Italiens fodboldfyrster: Andrea Agnelli regerer i skyggen af Calciopoli


I Frankrig er det Peugeot. I Italien er det FIAT.

Fabbrica Italiana Automobili Torino (FIAT) er et af de mest berømte italienske brands. Og har man først sagt FIAT, må man også sige Agnelli, hvorefter navnet Juventus trænger sig på.

La Vecchia Signora (Den Gamle Dame) er på mange måder selve symbolet på italienske fodbold - skamskudt af skandaler, men også den klub, der har flest italienske mesterskaber at prale af, og som er blevet en institution i europæisk fodbold. Skal man vælge en klub som symbol på landet Italien, ville de fleste vælge Juventus.

Edoardo Agnelli fik kontrol med klubben i 1923, og han var manden, der byggede et nyt stadion til Juve. Siden 1923 har navnet Agnelli været uløseligt forbundet med Juventus i det, der er det mest indlysende ”fodbold-familiedynasti” i Italien.

Agnelli - engang Italiens rigeste mand, berømt for sin ledelse og for sin stil; på alle måder et stilikon – en herre, der var med til at definere måden, italiensk fodbold opfattes på den dag i dag.

Men hvad der måske vil være overraskende, er, at Juventus alle dage har været en klub, hvor man også ser på de forretningsmæssige konsekvenser af den måde, som klubben køres på, og her er det, at familien Agnelli kommer ind i billedet. Der er tale om en familie, der er fast forankret i sin egen del af Italien.

Juventus har ikke ligefrem været forskånet for problemer med aftalt spil: Senest i maj 2006 hvor klubben efter to mesterskaber i rap pludselig fandt sig selv på anklagebænken i det, der skulle blive kendt som Calciopoli-skandalen.

Nu er skandaler ikke ligefrem noget, man er uvant med i Støvlelandet, men Calciopoli var på mange måder noget særligt; ikke mindst fordi Italiens største klub var involveret, og fordi man fandt det bevist, at sportsdirektør Luciano Moggi var en af hovedmændene i den omfattende svindelsag.

Politiet havde således hele bevismaterialet på bånd efter telefonaflytninger, der havde stået på i månedsvis. Og det var artige sager, der kom frem i lyset; ikke mindst det faktum at der blev afsløret et veritabelt netværk, som omhyggeligt planlagde udvælgelsen af de ”rette” dommere til kampene. Og det var i Juventus’ øverste ledelse, man fandt arkitekterne bag store dele af fiksfakserierne. Så mens AC Milan gik fri, faldt der hårde straffe til Lazio, Fiorentina og ikke mindst til Juventus.


Luciano Moggi fik livsvarig karantæne fra al italiensk fodbold, mens ejerne af Fiorentina, brødrene Della Valle, fik tre års udelukkelse.

Efter flere appelsager blev de oprindelige straffe til klubberne modereret, men Juventus slap ikke for at blive tvangsnedrykket til Serie B. Og hvad der var værre, var, at klubben blev frataget de to mesterskaber, som den havde vundet årene forinden. Derfor er den nemmeste måde at starte et slagsmål på i Torino at fortælle en flok Juve-tifosi, at de altså kun er noteret for 29 (og ikke 31) mesterskaber.

I det hele taget var det Juventus, der endte med at få den hårdeste straf af alle de klubber, der viste sig involveret i Calciopoli. Et hårdt slag mod en klub, der muligvis ikke så sig selv som direkte uskyldig, men i hvert fald ikke havde gjort noget, som ingen andre topklubber havde gjort. Især antipatien mod Inter og familien Moratti fik frit løb. Særligt én samtale mellem Moggi og den daværende cheftræner, Marcello Lippi, dokumenterede til fulde, at der ikke var nogen varme følelser mellem Juventus og Inter.
 

Klik her for at lytte til Unibet SportsCast om de italienske fodboldfyrster!
 

Vel var Calciopoli en skidt sag, men i Torino tror de den dag i dag stadig, at klubben ikke gjorde sig skyldig i noget, som mange af de andre – og her tænkes især på Milano-klubberne – ikke havde praktiseret før i tiden. Den eneste forskel var bare, at Juventus blev taget med fingrene i biscotti-dåsen.

Med nedrykningen til Serie B, hvilket var billigt sluppet i forhold til den oprindelige dom, der ville have smidt Juventus ned i Serie C, fulgte også det naturligvis farvel til mange af de stjerner, som havde ført klubben til de nu annullerede mesterskaber: Zlatan Ibrahimovic og Fabio Cannavaro var blot to af de profiler, der forlod klubben.

Men at Juventus er noget særligt, blev understreget af alle de navne, der ikke skred, men som tog turen med ned i Serie B: Gianluigi Buffon, Alessandro Del Piero, David Trezeguet og Pavel Nedved fuldførte deres kontrakter, mens ny etablerede stjerner som Giovinco og Marchisio fik deres gennembrud, mens Juventus spillede i den næstbedste række.


Bianconeri rykkede naturligvis hurtigt op igen, men til trods for mesterskaber og sportslig succes, så har Calciopoli efterladt et beskidt fingeraftryk på Den Gamle Dame, hvilket klubbens nuværende præsident, Andrea Agnelli, udmærket er klar over.  Når det regner på Juventus, drypper det altid på FIAT. Når man ejer den de kontrollerende 60 pct. af en stor fodboldklub, må man tage det sure med det søde, og eftersmagen af Calciopoli er mere bitter end ren Campari.

Uanset hvor mange fodboldkampe Juventus end vinder på banen, vil Calciopoli klæbe til navnet Juventus i lang tid. At klubben så i øvrigt er en af de bedst drevne og finansielt sundeste af de europæiske topklubber, betyder i denne henseende mindre. Familien Agnelli har i sagens natur store ambitioner med Juventus, der forbliver en stormagt på den europæiske scene, men at være blevet taget i fusk én gang er noget, som både tifosi og aktionærer husker.

Det til trods for at hukommelsen i Italien alle dage har været … skal vi sige selektiv?


Klik her for at læse Per Marxens portræt af Milans enehersker, Silvio Berlusconi!