Fra Alperne til Etna: Pogba viser vejen i den skæggede leders fravær


Det ligger ikke til fornemme gamle damer at gå i panik. Op- og nedture; det handler om at optræde med værdighed. Ikke desto mindre havde Italiens gamle dame, Juventus, en del at spekulere over i den forgangen uge. Ikke nok med at skaderne blandt centrale stamspillere hobede sig op, så havde Lazio og Napoli til og med den frækhed at sætte farten op i forfølgerfeltet. Den skæggede dam... jeg mener, den skæggede leder på midtbanen, Andrea Pirlo, blev ikke klar til weekendens kamp mod formstærke Udinese, ligesom der var skader hos tunge navne som Marchisio, Chiellini og ... øhm, Nicklas Bendtner.

Der var med andre ord en begrundet frygt for, at mestrene ville blive indhentet rent pointmæssigt af hovedstadsholdet og syditalienerne. Omvendt havde Udinese al mulig grund til at tro på, at man kunne tage point fra Juve i Torino, efter at Di Natale & Co. i runderne forinden på hjemmebane havde tæsket henholdsvis Inter (3-0) og Fiorentina (3-1). Her gjorde den tidligere danskerklub imidlertid regning uden vært, som i dagens anledning var en teenager ved navn Paul.

Med to langskudsdrøn af en anden verden brød den 19-årige franskmand Paul Pogba gennem lydmuren i en grad, så sneen på de alpetoppe, der omgiver Torino, knirkede af fryd. 4-0 endte kampen, hvor den skrøbelige, men altid farlige Vucinic samt Matri stod for de to øvrige kasser. Dermed fik Juve ikke alene vist, at stam- såvel som marginalspillere kan præstere under pres, men også at det udskældte angreb trods alt har mål i sig - ikke mindst Matri, der med et ansigt, som er en stumfilmsskuespiller fra 1920'erne værdigt, i mange måneder har lusket rundt et sted i ingenmandslandet mellem bænk og bane fuldstændig tømt for selvtillid.

Pogba er et overskudsprodukt fra Manchester United, men i en tid hvor økonomien i Serie A ligesom luften er på frysepunktet, så skal solstrålehistorierne ofte komme fra en uventet kant. Og denne gang var det så monsieur Paul Labile Pogba årgang 1993, der stjal overskrifterne. Folk, der følger italiensk fodbold, vil være klar over, at knægten er et uomtvisteligt talent. Ellers får man naturligvis heller ikke chancen hos Juventus. Men at score to drømmemål i en kamp, hvor presset var til at få øje på, ja, det kom vist som en overraskelse for de fleste. Og på trods af sin flamboyante fremtoning og sine Balotelli'ske jubelscener, så er den unge fyr rent faktisk ganske ydmyg omkring sin rolle på holdet.

Samme dag, lørdag, snublede Lazio på udebane mod det kriseramte bundhold Palermo. 2-2 blev kampen, der såmænd kunne være gået meget værre for Biancocelesti, hvis ikke det var blevet til en reducering på straffespark seks minutter før tid. I modsætning til Juventus er bredden i Lazios trup relativt fraværende - ligesom topscorer Klose var det mod Palermo på grund af en skade. Tyskerens obligatoriske mål kunne klubholdet fra den evige stad godt have brugt lørdag på Sicilien.

I den kamp sad Luciano Zauri med trøjenummer 78 på bænken uvidende om, at han dagen efter - midt i skuffelsen over ikke at kunne følge med Juventus i toppen - skulle blive udnævnt til en vaskeægte helt. Veteranen, der i dag frister en tilværelse som marginalspiller, befandt sig på en restaurant i Rom, da en syvårig pige (i øvrigt datter til præsidenten for det polske fodboldforbund, for at det ikke skal være løgn) faldt ned i en fire meter dyb brønd, der lå under restaurantens badeværelse. Ja, du læste rigtigt. Det midlertidige gulv over brønden gav efter, og så blev Lazio-backen ellers firet ned i et reb og reddede pigen op. Der er en del ubekendte i den historie, men af og til skal man bare læne sig tilbage og konstatere, at der er visse ting, der kun sker i Italien.

Samme søndag, som dramaet udfoldede sig på den romerske restauration, væltede det andet forfølgerhold, Napoli, også over sine egne ben og tillod Juventus at skabe sig et hul på fem point i toppen. I modsætning til Lazio tabte napolitanerne dog point til et glimrende hjemmehold i form af Fiorentina. Napolis angrebsfænomen Edinson Cavani scorede (selvfølgelig) sit ligamål nummer 100 i Serie A og udbyggede samtidig sin føring på topscorerlisten, men det ville han nok gerne have byttet væk for tre point i en kamp, der nok især vil blive husket for det besynderlige mål, Violas argentinske forsvarsspiller Facundo Roncaglia scorede til 1-0. Hvad Napolis iltre keeper Morgan De Sanctis har gang i i situationen, må stå hen i det uvisse, men han skal nok ikke lave mange flere af den slags uhyrligheder, før præsident De Laurentiis tager telefonen og ringer til signor Hansen fra Farum.

Vi kan dermed konstatere, at alt er tilbage ved det gamle i Serie A. Eller næsten alt. For på San Siro i Milano fik Milans hårdt kritiserede angriber Giampaolo Pazzini i den grad de kritiske lombarder op fra sæderne, da han efter at have scoret (heldigt) til 1-0 fordoblede føringen mod Bologna takket være en genistreg, som man vist skal et godt stykke tilbage i tiden for at finde magen til på de kanter, hvor du som regel får brækket dit ben af en brutal forsvarsklippe, hvis du forsøger at jonglere med bolden i modstanderens felt. Milans "franske klovn" Mexes ville også have opmærksomhed, men hans selvmål i de døende minutter kunne ikke ændre det faktum, at Milan nu har vundet fire hjemmekampe i træk og kun er to point fra femtepladsen og dermed Europa League-kampe efter sommerferien.

Naboerne fra Inter fik efter fire udebanenederlag i træk et enkelt point i Rom mod Roma i det, der udviklede sig til at blive en skuffende subtopkamp, hvor Nerazzurri kunne glæde sig over, at klubben scorede sit første mål på fremmed græs siden 11. november sidste år. Det var dog ikke den eneste abekat, Inter fik verfet væk fra skulderen i søndags, hvor man fik solgt den surmulende og pengeglade, men ubestrideligt fantastiske hollandske primadonna Wesley Sneijder til tyrkiske Galatasaray. 60 millioner er ikke meget at få for en spiller af den kaliber, men som sagt: De italienske klubber fra bund til top fattes penge, og med tanke på Sneijders årsløn på 45 millioner kroner tjener præsident Massimo Moratti reelt langt mere end blot transferbeløbet. De middelmådige resultater på banen gør dog, at klubbens hårdkogte og utålmodige tifosi næppe vil lade millionerne brænde i lommen på Il Presidente.

Runde 22 i Serie A byder på følgende kampe: Lazio-Chievo, Juventus-Genoa (begge lørdag), Bologna-Roma, Sampdoria-Pescara, Cagliari-Palermo, Parma-Napoli, Udinese-Siena, Catania-Fiorentina, Atalanta-Milan og Inter-Torino. Du kan spille på kampene her.

Emil Birkeland Klintorp er journalist og skribent med forkærlighed for italiensk fodbold og Serie A. Du kan følge med i hans skriverier på Twitter HER.