Fem ting vi lærte af 1-1-kampen mellem Juventus-Inter


Det sædvanlige Juve fra start, og så gik gassen (igen) af ballonen

Husker du Juventus-Sampdoria? Tirsdagens Derby d'Italia havde samme manus, selvom mestrene denne gang var meget tæt på at tabe.

Allegris mandskab kom som sædvanlig fremragende fra start, og det var det syvende mål scoret inden for det første kvarter i ligaen i denne sæson. Derefter satte hjemmeholdet sig fysisk og teknisk fuldstændig på opgøret.

Efter pausen - her spiller Vidals skade også ind - gik gassen dog af ballonen, og Juve overlod spillet til Inter, hvilket førte til, at værterne var tæt på at stå med nul point efter slutfløjtet. Allegris Juve-mandskab fremstår mindre brutalt end Contes, og mestrene har svært ved at lukke kampe mod en modstander, der på overfladen ser besejret ud.

LÆS MERE: Her er vores guide til vinterens transfervindue i Serie A!

Inter leverede en stor anden halvleg

Efter fem minutter så det hele ud til at være afgjort; Juve løb som forventet Inter over ende. Juve-målet var fremragende: Vidal bragte bolden fremad og slog en perfekt tværaflevering til ... ja, Tevez naturligvis. Derefter tillod Juve sig at misse en række store målchancer, selvom Handanovic i Inter-målet også skal have kredit i den sammenhæng - særligt på Pogbas forsøg.

I anden halvleg satte Mancini sin nye spiller, Podolski, ind, men det var holdets tilgang til kampen, der ændrede sig. Inter gik mere helhjertet ind i opgøret, fik udlignet ved Icardi og brændte i hvert fald tre muligheder for at bringe sig foran.

En lille note: Mancini tog ved stillingen 1-1 Hernanes ud og satte Osvaldo ind, selvom Icardi og Podolski allerede var på banen. Tiden med Mazzarri på bænken synes allerede langt væk...

Osvaldo tabte hovedet

Inters smukke aften blev ødelagt af den scene, som Osvaldo kastede sig ud i over for holdkammeraten Icardi. Ok, Maurito fejlede ved ikke at spille bolden til den helt frie Osvaldo, men Osvaldos forsøg på fysisk at angribe sin holdkammerat var frygteligt at se på.

Efter slutfløjtet kom det uundgåelige tweet fra Osvaldos bedre halvdel, der ønskede Icardi hen, hvor pebret gror. Vi brokker os over de evindelige skænderier mellem trænerne i Serie A, men hvad ville der mon ske, hvis det var spillernes hustruer, der satte sig på bænken?

Handanovic viser endnu en gang sin klasse

Inter spillede som sagt en god kamp, men defensiven sejlede i første halvleg.

Når Juan Jesus og Ranocchia - ingen af dem spillede en god kamp - ikke var klar, leverede milanesernes superkeeper imidlertid varen.

Handanovic parerede et forsøg fra Pogba og tog sig derefter af afslutninger fra Vidal og Pirlo, og til sidst, da Inter kun var 10 spillere, agerede han sikker sidste skanse. Det var ikke første gang.

Prinz Poldi kom fint fra start

Det var hans første kamp i Inter-trøjen, og Podolski spillede kun i anden halvleg, men tyskerens præstation lover rigtig godt.

Først til højre, så til venstre og til sidst som spydspids, efter at Kovacic blev udvist. Podolski leverede en perfekt frispilning til Icardi, der dog misbrugte chancen, og til sidst måtte Buffon spurte næsten en halv banelængde for at sætte en stopper for et tysk orkestreret kontraangreb.

Mancini vil helt sikkert få brug for Podolski i den form.

LÆS MERE: Følg vores fyldige blogdækning af Serie A!