Italiens fodboldfyrster: Pozzos hellige treenighed


Det er i byen Udine i det nordøstlige Italien, man finder en af de mest succesfulde fodboldbosser i Europa - og én, der faktisk ikke er omgærdet af skandaler. Giampaolo Pozzo (fotoet herover) er uomtvisteligt en dygtig fodboldkøbmand - ikke mindst hvad angår scouting og talentudvikling.

David Pizarro, Vincenzo Iaquinta, Sulley Muntari, Asamoah Gyan, Gökhan Inler, Alexis Sanchez og naturligvis danske Martin Jørgensen er alle spillere, der har skabt sig navne i klubben Udinese. Og så har man bestemt ikke været uheldig med at have den loyale målmaskine Antonio Di Natale (fotoet herunder) i klubben siden 2004.


Pozzo købte Udinese i 1986, da klubben befandt sig i Serie B efter at være blevet tvangsnedrykket på grund af en matchfixing-skandale. Siden 1995 har klubben haft permanent ophold i den bedste række med en tredjeplads i 1998 som hidtil bedste resultat.

I de seneste år er familien Pozzo begyndt at udvide forretningen og har overtog spanske Granada i 2009 og engelske Watford i 2012.

Udinese sælger sig vej til toppen, konstaterer den anonyme, men yderst vidende engelske blogger, der kalder sig The Swiss Ramble. Op gennem 90’erne har Udinese praktiseret en strategi, der gør mange andre klubber misundelige - ikke kun sportsligt, men i lige så høj grad økonomisk. Klubben er således berømt for sin ageren på transfermarkedet og ikke mindst for sin evne til at spotte stortalenter før alle andre.

Det er i høj grad konkurrencen, der har gjort Udinese særligt innovative, for der er hård kamp om sponsorkronerne i Norditalien, og med Milano-klubberne og Juventus, der alle har pengestærke familier i ryggen, er der ikke meget tilbage for Udinese; desuden er der naturligvis mere prestige forbundet med at spille for de traditionelle storklubber - ikke mindst blandt de italienske talenter. Derfor kigger Udinese lidt længere ud i horisonten.

Klubben har et globalt scouting-netværk på mere end 50 observatører og hundredvis af lokale kontakter med det formål at finde unge spillere, før de når at tiltrække sig opmærksomhed fra større klubber. Desuden har klubben specialiseret sig i “alternative markeder” i Sydamerika og Afrika for at komme storklubberne i forkøbet.

Det er således ikke et tilfælde, at Udinese har hentet nogle af sine største stjerner i Chile og Colombia og ikke i Brasilien og Argentina. Dette faktum har i øvrigt haft den sidegevinst, at spillere fra disse mindre fodboldlande har vist sig villige til at acceptere lavere lønninger mod at få Udinese som et ”vindue til resten af Europa”.

Alexis Sanchez (fotoet herunder) er et lysende eksempel: Købt i 2006 som 16-årig, men de første 2 år lejet ud til Colo Colo i hjemlandet, Chile, og River Plate i Argentina; ankommet til Udinese i 2008, hvor han nåede tre succesfulde sæsoner, inden han i 2011 blev solgt til FC Barcelona for 195 millioner kroner.


Da klubbens indkøbspolitik har den konsekvens, at truppen kan blive meget stor, giver Pozzo-familiens indkøb af Granada og Watford i grunden ret god mening; i Granada kan de spansktalende spillere fra Sydamerika starte deres karriere i et land, hvor de i det mindste taler sproget.

Men lejeaftalerne og politikken med at sælge hele tiden har naturligvis en bagside: Udinese har svært ved at tage det sidste skridt mod toppen af Serie A og blive en permanent trussel for de etablerede storklubber. Man kan imidlertid ikke fratage klubben, at Pozzo-familien forstår at drive en fornuftig fodboldforretning. Siden 2005 er klubben kommet ud af alle transfervinduer med et solidt overskud (minimum tocifret millionbeløb i euro); bedst så det ud i 2011, da både Alexis Sanchez og Gökhan Inler blev solgt.

I det hele taget kan man være sikker på, at der hvert år kommer en stor handel ud af byen Udines fodboldstolthed:
 

  • Alexis Sanchez - til FC Barcelona i 2011 for 195 millioner kr.
  • Stefano Fiore - til Lazio i 2002 for 187 millioner kr.
  • Fabio Quagliarella - til SSC Napoli i 2010 for 135 millioner kr.
  • Kwadwo Asamoah - til Juventus i 2012 for 135 millioner kr.
  • Gökhan Inler - til SSC Napoli i 2011 for 130 millioner kr.
  • Samir Handanovic - til Inter i 2012 for 90 millioner kr.

…og ikke at forglemme danskerne:

  • Thomas Helveg - til AC Milan i 1998 for 64 millioner kr.
  • Per Krøldrup - til Everton i 2006 for 51 millioner kr.

Det er ikke kun spillere, men også trænere, der har skabt sig et navn på Stadio Friuli. De mest prominente er den nuværende Zenit Sankt Petersborg-træner, Luciano Spalletti, og Alberto Zacceheroni, der i sin første sæson i Milan vandt mesterskabet.

Når man tager i betragtning, at Udinese klarer sig markant bedre end for eksempel Sampdoria - en klub med nogenlunde de samme forudsætninger - så siger det lidt om, at Pozzo-opskriften er ret unik.
Derfor kom erhvervelsen af Watford heller ikke ud af det blå; Pozzo’erne - det vil sige Giampalo og hans søn, Gino - havde nemlig opdaget, at der var talenter at finde blandt Watford-spillerne, og at klubben kunne blive Udinese brohoved til det mest lukrative fodboldmarked i Europa, den engelske Premier League.

Italienere i England: Gino og Giampalo Pozzo (i midten) samme med Watfords tekniske direktør Gianluca Nani.

Det Pozzo blandt andet kan, er at udnytte synergieffekten ved at eje tre klubber i tre forskellige ligaer og så forsøge at implementere den succesfulde recept fra Udinese til Watford og Granada.
At recepten virker, er for længst bevist. Ingen af klubberne skal gøre sig realistiske forhåbninger om mesterskaber, men Udinese har vist vejen for europæisk deltagelse og længerevarende deltagelser i pokalturneringerne.

Det er en recept, som de nu prøver at overføre til Watford, hvor de nye ejere hyrede Gianfranco Zola som træner og prompte forstærkede mandskabet med en stribe lejemål fra Udinese. Oprykningen til Premier League glippede først til allersidst, da Watford tabte playoff-finalen til Crystal Palace med 0-1.

Inden finalen havde Ian Holloway, Palaces daværende træner, fnyst:

”Zola gør det fantastisk, men i det her land må vi altså kun låne to spillere hos den samme klub.”

Ja, hvis det er et hold, der spiller i den bedste række, kunne man tilføje.

Nu gik kabalen ikke op for Watford i denne omgang, men havde klubben klaret oprykningen, ville de mere end 890 millioner kroner, som den slags er værd, let kunne have betalt for en håndfuld Udinese-spillere på permanente kontrakter.

Pozzo-strategien handler om at få tre klubber i tre lande til at arbejde sammen omkring et koncept, der i sidste ende skal gøre ”de to nye” til samme type forretning som den, der med succes har eksisteret i Udine i mange år.

Her er hemmeligheden, at man ved at leje spillere ud til hinanden sikrer, at de mest talentfulde altid får spilletid ét sted.
 

Klik her for at læse Per Marxens afsnit om Napolis excentriske ejer, Aurelio De Laurentiis!