Fra Alperne til Etna: Mirakelkure og profettårer


At man lever livet farligt som træner i Italien, kan næppe komme som en overraskelse for de faste læsere af Fra Alperne til Etna; iltre præsidenter, fanatiske tilhængere og en allestedsnærværende sportspresse er medvirkende årsager til, at trænerhovederne triller med en ganske bemærkelsesværdig hyppighed i Støvlelandet.

Onsdag måtte Eusebio De Francesco finde sig i at blive det seneste trillende hoved i den dramatiske sæbeopera, der går under navnet Serie A. Sassuolo-træneren måtte betale den ultimative pris for det sjette nederlag i syv kampe og en øjeblikkelig placering som tredjesidst i tabellen.

Om det har været et kollektivt nytårsfortsæt fra de italienske klubpræsidenters side at fyre så mange trænere som muligt i 2014, er nok tvivlsomt; ikke desto mindre er fyringen af De Francesco i oprykkerklubben den sjette af sin slags i januar, hvilket svarer til en trænerfyring i den bedste italienske række hver femte dag, siden klokken slog 12 nytårsaften.

Selvom trænerfyringer kan være et resultat af afmagt fra en uduelig ledelse og ofte bliver omtalt som "den nemme løsning", så ser vi i øjeblikket en række eksempler på, at en udskiftning af manden med det taktiske ansvar rent faktisk kan vise sig at være lidt af en mirakelkur.

Tag nu Lazio; ledelsen hos de lyseblå romere anført af præsident Lotito valgte ikke overraskende at skille sig af med træner Petkovic fire dage inde i det nye år, hvorefter - og dette var straks mere overraskende - den tidligere træner Edy Reja blev genansat.

To dage senere besejrede Lazio så Inter med 1-0, og hovedstadsholdet er nu ubesejret i fire kampe under sin nye træner, der med den forgangne weekends 1-1-resultat på Olimpico mod Juventus blev den første, der tog point fra det suveræne førerhold i næsten fire måneder.

Et andet og mindst ligeså godt eksempel på en mirakelkur er Sampdorias ansættelse af Mihajlovic, der siden sin tiltrædelse i midten af november har genrejst et selvtillidsforladt Blucerchiati-mandskab. Siden trænerskiftet har Samp kun tabt to ud af ni kampe (ude mod Napoli og Juventus - de to vel nok sværeste steder at spille i Italien), og klubben fra Genova ligner ikke længere en nedrykker.

Om Milans nye træner, Clarence Seedorf, også er en mirakelmager, har vi endnu til gode at se; faktum er dog, at den smilende hollænder siden sin ankomst har vundet to ud af to ligakampe - indrømmet, med de knebne cifre 1-0 og 2-1 over henholdsvis Verona og senest Cagliari. Den nu fyrede Allegri havde inden da blot vundet én ud af fem opgør i Serie A.

Januar har i det hele taget været en ganske dramatisk måned. Her tænkes ud over de mange trænerfyringer naturligvis på det transfervindue, der smækker i med et brag natten til lørdag, og som vil efterlade visse tifosi og præsidenter fortrøstningsfulde, mens andre finder sig selv med det velgroomede latinoskæg i vindueshasperne og frustrationens tårer løbende ned ad kinderne.

Tårer var der masser af på Lazios træningsanlæg torsdag, da brasilianske Hernanes (også kendt som Profeten) sagde farvel til medspillere og tilhængere. Den elegante og teknisk uovertrufne trequartista skifter hovedstadsklubben ud med Inter, hvis nye præsident, indonesiske Erick Thohir (i selskab med den tidligere præsident Massimo Moratti på billedet herover), må punge ud med over 110 millioner kroner for sit første store indkøb.

At Milano-klubben har hårdt brug for forstærkninger ikke mindst i angrebet, kan der næppe være tvivl om efter en måned med massive protester fra tilhængerne og stribevis af elendige resultater (Nerazzurri har endnu ikke vundet i år og er gået målløse fra banen i fire ud af årets hidtil fem kampe).

Thohir droppede efter dommedagserklæringer fra Curva Nord i sidste øjeblik en byttehandel med Juventus, der involverede Juves marginaliserede, men respekterede angriber Vucinic og Inters offensive profil Guarin (billedet herover) - sandsynligvis endnu et eksempel på de mest fanatiske fangruppers massive indflydelse på klubledelsernes beslutninger i Italien.

Hos lokalrivalerne Milan, der efter et horribelt efterår har hentet hele syv point på Inter i januar, har der også været kraftig træk fra transfervinduet; ind er blandt andet kommet Michael Essien fra Chelsea, hvis kvaliteter på den defensive midtbane er uomtvistelige, men hvis 31 år samtidig står i skarp kontrast med Rossoneri-ledelsens erklærede mål om at forynge truppen.

Inde på banen fortsætter Milan-stjernen Balotellis flyvende cirkus. Efter sin udligning på direkte frispark ude mod Cagliari besluttede Super Mario sig for at henvende sig til hjemmeholdets tifosi, som angiveligt havde været på nakken af landsholdsangriberen det meste af kampen.

På billedet herunder kan man ane, hvilken gestus det drejede sig om, og de obskøne håndbevægelser endte da også med at koste Balo et gult kort, én spilledags karantæne samt en bøde på cirka 75.000 kroner.

I modsætning til Balotelli plejer Napoli-målmand Pepe Reina at være en relativt kontrolleret type på grønsværen. Hjemme foran computeren kan temperamentet dog hurtigt koge over, hvilket næppe kommer som en overraskelse for de af os, der har vores daglige gang på Facebook, Twitter og diverse debatfora.

Da toprivalerne fra Roma bragte sig foran 3-1 på et tvivlsomt dømt (og i sidste ende også ganske ligegyldigt) straffespark mod Verona, tweetede Reina således følgende svada (frit oversat): "Hvad er det for et lortestraffe? Mamma mia". Budskabet blev efterfølgende slettet, men på det tidspunkt havde en snarrådig person eller to naturligvis lavet en copy/paste.

Med Juventus' sjældne pointtab samt fuld gevinst til den nærmeste forfølger, Roma, er der skabt fornyet spænding i toppen af Serie A ... nej okay, lad os være ærlige og konstatere, at det ikke er tilfældet. Den Gamle Dame fra Torino har fortsat et solidt forspring på seks point, og min tidligere anførte pointe, om at Bianconeri er urørlige i toppen, står ved magt trods udviklingen i den forgangne runde.

Søndag aften står Conte & Co. for anden weekend i træk over for én af de øvrige seks Søstre - denne gang i form af Inter. Derby d'Italia som kampen populært er blevet kaldt i Italien siden slutningen af 1960'erne, tegner dog umiddelbart til at blive en énsidig forestilling med værterne fra Torino i hovedrollen og med kriseramte Inter som prygelknabe. Eller vil Profetens ankomst allerede kaste milanesiske mirakler af sig?
 

Den kommende runde i Serie A: Bologna - Udinese, Cagliari - Fiorentina, Milan - Torino (alle lørdag), Genoa - Sampdoria, Atalanta - Napoli, Catania - Livorno, Chievo - Lazio, Roma - Parma, Sassuolo - Verona og Juventus - Inter (alle søndag).


Klik her for at følge vores dækning af Serie A på Unibet.blog.com!

Klik her for at følge blogredaktør Emil Birkeland Klintorp på Twitter!