Fra Alperne til Etna: Absurd teater og beherskede forventninger


Det går sjældent, som den katolske præst prædiker i Guds eget land, Italien. Dette forhold gør sig i høj grad også gældende i det parallelsamfund, italienerne med vanlig sans for at skille sig ud har valgt at kalde calcio. Jo, jo, sikkert er det ganske vist, at Juventus vinder Scudetto'en hvert år, men derudover er der ikke mange ting, man kan vide sig sikker på i det italienske fodboldunivers - en præmis, der både kan fascinere og vække afsky alt efter den enkelte sag samt de øjne, der ser. Ligesom i så mange andre dele af det italienske samfund står man som udenforstående ofte med indtrykket af at være vidne til et stykke absurd teater med en betragtelig dosis tragikomisk krydderi.

Som vi beskrev på dette sted inden den sidste runde i Serie A, stod Parma umiddelbart med de bedste kort på hånden i forhold til at snuppe den sjetteplads, der ville kaste en værdifuld Europa League-plads af sig. Og det skulle da også gå således, at det var Parma-spillerne inklusiv Antonio Cassano, der herover ses i vild jubel med succestræner Roberto Donadoni, som via en 2-0-sejr på hjemmebane mod bundproppen Livorno kunne fejre klubbens tilbagevenden til Europa efter syv års fravær. At det var noget, der betød meget for klubben og byen, var man ikke i tvivl om, da spillere og ledere efter kampen iførte sig trøjer med budskaber som "drømmen er blevet til virkelighed" og "vi er i Europa".

I Firenze derimod blev der grædt, efter at Torinos profil Alessio Cerci (billedet herunder) med få sekunder tilbage af overtiden var trådt frem for at sparke straffe mod sin tidligere klub, Fiorentina. Cerci skød svagt og brændte, hvilket betød, at Torino efter en ellers fantastisk sæson blev fortrængt fra sjettepladsen af Parma i bogstavelig talt sidste øjeblik. På grund af venskabet mellem Torino og Fiorentina (endnu lidt af et særtræk ved italiensk fodbold, der kaldes gemelaggi eller direkte oversat tvillingeforhold) ærgrede mange af Fiorentinas tifosi sig også over det brændte straffe, hvilket fremgår af denne amatørvideo fra Stadio Franchi

Men, men, men ... så dukkede der, for Gud (så er vi tilbage ved indledningen) ved hvilken gang, ubetalte regninger og økonomisk rod op og ændrede virkeligheden som så ofte før i italiensk fodbold. Manglende skattebetaling i den for en fodboldklub relativt beskedne størrelsesorden af 2,2 millioner kroner betød, at Parma-præsident Tommaso Ghirardi pludselig stod med dobbelthagen i postkassen og måtte forklare klubbens tifosi og spillere, hvorfor pladsen i Europa måtte "gives tilbage" til Torino. Dommen blev naturligvis appelleret, men sidenhen stadfæstet: Parma kunne ikke få sin Uefa-licens, og Europa League-pladsen gik til Torino. Få dage efter trådte Ghirardi tilbage og satte klubben til salg.

Dermed står det klart, at Juventus og Roma er klar til at repræsentere Italien i Champions League efter sommerferien, at Napoli skal spille kvalifikation for at komme med i det fine selskab, at Fiorentina ryger direkte i Europa League-gruppespillet, og at Inter og Torino får lov til at prøve at kvalificere sig til den næstfineste europæiske turnering. Sæsonens vel nok allerstørste skuffelse blev den falmede storklub Milan, der sluttede på ottendepladsen à point med Torino. Resultatet blev da også to trænerfyringer; først røg Massimiliano Allegri, og efter sæsonafslutningen kom den fyring af Clarence Seedorf, der havde hængt som en tordensky over hollænderens hoved i længere tid trods periodevis rigtig fine resultater.

Ud med et tidligere Milan-koryfæ og ind med et andet og mere strømlinet tidligere Milan-koryfæ: Filippo Inzaghi (billedet herunder). Præsident Silvio Berlusconi, der fredag var med til at indvie Milans nye hovedsæde med en fin ny trøje i den ene hånd og sin datter, vicepræsident Barbara i den anden, havde i selskab med sin normale højre hånd i ledelsen, Adriano Galliani, længe konspireret mod Seedorf, og valget af den tidligere målræv og betroede medarbejder Inzaghi kom ikke som et chok (vi har endnu den officielle bekræftelse til gode). SuperPippo har i to sæsoner været træner i Milans højt respekterede ungdomsafdeling, men mange stiller spørgsmålstegn ved hans manglende erfaring som førsteholdstræner. Spændende bliver det i hvert fald at se, om Inzaghi formår at blive den første cheftræner i verdenshistorien, der dømmes offside i det tekniske felt...

Nok om Serie A; for mens de mere eller mindre dilettantiske og excentriske præsidenter overtager showet på de bonede gulve i sommerpausen, rejser Italiens 23 bedste fodboldspillere til Brasilien for at dyste om det eftertragtede verdensmesterskab. Forinden har Gli Azzurri som så ofte før excelleret i at vise omverdenen, hvor lidt de går op i venskabskampe. 0-0 og 1-1 mod sværvægterne Irland og Luxembourg fortæller os derfor intet om italienernes chance ved den forestående slutrunde.

Det gør derimod det faktum, at størstedelen af spillerne i landstræner Prandellis trup kommer med skuffende kontinentale præstationer i bagagen fra den forgangne sæson (resten spiller i klubber, der slet ikke var med i Europa): Ingen spillere i den italienske trup kom længere end kvartfinalerne i Champions League, og de mange landsholdsspillere fra Juve måtte overraskende bøje sig i semifinalen af Europa League mod Benfica. Kun tre spillere i VM-truppen tjener til deres daglige ciabatta i udlandet, og alle tre spiller de hos Champions League-kvartfinalisten Paris Saint-Germain: Marco Verratti, Salvatore Sirigu og Thiago Motta.

Ikke uventet har Cesare Prandelli, der herunder ses i selskab med sin forgænger Marcello Lippi ved italienernes træning forud for VM, valgt at satse på en stamme af Juve-spillere med Marchisio og den velgroomede vinkyper og gentleman Andrea Pirlo som de mest offensive af de seks (de øvrige er målmand/anfører Buffon samt forsvarsspillerne Bonucci, Chiellini og Barzagli). Der er ingen tvivl om, at det er denne rygrad af defensive kræfter fra det overlegne mesterhold, der skal sørge for den ro og stabilitet, der er så afgørende i en stor slutrunde, hvor nerverne hænger uden på trøjerne, og spillerne bliver presset til det maksimale efter en i forvejen hård og slidsom sæson.

De næstmest repræsenterede klubber i den italienske VM-trup er Milan, Torino og Parma (alle med tre VM-spillere), mens Roma, Napoli, Genoa, Lazio og Fiorentina alle har én mand blandt Prandellis udvalgte. At top-4-klubber som Roma, Napoli og Fiorentina kun har tre spillere med i alt (nummer fem, Inter, har slet ingen) taler muligvis sit eget tydelige sprog om, hvor stor en del af profilerne i den bedste italienske række der har udenlandske pas, men ikke desto mindre var Fiorentinas "genfødte" angriber og topscorer, Giuseppe Rossi, meget skuffet over i sidste øjeblik at blive siet fra. Rossi missede det seneste EM på grund af en skade, mens han også blev fundet for let af Lippi før VM i 2010.

I en gruppe, der også tæller England, Uruguay og Costa Rica, kan det efter denne signaturs mening ende med alt fra en førsteplads til et tidligt exit for Prandellis udvalgte. Meget vil som sagt afhænge af Juves forgyldte sekstet, men i offensiven hviler der et tungt pres på spillere som Cerci, Immobile, Insigne og ikke mindst Balotelli, der ved EM for to år siden viste, at han hører til blandt verdens allerbedste angribere, når han lader fødderne tale. Med skaden til Balotellis holdkammerat Montolivo øges Pirlos ansvar på midtbanen, og det skal blive spændende at se, hvor meget hjælp Juve-dirigenten kan få fra typer som Verratti og Aquilani.

Går Italien videre fra gruppen, kan det blive holdets held, at det skal møde enten 1'eren eller 2'eren fra den relativt svage Gruppe C, der består af Colombia, Elfenbenskysten, Japan og Grækenland, og fra en eventuel kvartfinale begynder så mange andre faktorer (skader, taktisk kløgt, erfaring, slid, dagsform etc.) at spille ind, at uforudsigeligheden nærmer sig sit zenit. Vi har tidligere set, hvad Italiens landshold kan bedrive, når ingen forventer sig det helt store af holdet, og hvis spillerne mod forventning skulle begynde at tvivle på egne evner, kan de passende kaste et blik på disse raske svende, der på original vis har omskrevet den italienske nationalmelodi:

Fra Alperne til Etna er ved at etablere sig som en magtfaktor på både Facebook og Twitter, og her vil der i forbindelse med Italiens vej gennem VM blive gjort opmærksom på nye artikler!