Fra en professionel synsvinkel: Spillere der filmer bør straffes ved hjælp af replay



Ok, Luis Suarez bliver straffet af dommerne, der simpelthen ikke tror på ham, når han falder i feltet. Fint. Der går stadig noget tid, før den irriterende uruguayaner er tilbage i kridthuset hos en del af os andre.

Men ret skal være ret: Luis er ikke den eneste slyngel. Det tager noget tid at få et overblik, hvis man kigger på listen over spillere, der allerede har fået gult kort denne sæson for at filme. Dusinvis har blameret sig selv, og vi ved alle, at dette forbryderalbum vil blive ved med at vokse i ugerne og månederne, der kommer.

Det at filme, hører jeg folk sige, er jo en del af vores sport. Men som tidligere spiller forstår jeg ikke, hvorfor vi accepterer spillets snydere. Ofte bliver deres opførsel bedømt som smart eller ligefrem retfærdiggjort af, at der kan have været en lillebitte berøring. Det er forkert.

Spillere ved udmærket, hvad de laver, når de vælter om i græsset, og de, der snyder sig til sejre, bør efter min mening gøres til pariaer.

Sporten har dog brug for, at trænerne træder frem som de første. Problemet er, at trænerne drager nytte af ligeså mange episoder som dem, der skader dem, så på trods af de spredte protester er der ikke rigtig vilje til forandring.

Jeg har spillet under trænere, der har skældt mig og mine holdkammerater ud for at blive på fødderne, når vi er blevet tacklet i straffesparksfeltet.

"Du var i feltet. Du burde være faldet. Hvad fanden tænkte du på, knægt?!"

Uværdigt, ikke?

De fleste fodboldspillere har været der på et tidspunkt. Det er den måde man tænker på, når man som træner står et sted, hvor resultaterne bestemmer, om man har et job eller ej. Så er man fuldstændig ligeglad med moral, så længe en vigtig dommerkendelse går holdets vej.

Det er lige nøjagtigt derfor, fodbolden bliver ved med at være smudset til af spillere, der er villige til at svindle sig til sejren på grimmeste vis. Med bevidstheden om at et succesrigt fald i feltet behager bossen, er et gult kort risikoen værd. Hvorfor skulle det ikke være det?

I professionel fodbold, hvor alle har været udsat for urimelige domme, retfærdiggør en forkert handling den anden.

Det er derfor, jeg mener, at man må være hård mod de hårde. Hvis fodbolden vil renses og slippe for de ulækre filmerier, så skal reglerne håndhæves meget strengt.

Og det betyder, at film øjeblikkeligt skal koste et rødt kort.

Hvis en tackling, der kommer en smule for sent, bliver betragtet som uacceptabel, hvorfor bliver åbenlys svindel ikke set på med ligeså meget afsky? Uanset hvem og uanset hvor, så bør de skyldige straffes med et rødt kort og tre karantænedage.

En karantæneramt spiller er en ulykkelig spiller; og er der noget, en træner ikke bryder sig om, så er det en, der ikke kan udtages til holdet.

En simpelt regelændrig gør, at den spiller, der snyder, med det samme begynder at spekulere på, om det er risikoen værd.

Men filmeri er ikke altid sort eller hvidt. Det kan være subjektivt. En mands tolkning kan være forskellig fra en anden mands tolkning. For hver Tony Pulis er der en Roberto di Matteo.

Så hvad er løsningen? Jeg mener, at det skal for en "domstol". Ikke efter seks måneder, hvor de tre værdifulde point for længst er glemt, men lige efter forseelsen er begået og ved hjælp af videoteknologi.

Premier League-stadioner har gigantiske skærme, og Fifa har valgt at bruge ekstradommere bag målene - hvorfor ikke bruge bege dele, hvis det er nødvendigt?

Jeg kan ikke se problemet med et system, hvor man kan appellere en dom.

Hvis en forsvarsspiller føler sig taget ved næsen af en angriber, der filmer, så beder han om at få spillet set igennem. På samme måde bør en angriber, der har fået rødt kort, have muligheden for at bevise, at der rent faktisk blev begået frispark eller straffe.

Derefter er det op til de to assistenter ved felterne samt den næsten aldrig benyttede fjerdedommer at bestemme, om dommeren dømte korrekt eller ej - mens hele stadion kigger med og uden at snakke sammen. Tre enstemmige ja'er eller nej'er og vi har en mere fair dom. Hvis der er uenigheder, er det den oprindelige dom, der gælder. En tabt appel resulterer i en dags karantæne for forsvarsspilleren eller angriberen.

Ser du, pointen er, at mens eksperter og spillere vil argumentere for, at der er gråzoner i forbindelse med nogle af disse episoder, så er faktum, at spilleren ved, om de har begået et frispark eller er snublet frivilligt. Når de brokker sig, forsøger de ganske enkelt bare at gribe chancen.

Det er på tide, at man slår hårdt ned på film i fodbold. Ellers bliver vi bare nødt til at acceptere, at det er en del af vores sport. Og det ville være en trist dag for Det Smukke Spil.

Klik her for at læse mere fra den tidligere midtbanespiller fra Arsenal, Adrian Clarke.