Premier League: Taktisk optakt til Chelsea-Manchester City


Manchester City går ind til søndagens opgør som førerhold, selvom oddsene indikerer, at Chelsea er favoritter. Hjemmeholdet er sat til 2.55 for en sejr, mens City giver 2.60.

Med tanke på de ustabile forhold i Chelsea, hvor Roman Abramovich har erstattet den Champions League-vindende Roberto Di Matteo med eks-Liverpool-træner Rafa Benitez, bliver man nødt til at tro på, at udeholdet kan komme tilbage på sporet efter at være slået ud af Champions League.

De regerende Premier League-mestre er klar over, at det ikke bliver en nem opgave. Ikke engang Chelseas elendige form kan ændre på dette. Snakken op til kampen vil gå på fyringen af Di Matteo og på, hvorvidt Benitez kan nyde godt af en reaktion fra sit sårede hold. I John Terrys fravær har klubben fra Vestlondon været skidt kørende i forsvaret. Det har heller ikke kørt som smurt i olie i offensiven, hvor Fernando Torres som ensom spidsangriber kun har scoret ét mål i sine seneste otte kampe.

Forventede opstillinger

Rafael Benitez vil efter al sandsynlighed satse på sin tidligere elev, Fernando Torres, i angrebet. Den forhenværende Liverpool-stjerne måtte finde sig i at sidde på bænken i tirsdagens 0-3-nederlag ude mod Juventus. Det var Rafa, der i første omgang hentede El Niño til England, og han var som træner en stærkt medvirkende årsag til, at spanieren udviklede sig til en angriber, der var mere end 450 millioner kroner værd. De to seneste år er hans form dog dykket, og i dag er Torres blot en skygge af sit tidligere jeg. Håbet om at den 52-årige Rafa igen kan tænde gløden i Torres, kan hurtigt vise sig ubegrundet.

Branislav Ivanovic bør være tilbage i midterforsvaret efter svage præstationer fra både Cahill og Luiz i kampen mod Juventus. Vi kan meget vel få Chelsea at se i en 4-3-2-1-formation, hvor Oscar indtager en plads på den centrale midtbane. Rafa er kendt for sin defensive organisation - noget der ikke inkluderer tre offensive midtbanespillere.

Set i lyset af de problemer Chelsea havde mod Juventus' 3-5-2, kan Citys Roberto Mancini være fristet af at vælge samme formation. Han har tidligere i sæsonen testet den med vekslende held. Jeg tror, vi får The Citizens at se i en mere konventionel 4-2-3-1. Det er en formation, der tjente holdet godt i sidste sæson.

Angrebsmuligheder

De to holds spidsangribere bliver afgørende i søndagens opgør.

Chelsea har Torres, hvis spil ikke ligefrem er på toppen pt., og Sturridge er det eneste reelle alternativ på pladsen.

Gæsternes Balotelli har ikke tegnet sig for et eneste ligamål i denne sæson, men City har en række andre muligheder. Tevez og Aguero har gjort det godt på det seneste, og den argentinske duo starter sandsynligvis inde mod Chelsea. De to spilleres konstante vandring på banen er et vigtigt angrebsvåben i sig selv. Specielt når Nasri og Silva driver frem ad banen.

Derudover har Mancini mulighed for at benytte den ikke ringe mulighed for at spille med Edin Dzeko, hvis det skulle knibe med angrebsspillet. Den store bosnier har scoret de fleste af sine mål som indskifter i denne sæson.

Chelsea har på sin side været tandsløs i angrebet på det seneste. Stamford Bridge-klubben har kun scoret tre mål i sine seneste tre kampe, hvilket må siges at være en kummerlig statistik for et hold med så stort et offensivt potentiale.

Torres har i sandhed ikke budt på meget bevægelse eller helhjertet fightervilje i angrebet, ligesom han heller ikke binder forsvarerne til sig og foretager de intelligente løb, der skaber plads til holdkammeraterne. Spanieren blev sat ind mod Juve og fik kun seks boldberøringer. Ikke engang et skud på mål blev det til.

Det er for meget at tro, at Chelseas nyudnævnte trænervikar kan reparere Torres hen over natten. Hverken AVB, Ancelotti eller Di Matteo evnede at løfte hans spil. Denne kamp burde blive afgjort på, at City har langt bedre alternativer i offensiven og på udskiftningsbænken.

Chelseas defensive problemer

Chelsea har i snit sluppet to mål ind i kampe, hvor Terry ikke har været med. Luiz og Cahill har slidt med at få samarbejdet til at fungere, og kampen i Torino tirsdag var lavmålet i den henseende. Duoen blev ofte spillet ud af position over for Juves bevægelige offensivkæde.

Det bliver derfor Benitez' første opgave at stramme op på forsvaret. John Terry er ude de kommende uger og ikke i månedsvis, som man først frygtede, og forsvaret lader til at være fortabt uden ham. Arbejdet med defensiven kan også vise sig at være vigtigt for The Blues, hvis vi kigger lidt længere fremad. Terry bliver ikke yngre, selvom holdet i stigende grad ser ud til at være afhængigt af ham.

Ingen af Chelseas øvrige forsvarsspillere besidder de samme evner, hvad angår kommunikation og organisation som John Terry. Gæsterne kan således få en gylden mulighed for at gøre rigtig ondt på Chelseas midterforsvar.

Rafa sætter uden tvivl forsvaret øverst på dagsordenen og agter at satse på kontraspil som det primære angrebsvåben. Midtbanespilleren vil få langt tydeligere opgaver end under Roberto Di Matteo. Med dette in mente bør vi forvente et mere kompakt Chelsea-mandskab - ironisk nok mere i tråd med den taktik, der gav succes i Champions League under Di Matteo i sidste sæson.

Midtbanen

Et andet problem for Chelsea har været, hvordan midtbanen reagere i omstillingssituationer. Mikel og Ramires gjorde et dårligt stykke arbejde mod Juventus, da modstanderens centrale trio hele tiden var et skridt foran. Juventus' to første mål kan tilskrives problemerne på midtbanen.

Benitez er helt sikkert bevidst om situationen. Yaya Toure og David Silva er nemlig eksperter i at udnytte den slags svagheder - Silva med sin udsøgte boldbehandling og sit lave tyngdepunkt og Toure med sine gode offensive løb. Hjemmeholdets svagheder bliver endnu tydeligere, når Ramires går med frem, eftersom Mikel mangler mobilitet til at rydde op i en situation, hvor han står én mod tre. Her er Ramires bevægelsesmønster mod Juventus:

Ramires er ikke en klassisk oprydder, men var placeret temmelig centralt mod Juventus, hvor han ofte stod i ingenmandsland, når han løb efter bolden i stedet for at holde sin position. Som konsekvens blev Chelsea overløbet på midtbanen. Vidal, Marchisio og både Asamoah og Lichtsteiner fik så at sige frit lejde gennem Chelseas centrale midtbaneled. Jeg forventer, at City får samme mulighed med Toure og Gareth Barry samt andre mere fremskudte spillere.

Hovedproblemet er imildertid, at John Obi Mikel ikke er god nok. Er han pasningsspiller? Er han benknuser? For at være ærlig er han ingen af delene. tag for eksempel Arsenals Mikel Arteta. Han lægger fine afleveringer med langt højere præcision sammen med flere tacklinger og bolderobringer. Mikel er ikke dygtig nok til at udfylde denne rolle hos The Blues. Det kan medfører, at Benitez beder Oscar om at falde ned i en dybere midtbanerolle for at begrænse Citys manøvrerum.

Chelsea har brug for flere spillere i dette rum, da Toure - kongen af omstillingsspillet - bevæger sig over store områder. Den granvoksne ivorianer kan skabe problemer med sine dybe løb - ikke mindst i kontrafasen. I kampe hvor City dominerer, bliver Toure længere tilbage på banen, som vi så mod Spurs for to uger siden. Dette er Toures bevægelsesmønster fra den kamp:

 

På samme måde som Ramires er Yaya en spiller med stor rækkevidde mellem de to felter. Sidstnævnte har alligevel mulighed for at bevæge sig ud i siderne på grund af den sikkerhed, som Barry sørger for.

Chelseas midtbane har været holdets store svaghed på det seneste, og City kan meget vel finde på at udnytte dette faktum ved at smide en masse folk ind centralt. Aguero og Tevez vil søge de samme rum, hvilket helt sikkert vil skabe problemer for Chelsea.

Chelsea vil sikkert erfare, at Toure, Aguero, Tevez og Silva overmander Mikel og Ramires. Sker det, er The Blues nødt til at satse på at køre kontraer. Eden Hazard kommer i så fald til at spille en vigtig rolle.

Playmakerduellen

Begge hold stiller som regel med et angrebsfirkløver bestående af tre offensivspillere på midtbanen bag ved spidsangriberen. Med Tevez og orres som de mest sandsynlige førstevalg på toppen kan vi som tilskuere komme til at opleve en række situationer, hvor midtbanespillere og angribere bytter plads, som de selv måtte ønske det. Det er noget, man bør holde øje med, og den, der vinder playmakerduellen, vinder kampen.

Chelsea sad i saksen mod Juventus, men normalt har Oscar og Mata været dygtige i sæsonen. Mata befinder sig dér, hvor tingene sker. Dette bevægelseskort viser, hvor vigtig han er for Chelsea, fordi han næsten dækker hele midtbanens bredde:

Det samme kan siges om Silva. Her fra kampen mod Aston VIlla i forrige uge:

Begge spaniere indtager identiske roller. De bevæger sig både centralt og ude på kanterne, hvilket gør dem så vanskelige at markere ud af kampene.

En ændring kunne være, at Mata flyttes dybere ned i banen for at få bolden fra Ramires, mens Mikel sætter gang i angrebene. Silva lader til at være mere afhængig af Barry og Yayas afleveringspræcision og modtager således bolden højere oppe på banen.

Begge hold mangler de naturlige fløje, eftersom de har bygget angrebsspillet op omkring offensive midtbanespillere. Det betyder i sagens natur, at begge holds backer bliver betalt for at flyve op og ned ad kanterne. Mancini satser normalt på angrebsvillige venstrebacker som Clichy og Kolarov. Begge holder af at drive frem ad banen. Hvis Benitez skulle vælge landsmanden Azpilicueta på højrebacken, så vil den unge mand få en travl dag på kontoret.

Dom

Dette er en kamp, Chelsea næppe har råd til at tabe. Klubben vandt det samme opgør sidste sæson med 2-1. Meget har dog ændret sig siden dengang.

Medierne følger kampen intenst for at se, om Chelsea vil være i stand til at løfte spillet under sin nye træner.

Det bliver spændende at se, om Benitez vælger en defensiv formation, og om City stiller op i 3-5-2'eren.

Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag. Det bliver svært for Rafa Benitez, der slet ikke er tilhængernes foretrukne valg, at implementere sine tanke og idéer i løbet af så kort tid. En sejr over City vil på den anden side gøre det nemmere for Chelseas tilhængere at få et varmere forhold til den tidligere Liverpool-træner.