Slap af, dommedagsprædikanter: Trænerne fortjener mere end 270 minutter



Hvad pokker skete der i weekenden? Jeg ved godt, at det næppe er en nyhed, når man kan konstatere, at den sunde fornuft for længst har forladt mangt en fodboldtilhænger, men det vanvid, vi har været vidne til de seneste par dage, har været forbløffende. Der er panik på Anfield, buhråb på White Hart Lane og nede på St Marys går der rygter om en dyster sammensværgelse.

Som oftest er hysteriet mest udtalt i Liverpool, hvor kernen af fornuftige og vidende tilhængere altid overdøves af tosserne. Et barn kunne fortælle dig, at Brendan Rodgers forsøger at lægge en skabelon ned over holdet, der drejer sig om hurtige afleveringer og intelligente løbemønstre, og selvsamme barn ville også kunne fortælle, at hurtige afleveringer og intelligente løbemønstre er VIRKELIG SVÆRT. Var det ikke det, ville alle spille sådan, ville de ikke? Et barn ville muligvis også kunne fortælle dig, at Liverpool er sluttet som nummer syv, seks og otte de seneste tre sæsoner, og at klubben ikke længere har snudeskaftet nede i Uefa's Champions League-pengetrug. Et nederlag til Arsenal er ikke en overraskelse. Et point mod Manchester City derimod er meget overraskende. Hvad angår sammenbruddet i West Bromwich Albion, så er det en form for kaos, alle hold oplever på et eller andet tidspunkt i sæsonen.

Hvad angår Spurs, så prøv at forestille dig de ændringer, der er sket, siden Harry Redknapp blev erstattet af Andre Villas-Boas. De er gået fra en venlig cockney, der holdt af at få folk til at smile, til en kommanderende portugiser, der har specialiseret sig i rapporter, dvd'er, og som har en tendens til at snakke om ting såsom vertikale pasninger. I "Red Dwarf"-termer (britisk science-fiction-sitcom, red.) svarer det til, at de er gået fra Dave Lister til Arnold Rimmer. Det tager tid for spillerne at vænne sig til den slags. Tidligere gav vi trænerne et par sæsoner til at få styr på tingene. Ikke længere.

Og dette fænomen er ikke begrænset til nye trænere. Nigel Adkins har stået for en kort periode med ekstraordinær succes i Southampton og har på hinanden følgende sæsoner slæbt klubben fra den gamle tredjedivision til toppen af britisk fodbold. Alligevel vågnede han søndag op til historier, hvori man stillede spørgsmålstegn ved hans fremtid. Harry Redknapp står åbenbart i køen af bejlere til hans job, for det er lige præcis det, man gør, når man vender tilbage til Premier League efter at have været væk i syv år; du genansætter den mand, der sørgede for at du rykkede ud af rækken i første omgang.

Måske er en del af problemet den succes, som Football Manager-spillene nyder - et emne, jeg ved en smule om. I Football Manager-land husker alle, hvordan de vandt ligaen med deres lokale hold, hvordan de graver kæmpetalenter frem og opbygger en trup, der styrer Europa som en gud. Ingen taler om dengang, de tabte deres første tre kampe og øjeblikkeligt slukkede for laptoppen. Jeg elsker Football Manager højere end de fleste - der er næsten tale om et kunstværk. Men det er stadig et computerspil. I den virkelige verden er trænerne nødt til at træde ind i omklædningsrummene og tale med virkelige mennesker, der er i besiddelse af attituder og egoer og frygt og bekymringer. Manageren kontrollerer spillernes skæbne. Så længe han har magten, er det udelukkende ham, der dikterer deres karrierevej. Det at være fodboldtræner handler måske i højere grad end nogensinde før om at kunne styre menneskelige relationer. Og menneskelige relationer tager tid at skabe.

Dette er det virkelige liv. Det er ægte mennesker, der forsøger at slibe og forme aggressive grupper af unge mænd, der er underlagt en usædvanlig grad af offentlig og privat granskning - oppefra og nedefra. Dette er ægte fodbold, et glorificeret kaos, hvor tykkelsen af en målstolpe kan betyde en gevinst eller et tab på flere millioner. Nogle mænd kan klare presset, nogle mænd vil være utroligt dygtige til det, nogle mænd er ikke i stand til at klare det. Der er ikke fastsat en tid for den endelige dom, ingen regler for tålmodighed i branchen, men jeg kan fortælle jer, at de fortjener mere end 270 minutter. Hvis du ikke forstår det, så forstår du ikke fodbold, og jeg er temmelige bange for, at du gør dig selv til grin foran alle andre.