Vaklende Arsenal må genfinde gnisten


Kort over spillernes bevægelsesmønstre, statistikker og tal kan altsammen underbygge det, vi lige har set på fodboldbanen, men én ting, disse ting ikke kan måle, er gnisten.

Alle hold har den, mister den, får den tilbage, ser den blusse op, hvorefter spillerne forudsigeligt nok kan se den forsvinde i den blå luft endnu en gang. Det ene øjeblik er det ikke noget, man taler om - det næste øjeblik leder man alle steder for at finde den igen.

Netop nu og præcis på det værst mulige tidpunkt i sæsonen har Arsenal midlertidigt mistet gnisten.

Skader til Theo Walcott og Aaron Ramsey har haft en kolossal indflydelse. Når man tænker på, hvad de to spillere står for, er det ikke svært at se, hvad The Gunners savnede i onsdagens uinspirerende målløse kamp mod Manchester United på Emirates Stadium.

Tempo er nøglebegrebet i moderne fodbold, og det gør Walcott (billedet herunder) til en absolut nøglespiller i Arsenal. Den engelske landsholdsfløj er måske ikke på toppen weekend efter weekend, og han leverer muligvis ikke kampafgørende præstationer kamp efter kamp, men uden hans vanvittige fart er Arsene Wengers mandskab ikke halvt så skræmmende for modstanderen.

Det at have en trup med boldspillere, der elsker at vende og dreje sig med kuglen, er én ting, men hvis tryllestøvet ikke virker helt så godt som normalt - sådan som tilfældet var onsdag aften i London - fremstår Arsenals våbenlager pludselig noget mere begrænset.

Walcott tvinger ikke bare defensiverne til at falde tilbage i banen, hvilket giver midtbanemagikerne mere plads at udføre deres magi på - han giver også sine holdkammerater muligheden for at smide de kritiske afleveringer afsted bag om forsvarslinjen. Uden hurtigløberne er al den plads næsten ligegyldig. Nogen skal strække modstandernes forsvarskæder ud, og det er bare ikke det samme i øjeblikket, hvor det kun er backerne, der kan levere dette element af spillet.

Lederskab og drive er også nødvendige kvaliteter på et hold, og det er primært her, Ramseys fravær gør ondt.

Det er ikke et problem at tage ansvar med bolden for Özil, Cazorla, Rosicky, Arteta og Oxlade-Chamberlain, men det er måske kun sidstnævnte, der naturligt brager gennem modstandernes defensive rækker. Den skadede waliser (billedet herunder) er, som han viste i begyndelsen af sæsonen, den bedste til at prikke hul på kompakte modstandere og true med skud i og uden for feltet. Det er ikke svært at forestille sig Ramsey kunne have gjort dette med succes mod David Moyes' mandskab onsdag aften.

Den sidste og afgørende gnist afhænger selvfølgelig også af holdets angriber, og i den forbindelse må man sige, at Olivier Girouds dynamik og skarphed har været aftagende siden sommer- og efterårsmånederne.

Er han kørt træt? Måske. Arsenals beslutning om ikke at investere i en angriber, der kunne give holdet noget andet, har i den forgangne uge set ganske kostbar ud.

Når Giroud ikke spiller op til sit bedste; når han ikke er i stand til at agere spilstation for midtbanespillerne, ja, så er hverken han eller holdet sig selv. Desværre for Wenger er alternativerne ikke mærkbart anderledes, hvad type angår. Er der mon noget, han fortryder nu? Igen: muligvis.

Man kan ikke bare klandre individuelle spillere for den mistede gnist. Det er også en mental tilstand. Da The Gunners var on fire tidligere på sæsonen, kom farten i afleveringerne, det intuitive i spillet og tilliden til afslutningerne helt naturligt, og uden at spillerne tænkte over det.

Nederlagene på 3-6 og 1-5 mod henholdsvis Manchester City og Liverpool har til en vis grad haft en negativ indflydelse på gnisten. Uafgjorte hjemmebanekampe mod Chelsea og Everton gjorde også lidt. Nu hvor spillerne mest af alt ønsker at undgå dyrebare fejl, ser vi mindre og mindre til den kraftfulde og ubekymrede enhed, der fløj til tops i ligaen.

Boostet af en solid defensiv, mental styrke og en evne til at vinde mod de små klubber har Arsenal formået at holde snor i toppen, selvom holdet ikke har nået højderne fra september og oktober. Nu sidder man med indtrykket af, at de mangler en smule mere helt fremme på banen.

Uden en angriber, der kan ruske op i angrebet, bliver det ikke nemt at genfinde opskriften fra tidligere på sæsonen. Det er dog ikke helt umuligt. Arsenal har stadig talent og holdånden til at levere en slutspurt, der kan være guld værd.

For at det skal ske, må de dog glemme alt om presset og om, hvem de savner. De må finde troen på sig selv igen, løbe risici, bevæge sig for hinanden og forsøge de ting, som ingen modstander kunne håndtere tidligere på sæsonen, da himlen var mere blå.

Pointene vil blive ved med at tikke ind, hvis Arsenal spiller med håndbremsen trukket, men det vil ikke kaste nogen titel af sig. Det er tid til at træde på speederen og smide hæmningerne.


Klik her for at se Unibets odds på Arsenals FA Cup-opgør mod Liverpool søndag!