Iltre Di Canio har blæst liv i Sunderland


Der er ikke meget, der kan siges om det 148. derby i Tyne and Wear, som ikke opsummeres glimrende af græsmærkerne på knæene af Paolo Di Canios jakkesæt.

Kampen var nogenlunde lige så lige en forestilling som et koreansk valg. Sunderland skubbede ikke bare Newcastle omkuld; da David Vaughans hårde skud hvislede forbi den overraskede Rob Elliots hoved og gav The Black Cats 3-0-føringen, havde udeholdet allerede lagt værterne i seng. Det var dog kun det ene holds tilhængere, der troede, at de drømte.

Det var det dårligste resultat og den værste præstation, som Newcastles fans havde set i et godt stykke tid. Udmanøvreret taktisk og spillemæssigt. Søndagens kapitulation kan blive definerende for en æra og være en begivenhed, som Alan Pardew aldrig helt bliver tilgivet.

Mens post-mortem-analysen af hjemmeholdet begynder i dag, så kan Sunderland nyde ugen med bevidstheden om, at resultatet repræsenterer et stort skridt hen imod at sikre sig endnu en sæson som Premier League. Det er farligt for holdet at lade sig rive med, men i 90 minutter på St James' Park og 45 på Stamford Bridge lignede Sunderland en klub, der er på vej i den rigtige retning.

Selvom han mistede sit job efter et nederlag til Manchester United, så blev det sidste søm banket i Martin O'Neills kiste på hjemmebane mod Norwich City. Den dag var manglen på vinderattitude alarmerende. Tacklingerne var halvhjertede, spillerne pressede ikke modstanderne, og Sunderland virkede lige så truende som en tevarmer med naturmotiv. Det var den type manglende engagement, der helt bogstaveligt gør, at hold rykker ned.

Mindre end en måned senere og med et hold, der bortset fra de fraværende Steven Fletcher og Craig Gardner, var identisk med det, der stillede op mod Norwich, løb Sunderland ind på banen på St James' Park og rev Newcastle fra hinanden. Gæsterne pressede og pressede fra første fløjt og lignede i det hele taget et helt andet hold end det, som Martin O'Neill var godt i gang med at føre ned i den næstbedste række. Mod Norwichs 10 mand formåede Sunderland kun at lave 11 tacklinger og ni bolderobringer; de tal blev mere end fordoblet mod Newcastles 11 mand. Det eneste, der reelt er sket, er, at manden på sidelinjen er skiftet ud.

I de 180 minutter under Di Canio er Sunderland gået fra at ligne en nervøs gruppe af truede pandaer til at ligne et kobbel blodtørstige løver. De er dog ikke pludselig blevet bedre fodboldspillere.

Når det kommer til den tekniske kvalitet, er de stadig et dårligt hold. Adam Johnson har fortsat problemer over for en bare nogenlunde intelligent back; midtbanen har ikke så meget som én gennembrudsfarlig spiller; og Stephane Sessegnons fremragende præstation søndag havde vi ventet på i mere end et år. Men den beslutsomhed og stålfaste vilje, som italieneren har vakt til live, vil sandsynligvis sikre klubben overlevelse, hvilket i sidste ende er hans eneste opgave.

Hans udfordring nu er imidlertid at bevare vinderattituden og fighterviljen i de seneste kampe af sæsonen. Det er en anden type motivation, der skal til, hvis holdet skal begynde at tage initiativet på hjemmebane, hvor det ikke nødvendigvis er nok at presse modstanderen uhæmmet. Sunderland har stadig en stor opgave forude, men den er ikke så stor, som den har været.
 

Klik her for at læse flere af Adams blogindlæg

Klik her for at spille på, hvem der rykker ud af Premier League