Premier League er bedst tjent uden en vinterpause


Englændere bliver anset for at være nogle sælsomme skabninger af folk på det europæiske kontinent. Især ved juletid. Mens de fleste af kontinentets stjerner smækker fødderne op, fyldes de europæiske tv-programmer med NBA - og engelsk fodbold.

De centraleurpæiske tv-udbydere er glade for 24 timers indhold, og seerne sætter pris på det excentriske i, at englænderne spiller så meget bold, de overhovedet kan, mens alle andre holder ferie. Alligevel: Hver gang England viser sig ude af stand til at matche 2008 og 2009 i forhold til at få tre hold med i Champions League-semifinalerne, så begynder vi at diskutere, i hvor høj grad vinterpause-strabadserne rent faktisk bider Premier League-klubberne i halen.

En vis portion fysisk og mental opladning virker som en fornuftig ting på denne tid af året, selvom spillernes pause i sig selv har det med at være ret kort. Topspillere i Spanien og Frankrig begyndte for eksempel ferien den 23. eller 24. december og vil i høj grad være tilbage på træningsbanerne senest nytårsaften, hvorefter ligakampene genoptages den første weekend i januar.

Det største spørgsmål må være, hvordan Englands spillere ville spendere deres juleferie, hvis de fik en af slagsen. Der er tale om en multinational liga for et multinationalt publikum. Når spillere begynder at rejse hjem til destinationer rundt omkring i Europa, så begynder det at blive et problem at få alle hjem i tide.

Den brasilianske angriber Fred kom engang 10 dage for sent tilbage til træning i Lyon iført en hvid stetson-hat. Der ville uden tvivl være nogle efternølere, der bruger forsinkede fly og missede afgange som undskyldninger. Stillet over for den slags bøvl vil Premier League-trænere nok begynde at længes mod de tider, hvor de primært engelske og britiske spillere kunne forventes at drikke sig fra sans og samling derhjemme, mens de klamrede sig til en flaske Malibu foran pejsen. Der er også en risiko for, at spillerne mentalt står af ræset før tid.

For bare 10 dage siden så Paris Saint-Germains Nene ud til at opfatte sin plads uden for Carlo Ancelottis trup som en god undskyldning for at påbegynde ferien lidt tidligere end ellers planlagt, hvorefter han tweetede et billede af sig selv på skøjter ved Grand Palais på trods af, at han ikke havde kunnet træne i den foregående uge på grund af en lægskade. Derudover må vi vurdere, om man kan stole på klubberne selv.

Når de får den mindste chance, er det svært at forestille sig, at cremen af Premier League ikke skulle booke lukrative mini-turneer til Qatar, Hong Kong eller andre attraktive destinationer på den anden side af kloden. Hangen til at være allestedsnærværende er i Premier Leagues DNA.

Det er også en kunst at balancere mellem restituering og rustne ben. Den tyske Bundesliga forkortede sin seks uger lange vinterpause fra sidste sæson, da man begyndte at mistænke den lange pause for at skade både det sportslige og det kommercielle.

Mange føler måske ikke, at engelsk fodbold længere bekymrer sig om traditioner - eller om tilhængerne - i disse tider, men sandheden er, at traditionens aura i høj grad er noget af det, der sælger Premier League til resten af verden. At fjerne dette aspekt vil være det samme som at fjerne en stor del af Englands charme.

Så Premier League-spillerne må nok blive ved med at finde sig i en travl juleperiode, så resten af verden kan nyde deres ditto foran tv'et.