Lad os nyde udsigten til en ego-fri finale og at der ikke er en bolddrengesparker i syne


Hallelujah. Vi har fået folkets finale, alt-at-vinde-finalen, vi-er-ligeglade-med-hvem-der-vinder-fordi-begge-hold-er-skønne-finalen, ingen-af-holdene-vil-sparke-til-en-bolddreng-finalen.

Ok, der må være nok, men du forstår, hvor jeg vil hen. Sikke en forfriskende og fornøjelig eftermiddag det tegner til at blive den 24. februar.

Størstedelen af de neutrale tilskuere i England vil selvfølgelig holde med Bradford City, men hvis holdets bemærkelsesværdige mirakuløse kræfter skulle slippe op, finder du heller ikke mange mennesker uden for Cardiffs centrum, der vil græde sig selv i sævn til synet af Ashley Williams, der løfter Capital One Cup-trofæet.

Wembley-finalister fås ikke mere ydmyge end Bradford City og Swansea City. Sky Sports burde kalde deres dækning af finalen for Ego-fri Søndag (det forslag kan de få gratis).

Indrømmet, Michael Laudrup og hans spillere er ikke uden mønt på lommen, men det showbiz-praleri og den børnefornærmethed, der fordærver så mange Premier League-klubber, er dejligt fraværende.

Fra den gode mand Laudrups H&M-tøj på udskiftningsbænken og hans kølige overblik til stjernen Michus råb om, at selvom han har bejlere, så "udlever han sin drøm" hos Swansea samt Angel Rangels midnatstur med sandwicher til byens hjemløse: Du ved bare, når du kigger på dem og lytter til dem, at det walisiske hold har fødderne solidt plantet på jorden.

Og dette sammenholdt med deres måde at spille fodbold på er grunden til, at de er så populære.

Bradfords spillere befinder sig et ganske andet sted. Ja, Yorkshire (kække læser!), men også et sted, hvor de ligesom du og jeg bliver nødt til at tjekke deres bankkonto hver måned for at tjekke at der ikke er overtræk, hvor de giver hinanden et lift til arbejde for at spare penge, og hvor de, såfremt de vil forkæle sig selv med en ny bil, er tvunget til at spare op.

De lever et sted, hvor de selv skal bestille en tid hos lægen eller tandlægen, hvor de skal købe deres egne støvler, og hvor de måske endda skal holde øje med børnene om eftermiddagen, så deres koner/kærester kan tage på arbejde.

Bradfords spillere lever i den virkelige verden. Og nu, som deres manager overlykkelig beskrev det på Villa Park, er de pludselig i "drømmeland".

Kan The Bantams gøre det umulige og vinde Liga Cup'en? Det tror jeg godt, de kan.

Når det kommer til talent og teknik, er der en afgrundsdyb forskel på de to hold, men presset er på Swansea, hvilket kan have en mærkelig kvælende effekt på spillere, der trives med friheden til at vise, hvad de kan.

I optakten til kampen vil The Swans hårdnakket insistere på, at Bradford ikke undervurderes, hvilket de heller ikke bliver, men mennesker er mennesker, og den lille ækle djævel på deres skulder vil ustandseligt minde dem om, at de nok skal vinde! De kommer fra League 2! League 2 for Guds skyld! Vi skal vinde!

Swanseas forberedelser vil være minutiøse, men det uskrevne pres, der hører med til at være bevidst om, at folk regner med, at du vinder og vinder i sikker stil, betyder, at nerverne vil være flossede indeni.

Man skal heller aldrig undervurdere sulten hos et mandskab fra de lavere rækker.

Efter at være gledet ned fra toppen af stigen hos Arsenal var det en øjenåbner for mig at se, hvor meget det betød at være professionel fodboldspiller for nogle af mine holdkammerater i Southend United, Rotherham United, Carlisle United og Stevenage.

Den nådesløse karriereafslutning og det mulige farvel til spillet i det hele taget er aldrig særlig langt væk fra spillernes tanker, og derfor er det sjældent, at de bliver selvtilfredse. Hvis jeg skal være ærlig, så blev ønsket om at blive bedre fodboldspillere - det var i det mindste det, man så - stærkere, jo længere ned i rækkerne jeg kom.

I et interview, jeg lavede med Bradfords målmand, Matt Duke, sidste uge, gav han et godt billede på, hvordan spillerne tænker:

"Jeg har set hver eneste kamp som en måde, jeg kunne udfordre mig selv på. Jeg glæder mig til at spille mod de store hold og stjernespillerne velvidende, at det er en mulighed for at vise, hvad jeg kan. Du må ikke blive skræmt. Arsenal-spillerne er bare almindelige gutter ligesom resten af os. Ja, de kan have været mere bekymrede over at skulle møde os end omvendt, fordi de ikke er vant til den benhårde fodbold, som vi er. Vi har alle nydt det i fulde drag".

Dér har du det i en nøddeskal. Bradford vil måske ikke være lige så skræmte som Swansea, når den store dag kommer.

Hvis Bradford kan undgå, at nerverne spiller dem et puds, hvis de kan bruge deres vanvittige sult efter at vise sig frem og få den kanaliseret ud på den rette måde, hvis de kan løbe, indtil de ikke kan løbe mere, og hvis de kan bruge det særligt tætte venskab, der i modgang har bundet dem sammen i de lavere rækker, så kan de give Swansea problemer.

Jeg siger ikke, at det absolut kommer til at ske, men nu hvor Bradford er i "drømmeland", kan det være, at deres tilbagevenden til den virkelige verden liiiige må vente lidt længere.

Det er en historie, der virkelig vil gøre dette til folkets finale.
 

Klik her for at læse flere blogindlæg skrevet af den tidligere Arsenal-spiller Adrian Clarke.

Klik her for at tjekke oddsene på finalen mellem Bradford og Swansea.