Newcastle er nødt til at løse den taktiske gåde nu


For de af jer, der kun har en begrænset taktisk forståelse (hej, familien Redknapp!): Lad mig fortælle jer noget.

4-4-2 er den stabile og pålidelige arbejdshest i fodboldverdenen. Den gør det muligt for dig at forblive meget kompakt på egen banehalvdel eller at presse modstanderen højt oppe på deres. Den tillader dig at satse på angreb ude på fløjene, samtidig med at der kan være mænd nok på den centrale del af banen, og den tillader dig at flække kilometerlange afleveringer op i hovedet på en tung, brutal fyr i angrebet, lige såvel som den tillader syv-otte magikere i hobbit-størrelse at spille deres eget spil med masser af boldbesiddelse. Formationen gør ikke alle disse ting på decideret brilliant vis, men den skal nok sørge for, at de bliver gjort.

4-4-2'eren er grundlæggende bare et surrogat for hold, der ikke rigtig selv er i besiddelse af nogen taktisk hittepåsomhed eller originalitet, og som blot ønsker at have en overordnet formation, der gør dem i stand til at være med i kampene. Lidt ligesom folk, der får lavet tribaltatoveringer eller går med t-shirts med vittige sloganer om det modsatte køn - i den misforståede tro, at det vil være et effektivt alternativ til at have en personlighed.

Det gik således, at Newcastle Uniteds sølvræv af en træner, Alan Pardew, omkring halvvejs inde i sidste sæson tjekkede gummerne på denne særlige race og sendte den til limfabrikken. Efter grundige overvejelser omkring hvordan han kunne sammensætte sit hold på bedst mulig vis, og mere specifikt hvordan han kunne få mest ud af Hatem Ben Arfa, Demba Ba og sit seneste indkøb, Pappis Cisse, kreerede han derpå en trehovedet konkurrencehingst, som ridderligt og brutalt blev ført så langt frem, at det kun var 90 minutter, der adskilte den fra en plads i Champions League.

Med tanke på dette virkede det ret besynderligt, da Newcastle red ind til den første kamp i sæsonen mod Spurs i sadlen på det grå, vriskende, pålidelige muldyr, vi kalder en 4-4-2. Hatem Ben Arfa holdt sig yderst på højre fløj, Jonas Guitierrez bevægede sig ud til venstre, og Ba og Cisse forsøgte at få det til at fungere som en mere traditionel frontduo.

Resultatet har været tre af de mest usammenhængende og mudrede præstationer, vi har set i det nordøstlige England, siden Jimmy Nail gjorde et mislykket forsøg ud i dubstep-genren.

Det senegalesiske par, som individuelt var så farlige sidste sæson, fremstår som en ligeså overbevisende kombination som strømper og sandaler; Yohan Cabay, der var involveret i alt, der var godt på holdet for få måneder siden, virker sørgeligt fraværende i alle nøgleområderne på banen; og selv Hatem Ben Arfa, der hurtigt er ved at udvikle sig til holdet bankende hjerte, skubber resten af holdet ud af balance med sine flagrende forsøg på at blande sig i spillet. Det er en taktik, der ganske enkelt ikke virker.

Selv Alan Pardew anerkendte dette og er gået tilbage til 4-3-3 på forskellige tidspunkter i samtlige Newcastles kampe indtil nu. Ude af stand til at skabe noget som helst mod Spurs skiftede de formation og vandt 2-1; da de blev totalt udraderet af Chelsea, skiftede de formation og var tæt på at komme tilbage i kampen; da de var bagud mod et reelt set rædselsfuldt Villa-hold, skiftede de formation og var blot en handskebeklædt fingerspids fra at tage alle tre point i de døende sekunder. Det er bare nogle få spillere, der skal flyttes rundt, men forskellen på de to tilgange til kampene er forbløffende.

Så hvorfor beholder man disse to åndsforladte rækker af fire spillere?

Tja, der er blevet lagt meget i Demba Bas uregelmæssige målscoringer sidste sæson. Han havde et gennemsnit omkring de 12 mål i minuttet, før Pappis Cisse kom ind ad døren, og derefter tørrede hans målinstikt ud i de resterende måneder, mens han tonede frem på tv'et og lignede et barn, der er blevet bedt om at lægge slikket tilbage på hylden.

Det eneste logiske ræsonnement bag beslutningen om at dedikere sig til en ineffektiv taktik er, at man forsøger på at opretholde Demba Bas gode humør.

Side op og side ned i aviserne er blevet fyldt med spekulationer omkring, hvilke klubber der angiveligt var ved at udnytte hans frikøbsklausul hen over sommeren, men i sidste ende var det ham selv, der skulle beslutte sig for at blive i klubben. Der begynder at tegne sig et billede af en spiller, som ønsker at få garantier fra sin manager omkring, hvor på banen han skal placere sig, og den selvsamme manager gør pt sit alleryderste for at agere imødekommende - selvom det er til skade for resten af holdet.

Alan Pardews opgave er nu enten a) at finde en måde, hvorpå den nuværende spillestil kan fungere, eller b) at overbevise Demba Ba om, at det er ligeså sjovt at udfordre backer og forhindre midtbanespillere i at få spillet til at flyde, som det er at score mål.

Problemet med 'løsning a' er, at det givetvis vil være nødvendigt at fjerne den teknisk spektakulære, men positionsmæssigt uregerlige Hatem Ben Arfa fra fløjen og erstatte ham med en, der opfører sig mere scenevant på midtbanen. Hvis han tror, at det vil blive vanskeligt at argumentere for 'løsning b', skal han forsøge at forklare flere hundredetusind fans det fornuftige i at ofre den eneste spiller, som har givet dem grund til at klappe i denne sæson.

Det svarer til at forsøge at få din kone til at fremstå mere attraktiv ved at få hende til at vise betragteligt mindre bar hud - nogle vil kunne se pointen, men det bliver svært at sælge ideen nede på pubben.