Fra Alperne til Etna: Evig ungdom og milanesiske udsving


Først kaster han sig ud i en akrobatisk bevægelse, der ville have kostet de fleste 38-årige adskillige fibersprængninger eller det, der var værre, og derefter tager han en selfie af sig selv med en ekstatisk Curva Sud i baggrunden. Det første med en del mere succes end det sidste, hvis vi nu skal være ærlige. Ja, Romas anfører og primære inspirationskilde, Francesco Totti, er ikke bange for at sysle med ting, mange nok ville mene, var upassende for en mand på hans alder, og hvis legendens to børn havde været lidt ældre end henholdsvis ni og syv, var der nok også blevet vendt øjne og sukket højlydt over en far, der tager selfies og skærer ansigter.

Romas tilhængere var imidlertid lykkelige, hvilket man godt kan forstå, eftersom søndagens derby mod Lazio var ved at udvikle sig til et helvede af Dante Alighieri'ske dimensioner. 0-2 var titelbejlerne bagud efter mindre end en halv time, og de lyseblå lokalrivaler så ud til ikke blot at skulle vinde håneretten, men også stikke en middelstor kæp i hjulet på den romerske stridsvogn, der ellers var ved at arbejde sig op på siden af det norditalienske Scudetto-monopol, Juventus. I sidste uges udgave af Fra Alperne til Etna forudså vi et "meget tæt" derby, og inden Tottis show beviste Lazio med brandvarme Mauri og Anderson, at tredjepladsen er et yderst realistisk mål i denne sæson.

HØR MERE: Fra Alperne til Etna besøger Per Marxen i årets første udgave af Unibet Sportscast!

Med sin - ganske kælne - assist til Mauri og endnu en scoring understregede 21-årige Felipe Anderson, at han efter halvandet år uden et eneste ligamål for Lazio har fundet topformen. Fem mål og fem målgivende afleveringer i fem kampe er enestående for den lynhurtige brasilianer, der har haft så store vanskeligheder ved at tilpasse sig livet og måden at spille fodbold på i Italien. Der blev dog dryppet malurt i bægret få dage senere, da Anderson fik at vide, at hans far var blevet anholdt for at have slået to mennesker ihjel med sin bil hjemme i Brasilien i det, der angiveligt skulle have været et jalousidrama. Barske sager for en ung mand, der er i gang med at udleve sin drøm på det europæiske kontinent.

En tur sydpå ad Autostrada del Sole bringer os til den kaotiske (charmerende er der enkelte, der vil hævde) havneby Napoli. Her kunne både den lokale fodboldklub og gæsterne fra Juventus glæde sig over det uafgjorte resultat i hovedstaden tidligere på søndagen, men efter 96 minutters spil på San Paolo var det Den Gamle Dame, der kunne svinge stokken i triumf over at have vundet på netop denne bane for første gang i ... 15 år. Opgøret som helhed var ikke noget at skrive hjem om, men Pogbas 1-0-mål og Vidals 3-1-scoring efter et formfuldendt kontraangreb var en sand fryd for øjet. Så meget for fornyet spænding i mesterskabskampen.

Napoli-ejer Aurelio De Laurentiis, der skriver sig ind i en prominent tradition for farverige og excentriske italienske fodboldpræsidenter, var helt som forudset ude med riven efter dommerne, der overså en offside på Juves andet mål. Uanset hvad var der dog tale om en mindre magtdemonstration fra mestrene, og filmproducer De Laurentiis' raseri var mest af alt forudsigeligt som et manuskript på en italiensk b-film eller (kunne man tilføje) som napolitanernes spil denne søndag aften. De lyseblå har nu blot vundet to af de seneste syv ligakampe og fremstår noget skrøbelige inden søndagens helt store kamp i Rom mod bronzerivalerne fra Lazio.

LÆS MERE: Vi guider dig gennem vinterens transfervindue i Italien!

Skrøbelighed er også noget, man finder i rigelige mængder, hvis vi tager turen nordpå til Milano - ikke fordi det er her i den lombardiske metropol, at den hårdtprøvede italienske børs befinder sig, men fordi klubbens to store klubber, Inter og Milan, er noget nær umulige at blive kloge på i denne sæson. Uden for byens mure fyger det med hånlige bemærkninger, mens der mest har været gråd og tænders gnidsel i og omkring Milanos fodboldkatedral, San Siro. Ét point skiller Rossoneri og Nerazzurri på henholdsvis ottende- og niendepladsen, og der går sjældent en weekend, uden at mindst én af klubberne dummer sig gevaldigt.

Således også i den forgangne weekend, hvor Inzaghis gutter måtte nøjes med 1-1 på udebane mod ét af ligaens mest bovlamme mandskaber, Torino (13 mål i 18 kampe). En pokalsejr i midtugen hjemme mod Sassuolo kan ikke skjule det faktum, at Berlusconi-kæledæggen Inzaghi har meget vanskeligt ved at finde en formel, der virker. Tre kampe uden sejr er status netop nu, og samtidig kan de rødsorte tifosi se lokalrivalerne fra Inter forstærke sig med navne som Xherdan Shaqiri og Lukas Podolski. Efter et meget svært jule- og nytårsprogram står Inter tilmed noteret for fire kampe uden nederlag, og Mancini fik i weekenden sin første ligasejr efter sit comeback på bænken (3-1 over Genoa). Det kunne selv denne spektakulære knockout ikke ændre på.

I weekenden er kravet tre point for begge Milano-klubber, når bundholdene Empoli og Atalanta, der blot har vundet tre ud af sæsonens hidtil 18 kampe, agerer modstandere. På Sardinien sidder der i hvert fald én mand, der håber på sejre til kollegerne Inzaghi og Mancini, og det er Cagliari-træner Gianfranco Zola. 2-1-gevinsten mod nummer sjok, Cesena, var samtidig øboernes første hjemmesejr i sæsonen. Tre point søndag i Udine kan betyde, at Zola & Co. henviser Atalanta til en tilværelse under stregen og kravler op på siden af Chievo, der torsdag - bør vi lige nævne - hentede midtbanespilleren Anders Christiansen i FC Nordsjælland.

Vi slutter denne uges udgave af Fra Alperne til Etna af i Firenze, hvor Fiorentina bevarede håbet om europæisk fodbold efter sommerferien med en 4-3-sejr over formstærke Palermo - blandt andet takket være dette studie fra Joaquin i, hvordan man skruer en bold op i trekanten.

19. runde af Serie A-sæsonen 2014/15: Empoli-Inter, Palermo-Roma (begge lørdag), Lazio-Napoli, Milan-Atalanta, Cesena-Torino, Chievo-Fiorentina, Genoa-Sassuolo, Parma-Sampdoria, Udinese-Cagliari, Juventus-Verona (alle søndag).

Følg Fra Alperne Til Etna På Facebook!

Følg Fra Alperne Til Etna På Twitter!