Newcastle vil være i slem knibe hvis holdet mister kaptajn Coloccini


Hvis der er én person, jeg ikke ønskede at være i sidste uge - bortset fra den store sorte kat, der angiveligt troede, det var sikkert at tage en lille lur under Jon Walters' landrover - så var det Alan Pardew.

Efter at have fået trukket sine bukser ned af Brighton and Hove Albion på ydmygende vis, så var han den første til at indrømme, at han gennemgik sin sværeste periode i spidsen for Newcastle. Alt sammen ikke meget mere end et døgn efter, at han blev klubbens længst siddende manager siden den afdøde Sir Bobby Robson.

Holdet var helt nede under græstæppet og lå skræmmende tæt på nedrykningsstregen, samtidig med at holdets stjerneangriber netop var smuttet for en slik. Men selvom han er i en klub, der nærmest er blevet synonym for ris til egen..., unødvendighed og det næsten latterlige, så virkede alle Pardews problemer som nogle, der kunne løses.

I weekenden kunne han afslutte Mathieu Debuchys længe ventede transfer, mens det mandag blev bekræftet, at Yohan Cabaye og Steven Taylor var vendt tilbage til træningsbanen. Pludselig lod de kommende tre kampe til at være mulige at vinde. Der lod til at være lys og potentielle point for enden af det, der havde været en meget, meget lang tunnel. Men det var jo så kun indtil torsdag, da det utænkelige skete: Fabricio Coloccini besluttede sig for, at han ville vende hjem til Argentina.

Måske var det ikke ligefrem decideret utænkeligt, men det var uden tvivl uventet. Problemerne med trupbredde og investeringer har stået på længe, og St. James' Parks ledelse har allerede erkendt, at man ikke lyttede til advarslerne tids nok. Men at din anfører - en mand der nu er i den sene del af sin karriere, og som sidder komfortabelt med en kontrakt på fire år - simpelthen vil hjem, ligger så langt uden for forberedelsesmulighederne, at det kollektive "what?" fra det nordøstlige England muligvis har været den første menneskelige lyd, der er blevet opfanget af rumvæsener.

Der har været rygter om, at hans tidligere klub var interesseret i at hente ham tilbage, men hvorfor skulle de ikke være det? Hvis en journalist stak en mikrofon op i snuden på mig og spurgte, om jeg mente, at en argentinsk landsholdsspiller ville forstærke mit firmahold, så ville jeg nok i det mindste give et lille nik fra mig. Det betyder ikke, at han på samme tid næste uge ville blive placeret bagerst i en varevogn på vej til en græsmark for at spille for mit hold.

Det er ikke en overdrivelse at sige, at Newcastle har haft nogle frygtelige forsvarsspillere gennem årene. Fra Marcelino til Jean-Alain Boumsong og Titus Bramble - listen over tidligere midterforsvarere er næsten lige så lang og pinlig som Elizabeth Taylors liste over ægtemænd. Men i Coloccini fik Newcastle endelig et sikkert, roligt, stærkt, klogt og pålideligt fundament. På trods af den mindst lovende start på dette kapitel af sin karriere (nedrykning), kom han tilbage fra The Championship og var to sæsoner senere fortjent inkluderet på årets hold i Premier League. Han var vigtig, elsket ikke bare af tilhængerne, hans træner, hans holdkammerater, men også af den lokale presse, som han havde stillet sig mere til rådighed for end nogen anfører i nyere tid. Det faktum, at denne historie blev bragt eksklusivt i en national avis, siger meget om alvoren.

Det virker skørt, at nogen ønsker at opgive sin karriere, sin popularitet, sin betydning og endda sine penge på den måde. Men fodboldspillere er satdig kun mennesker.

Hans "personlige årsager", tro det eller lad være, kan rent faktisk være vigtigere end ære og hæder eller glimmer og trofæer - ja, vigtigere end selv 720.000 kroner om ugen. Uanset hvad du måtte mene om lønstrukturen i fodboldverdenen, så er det ret tydeligt, hvad der foregår her: En mand har tænkt sig grundigt om i forhold til situationen og har besluttet sig for, at han bør kvitte sit arbejde og ordne det, der nu skal ordnes. Det er faktisk ikke så usædvanligt.

Det gør det dog ikke mindre katastrofalt for Newcastle. At miste Demba Ba var én ting, men der findes munke et eller andet sted, der lever et liv i ensomhed, men som alligevel lavede himmelvendte øjne som reaktion på den nyhed. Coloccini-situationen er langt mere problematisk. Som en af de teknisk dygtigste forsvarsspillere i ligaen symboliserer han alt det, Pardew har forsøgt at skabe i klubben. Hans exit vil ikke kun betyde, at klubben mister en vigtig brik på banen, men det kan destabilisere alting.

Hvis du stadig er en smule skeptisk, så husk på, at Mike Ashley skulede i retning af Kevin Nolan og besluttede, at han på trods af sin indflydelse i omklædningsrummet og popularitet på tribunerne ikke var en kontraktfornyelse værd. Sidste sæson kiggede klubben på Coloccini - en spiller på samme alder - og besluttede, at endnu fire år som en af klubbens bedst betalte spillere var mere end en god investering. Men selvom det er den kontrakt, der vil være fokus på i de mange disussioner, så er kernen i historien ikke noget, der kan løses med penge.

I dag mødes Coloccini med sin manager, mens deres hold blot er to point fra nedrykning. Hvis Alan Pardew skal have den ringeste chance for at beholde sin kaptajn, så skal han overbevise ham om, at de problemer, som hans farvel vil give klubben, er lige så personligt et anliggende som alt andet, der foregår. Hvorvidt det er muligt, har vi endnu til gode at se.