver et ærligt og ligefremt svar på et spørgsmål om sit holds præstation.

Men Harts bemærkning om, at Manchester City ikke bør være tilfreds med sin optræden mod Real Madrid, gik alligevel et skridt for langt. Efter få øjeblikke fulgte et meget offentligt rap over nallerne, da Roberto Mancini gjorde det krystalklart, at den eneste person, der har tilladelse til at 'bedømme' holdet, er ham selv.

Kritisere holdet? Give udtryk for negative tanker offentligt? Hvor vover du, Joe. Du ved det. Spillere skal ikke snakke dårligt om firmaet. Nogensinde.

Dette er ikke kun noget, der gælder i Manchester City. Du skal ikke et sekund tro, at denne form for mundkurv er patenteret af Roberto Mancini eller det evigt ekspanderende konglomerat, der går under navnet City.

Alle klubber i England fra top til bund gør det samme. Det er en uskreven (ofte faktisk en nedskrevet) regel, at fodboldspillere aldrig under nogen omstændigheder må diskutere holdet, træneren eller klubben på en måde, der på den mindste måde kan blive opfattet som ufordelagtig.

Hvad med ytringsfriheden? Glem det, sønnike. Hold dine tanker for dig selv.

Personlige hjemmesider ændrede for en stund landskabet for omtrent et årti siden. Men sådan er det ikke længere. De, der stadig eksisterer, bliver omhyggeligt overvåget og, i visse tilfælde, kontrolleret af en voksende skare af presseansvarlige.

Twitter er naturligvis meget oppe i tiden, og det har skabt rigeligt med problemer. Men de riges og i visse tilfælde de ikke engang særlig berømtes gøren og laden  bliver omhyggeligt overvåget for en sikkerheds skyld, hvis nu de skulle tale over sig. Sociale netværk er i dag så integreret en del af samfundet, at det næsten er umuligt at forbyde spillere at bruge Twitter, men der bliver advaret mod alt, der bliver sagt, som kan opfattes som afsløringer af følsom information.

Hvorfor nu denne paranoia? Jeg kan faktisk godt se argumentet for det...

Hvis det, der burde blive i omklædningsrummet, ikke bliver i omklædningsrummet, kan det i teorien ende med et blodbad. Knap så kløgtige spillere kan komme til at give holdets taktik væk, hvis en spiller kritiserer en holdkammerat i fuld offentlighed, kan det gå amok, hvis Joe Hart siger en ting, Vincent Kompany en anden, hvorefter Gareth Barry kaster sig ud i en helt tredje forklaring, så kan det hurtigt ende med en historie om "krise i Citys omklædningsrum".

Ønsker du et nemt liv, hvor du ikke står i din arbejdsgivers sorte bog, så er det meget nemmere ikke at sige noget - overhovedet. Og klubberne er tilfredse med at skabe frygt blandt deres ansatte.

Ironien i det hele er selvfølgelig, at spillerne bliver opfordret til at snakke inden for selve omklædningsrummets rammer.

Jeg har hørt så mange trænere sukke over spillere, der var "for stille", og hylde vinderhold, der består af rigtige mænd, som er klar til at stille sig op og "sige det, som det er", og som ikke er bange for at kritisere hinanden eller for at "have en holdning". Det viser, at de ikke er ligeglade.

Ærlighed, brutal ærlighed, bliver fremelsket. Hvordan kan en gruppe forbedre sig, hvis ikke den er ærlig over for sig selv?

Men fodboldklubbernes offentlige ansigter er sjældent en ægte reflektion af, hvad der virkelig foregår. Og sådan ønsker de, det bliver ved med at være.

Joe Hart skal nok klare sig. Inderst inde har Roberto Mancini måske endda følt et stik af stolthed over sin målmands selvkritiske attitude. Han havde dog ikke andet valg end at sætte ham på plads i det tilfælde, at resten af verden skulle begynde at sætte spørgsmålstegn ved, hvem der bestemte.

Personligt mener jeg, at fodboldklubberne burde stole lidt mere på deres tilhængere. Vi er ikke komplet idioter. Vi ved, at spillerne ofte ikke kan sige, hvad de virkelig tænker. Men det ville ikke skade nogen, hvis man tillod en smule mere ærlighed fra spillernes side. Ja, faktisk ville vi, offentligheden, elske dem mere af den grund.

Det er desværre ikke en risiko, som de fleste klubber ønsker at løbe i denne mediernes tidsalder.

Så næste gang en spiller stiller op til interview efter en kamp på dit tv, er det sandsynligvis et godt tidspunkt at sætte vand over til te.

Klik her for at læse mere fra den tidligere Premier League-spiller Adrian Clarke.