Hvor er alle de hårde nitter på midtbanen blevet af?


I løbet af den relativt korte tid, jeg har befundet mig på denne planet, har jeg oplevet nogle virkelig store fodboldhold. Nogle af disse var spændende, nogle var pragmatiske, nogle var en sund kombination af de to, men alle holdene havde spillere, der skilte sig ud.

Nu om dage er det på mode at sætte sig ned og analysere nuancerne på de forskellige hold ud fra et helhedssyn, hvor man piller alting fra hinanden lige fra afleveringsprocenter til mønstre i omstillingsspillet, men når alt kommer til alt, bliver et holds arv afgjort af nogle få nøglespillere. Der er normalt en målscorer, måske en heroisk forsvarsspiller eller en lynhurtig fløj. I nyere tid er det imidlertid den jernhårde arbejdsmand på den defensive midtbane, der har defineret vores mest succesrige mandskaber.

Det er vanskeligt at tænke på Manchester Uniteds succes i nyere tid uden at forestille sig en snerrende Roy Keane, der sparker en modstander ud på første række af tilskuerpladserne og samtidig får bolden ud af farezonen. Eller en Patrick Vieira, der tonser af sted mod eget mål, mens han slynger sine anaconda-ben omkring enhver modstander, der måtte driste sig til at tage bolden til sig på Arsenals banehalvdel. Claude Makelele fik ligefrem en rolle på banen opkaldt efter sig.

Mens vi taler om "det smukke spil", er vi alle bevidste om sportens mørkere sider. For hver strålende unge sydamerikaner, der nyder at danse gennem et forsvar, er der nødt til at være en spiller, som er i stand til at stoppe ham. Uanset om vi vil indrømme det eller ej: En satset glidende tackling på tværs af en våd bane vil afføde dobbelt så højt at brøl fra tribunerne, som en smart piruet og en husmandsfinte nogensinde vil. For at vinde kampen må man først vinde bolden.

Men i nyere tid, især i denne sæson, har vi set en ny tendens.

Topholdene i Premier League forsøger nu at kontrollere truslen fremfor at tage bolden fra modstanderen. Man forsøger som en fårehyrde at bugsere modstanderne ind i ufarlige områder og lurer på at snuppe bolden i afleveringens bane. Det er som at se en militærenhed storme en ambassade med en stor bog med overtalende sætninger, mens man på en tavle har skrevet: "Er I ikke søde at give os gidslerne tilbage?".

Nogen vil mene, at dette er det samme som at spille spillet "på den rigtige måde", og der er da heller ingen tvivl om, at det gør kampene mere åbne. Et Chelsea-hold med førnævnte Claude Makelele gik engang gennem en hel Premier League-sæson med blot 15 indkasserede mål. Manchester United fører pt. ligaen, efter at der er scoret 16 mål på De Røde Djævle ... og vi har ikke engang rejst juletræet endnu.

Det ville være nemt at klandre en åbenlyst slidt Rio Ferdinand og hvilken som helst ung praktikant, træneren på det seneste har måttet placere ved siden af ham, for defensiv skrøbelighed, men når din dybest liggende midtbanespiller er Michael Carrick, er det så overraskende, at Aston Villa scorer efter et umarkeret løb på kanten af feltet eller åbner defensiven op med en simpel kombination på midten af banen?

Michael Carrick er forrygende til at læse fodboldspillet og er vital i forhold til sit holds angrebsspil, men når han tvinges til at spille en smule destruktivt, er han fodboldens pendant til at forsøge at pudse næse i en dampsky.

Det er dog ikke kun ham. Se bare på Mikel Arteta i Arsenal. Alex Songs afgang og Santi Cazorlas ankomst har skubbet ham ned i den dybeste og mørkeste position på Arsenals midtbane. Han har på sin egen stille facon været effektiv til at genere modstanderne og til at lukke huller, men da Fulhams Bryan Ruiz agerede lommetyv over for Arteta i Arsenals eget felt, blev han den lille i sit forsøg på at generobre bolden. Mikel fra Chelsea nyder angiveligt lyden, der kommer, når modstandere flyver forbi ham, og jeg har læst poesi, der var tungere end Liverpools Joe Allen.

Spillere som disse blev engang beskyttet af et væsen, der var betydeligt længere nede på den evolutionære stige, men mærkbart længere oppe i fødekæden. Nu er spillerne imidlertid overladt til sig selv i et nådesløst reservat. I en sæson, hvor West Bromwich og West Ham overgår forventningerne, er det værd at notere sig, at mens Arteta og Carrick fører statistikken for flest afleveringer per kamp, så topper Mark Noble og Claudio Jacob listen over succesfulde tacklinger.

Ingen af disse spillere havde kunnet byde spillere som Keane eller Vieira op til dans. Den gamle rangorden er hurtigt ved at forsvinde, mens forandringens vinde suser gennem engelsk fodbold.

Læs flere af Adams artikler her.