Krigen mod skuespil i fodbold er vanvittig


Mark Clattenburg er et fjols. I det 68. minut af søndagens topkamp på Stamford Bridge fløj Fernando Torres op over Johnny Evans' fremstrakte fod og faldt til jorden, hvor han lå og vred sig et stykke tid. Da vi hørte dommerens fløjte, holdt vi alle sammen vejret, og Torres kom op på knæene kun for at finde ud af, at det rent faktisk var ham, der havde brudt fodboldloven. Ved at filme minsandten!

Dommeren, en hr. Clattenburg fra County Durham, kastede et blik på situationen og besluttede sig for, at der slet ikke havde været kontakt. Et blik! Ét! Han stoppede ikke spillet for at kunne tjekke alle fem kameravinkler i håbet om at finde det endelige bevis på, at spanieren var blevet ramt. For at gøre tingene endnu værre, da Javier Hernandez scorede sejrsmålet, frøs han ikke spillet og tegnede en imaginær offsidelinje på tværs af det lille felt for at se, om målet skulle have været godkendt.

Mindst en gang per sæson får vi at vide, at trænere, spillere, officials, myndighedspersoner, eller hvem det måtte være, endelig har påbegyndt en krig mod skuespil i fodbold. Men hvilket våben er disse tapre sjæle i besiddelse af, som kan ramme deres listige ærkefjende? Er det en gennemgribende regelændring? Lange karantæner til synderne? Måske et specielt græstæppe, der åbner et bundløst hul af skam til dem, der faldt til græsset ved egen hjælp? Nej, dette er en kamp, der udelukkende bliver kæmpet med oppustede røde kinder, rystende knytnæver og folk, der ringer ind til radioen og bruger ordet "skændsel" otte gange i en enkelt sætning.

Det eneste ægte våben i denne uendelige og kaotiske kamp er dette: En dommer, der ser en spiller, som prøver på at drage fordel af at simulere kontakt med en anden spiller, kan dømme frispark den anden vej og give ham et gult kort for hans bedrift. Det svarer til at trække en fjernbetjening i en skudduel eller at gemme sig under en drinkparaply midt i en bomberegn.

Vi nærmer os langsomt erkendelsen af, at én mand, der render rundt med en fløjte ikke er i stand til at dømme korrekt hver eneste gang i det sekund, tingene sker i et spil, der de seneste par årtier er blevet hurtigere og hurtigere og stadig oftere afgøres af færre og mindre detaljer. Tøvende tilgiver vi dommerne for at gå galt i byen, når det kommer til beslutninger om, hvorvidt bolden er over stregen eller ej, om hvad der sker andre steder end dér, hvor bolden er, og om hvad spillere skriger til hinanden af modbydeligheder i kampens hede, så vil det være helt tosset at inkludere skuespil i den forbindelse? Det er jo ikke fordi, at det at der bliver begået et frispark mod dig, og det at du rent faktisk får et frispark, går hånd i hånd alligevel.

Men selvom dommerne fortsat er de eneste fodsoldater, så vil deres primære problem være dette: Ingen aner reelt, hvad "skuespil" er...

Hvis en spiller bliver hevet i trøjen, men ikke tror at der vil blive fløjtet, er det så skuespil, hvis han falder? Hvis en spiller ser en modstander komme mod sig med større fart end en hveps, der lugter en syltetøjsmad, hopper op i luften for at undgå kontakten og lander, uberørt, så lang han er, er det så skuespil? Hvis en forsvarsspiller skærmer en bold, der er på vej ud over sidelinjen, af, føler at angriberen placerer en hånd i ryggen på ham og falder omkuld, er det så skuespil?

Johnny Evans kastede sig selv mod Fernando Torres og fik ikke bolden. Er der kun frispark, hvis han rammer ham med sin tackling? Mark Clattenburg blev svinet til af tilhængerne for sit røde kort til Torres, fordi "der var kontakt". Hvis han havde givet et frispark den anden vej, og det havde ført til et mål, så var han blevet svinet til, fordi "der ikke var særlig meget kontakt". Forbandet hvis han gør det ene og akavet photoshoppet ned i en Manchester United-trøje, hvis han gør det andet.

Fodbold er, uanset hvad Robbie Savage så måtte fortælle dig, stadig en kontaktsport, og zonen mellem hvad der er nok, og hvad der ikke er nok til at få en spiller til at vælte, er mere grå end en kat i mørket. Og så nævner vi ikke engang himmelvendte øjne og hoveder i hænderne, der måtte hentyde til, at det kun er noget, snydende udlændinge som Phil Neville gør.

Vi kræver alle, at noget, som vi ikke kan definere, bliver fjernet fra vores sport - og værre endnu: At det altsammen skal gøres af én mand på midten af banen. Dommerne er muligvis mændene i sort, men de kan ikke forventes at skulle være vores første, sidste og eneste forsvarsværk i denne kamp.