Fra Alperne til Etna: Havnebyens helte sætter alle sejl til i jagten på ædle metaller


De der har besøgt Italiens næststørste by, Milano, ved, at regionshovedstaden i Lombardiet på mange måder virker mindst ligeså (central)europæisk som klassisk italiensk. Der er en større kølighed i denne tågede millionbys udtryk, end man oplever længere sydpå, og det er tydeligt, at byen, der betragtes som landets handelscentrum, og dens indbyggere henter en ikke ubetydelig mængde inspiration fra nabolandene mod nord og fra Storbritannien. Som vi beskrev i den seneste udgave af Fra Alperne til Etna, er der dog ikke meget kølighed over tilhængerne af byens to fodboldflagskibe, Inter og Milan, der begge risikerer at måtte blive inden for Italiens snærende grænser i den kommende sæson.

I den forgangne weekend blev det igen understreget, at de to storklubbers trænere, Filippo Inzaghi og Roberto Mancini, har så meget arbejde at gøre med henholdvis Milan og Inter, at selv den mest karrieremindede milanesiske børsmægler ville få sved på panden. Pippo Inzaghi havde udtalt, at han havde svært ved at se, hvilke italienske hold, der skulle kunne slå hans Rossoneri. Det kunne Genoa. 1-0 vandt Gasperinis udvalgte hjemme på Luigi Ferraris pløjemark af en bane, og dermed kom Milanos pt. højest rangerede mandskab - og dets selvtillidsfyldte træner - ned på jorden igen efter sidste uges 2-0-sejr over Udinese.

Skæbnen ville det således, at netop Udinese for anden uge i træk skulle en tur til San Siro, og trods Inters føringsmål ved topscorer Icardi afslørede De Små Zebraer fra Udine (billedet herunder) det, de fleste var klar over: At Nerazzurri trods det uafgjorte resultat mod Milan i derbyet fremstår om muligt endnu mere skrøbelige og rystede end bysbørnene netop nu. Hvilket ikke siger så lidt. 1-2 tabte Mancini & Co til den tidligere Inter-træner Andrea Stramaccionis gutter, og dermed har Mancio fortsat sin første ligasejr til gode i en sæson, hvor Inter nu har tabt flere kampe, end man har vundet (4-5-5).

Med nederlaget røg Inter ned i den tunge ende af tabellen, og fra sin 12. plads har klubben inden 15. spillerunde fire point op til syvendepladsen og lokalrivalen, Milan, der søndag møder Napoli i en meget vigtig kamp om de europæiske pladser. Her får Inzaghi endnu et eksempel på et hold, der er i stand til at besejre Milan, og hvis napolitanerne, der nu er ubesejret i 11 ligakampe i træk, snupper alle tre point, vil drømmen om Europa fortabe sig yderligere i tågen over den norditalienske metropol. Denne drøm fremstår pt. endnu mere hypotetisk for Roberto Mancini, der sammen med sit Inter-hold er pisket til at besejre et af rækkens dårligste hjemmehold, Chievo.

Det koster dyrt at lukke tre mål ind mod et hold, der i sæsonens foregående 13 kampe kun havde scoret fem gange.

Pisket til sejr blev Atalantas spillere og trænere også, hvis man skal tro visse italienske medier, der fortæller, at klubbens præsident i pausen af hjemmekampen mod Cesena banede sig vej til omklædningsrummet og truede træner Stefano Colantuono med en fyring, hvis ikke stillingen 1-2 blev vendt. Det afviser Colantuono på det kraftigste, og efter en højest overraskende kraftpræstation fra La Dea i anden halvleg, hvor værterne sikrede sig sæsonens blot anden hjemmesejr (3-2), endte det såmænd med at blive kollegaen fra Cesena, Pierpaolo Bisoli, der blev fyret som den tredje Serie A-træner i denne sæson. Det koster dyrt at lukke tre mål ind mod et hold, der i sæsonens foregående 13 kampe kun havde scoret fem gange.

Så går det straks bedre for en af de andre oprykkerhold, Palermo. Den sicilianske klub har længe lignet en størrelse, der er for stærk og velspillende til at ryge retur til Serie B, og de lyserøde syditalienere har nu spillet seks ligakampe uden at tabe. Der har været udfald (0-4 hjemme mod Lazio og 0-3 i Empoli), men så længe en fyr som Paulo Dybala er fit for fight, vil Palermo kunne give et hvilket som helst modstanderhold problemer. Den argentinske angriber har nu scoret fem mål i fem kampe, og i 2-2-udekampen mod Torino gav han endnu en gang prøver på sit store talent med scoringen til 2-1. Dybala & Co. ligger nu nummer 11. - ét point foran Inter.

Hvis vi tager et langt hop opad i tabellen, bød den forgangne runde ikke på forskydninger, men pointtab til både nummer ét, Juventus, og førsteudfordreren, Roma, betyder, at de to Genova-hold, tidligere omtalte Genoa og Sampdoria, nu "kun" har henholdsvis ni og 10 point op til Bianconeri, der måtte nøjes med 0-0 på udebane mod Fiorentina. Samp-præsident Massimo Ferrero, der tidligere har gjort sig bemærket med sin excentriske adfærd og hang til at vise sig iført diverse effekter i klubfarverne, blå, rød og hvid, leverede i forbindelse med 3-1-sejren ude mod Verona mandag aften endnu et kapitel til sin efterhånden omfangsrige og stærkt underholdende billedbog.

Synet af Ferrero & Co., der nærmer sig bagfra vækker næppe på nuværende tidspunkt den store bekymring i Roma, hvor det der fylder mest efter weekendens kampe, nok snarere er det faktum, at man heller ikke denne gang var i stand til at udnytte et fejltrin fra toprivalen Juve. En afstand på tre point er ikke meget, men af bitter erfaring ved Giallorossi, at Den Gamle Dame ikke ryster på hænderne mange gange i løbet af en sæson. Når det sker, som det gjorde i Firenze, og som det tidligere har gjort i Sassuolo og Genova, så handler det om at hugge til. Det gjorde Roma og særligt målmand De Sanctis ikke på eget græs mod Sassuolo, hvor De Rossi så rødt lige efter pausen, men hvor værterne trods alt viste moral og kæmpede sig til uafgjort efter at have bagud 0-2.

Mens Francesco Totti sad på bænken i hele opgøret, så bar hans ni-årige søn, Cristian, samme dag anførerbindet for Romas noget yngre årgange i et mini-Rom-derby for syvmandshold mod rivalerne Lazio, hvor Totti Junior endda scorede til slutresultatet 3-1. Hovedstadsklubben kan meget vel få brug for lidt Totti'sk magi søndag, når formstærke Genoa byder indenfor på sit knoldede græstæppe. Forinden har Juve taget imod Ferreros håndgangne mænd fra Sampdoria og dermed sat gang i en calcio-dag, hvor opkomlingene fra havnebyen i Ligurien kan hente yderligere ind på forhåndsfavoritterne fra Torino og Rom.

15. runde af Serie A-sæsonen 2014/15: Palermo-Sassuolo, Lazio-Atalanta (begge lørdag), Juventus-Sampdoria, Genoa-Roma, Parma-Cagliari, Udinese-Verona, Cesena-Fiorentina, Milan-Napoli (alle søndag), Empoli-Torino, Chievo-Inter (begge mandag).

Du kan se højepunkter fra samtlige kampe i den forgangne runde via Serie A's officielle Facebook-side!

Følg blogredaktør og calcio-ekspert Emil Birkeland Klintorp på Twitter!

Følg din favoritblog om calcio, Fra Alperne til Etna, på Facebook!