Juve har stadig brug for en topklasse-midtbanespiller for at få CL-succes


Juventus har ganske vist været i to Champions League-finaler de seneste tre sæsoner, men den italienske gigants tilhængere har ventet for lang tid på at se deres hold løfte pokalen med de store ører. Det er nu 21 år siden, klubben vandt det mest prestigefyldte af alle trofæer, og det står mere og mere klart, at det er det gabende hul på midtbanen, der er den primære forhindring.

Tilbage i 2015 havde Bianconeri Andrea Pirlo og Arturo Vidal, men begge spillere smuttede lige efter nederlaget til Barcelona, og 12 måneder senere var Paul Pogba også væk. I stedet for dem er Sami Khedira og Miralem Pjanic stødt til Claudio Marchisio i Max Allegris trup, men da sidstnævnte sloges med skader gennem 2016/17-sæsonen, var det åbenlyst, at Den Gamle Dame havde brug for forstærkninger.

Den pointe vandt yderligere styrke med det tunge Champions League-finalenederlag til Real Madrid, der igen og igen spadserede gennem midten af banen på vej mod 4-1-sejren i Cardiff.

Sportsdirektør Beppe Marotta lader til at være mere end bevidst om sit holds mangler.

Juve-tilhængerne har brokket sig over præstationerne fra reserverne Stefano Sturaro, Mario Lemina og Tomas Rincon, men sandheden er, at det ikke er dem, der er problemet. De er udmærkede reservespillere, og hver enkelt af dem er uomtvisteligt kvalificeret til at agere femte- eller sjettevalg i deres respektive roller, men ingen af dem kan være fjerdebedste midtbanespiller på et hold, der sigter efter at blive kontinentets bedste.

Sportsdirektør Beppe Marotta lader til at være mere end bevidst om sit holds mangler og har gjort gentagne forsøg på at få fat i Steven N’Zonzi fra Sevilla, Paris Saint-Germains Blaise Matuidi og endda den belgiske landsholdsspiller Axel Witsel (billedet herunder) i de seneste tre transfervinduer. Sidstnævnte var sågar i Torino til lægetjek på sidste dag i sidste sommers transfervindue, men Zenit St. Petersborg trak stikket, da russerne ikke kunne finde en erstatning i tide.

"Det er altid dejligt at høre, at en klub som Juventus ikke har opgivet mig", sagde Witsel selv til hjemmesiden RTBF i november. "Lige nu spørger jeg ikke, om det bliver i januar eller juni. Jeg spiller mine kampe, og så ser vi, hvad der sker for mig. Jeg skal til Juventus, men på nuværende tidspunkt ved jeg bare ikke hvornår".

I stedet valgte han i januar at skifte til Tianjin Quanjian i den kinesiske Super League, hvor han angiveligt blev tilbudt en kontrakt til 134 millioner kroner. "Det var en meget vanskelig beslutning, for på den ene side var der et stort hold og en topklub som Juventus", sagde den 27-årige til Tuttosport, "...men på den anden side var der et tilbud, som jeg og min familie ikke kunne afvise. Ledelsen i Juventus har altid opført sig som gentlemen over for mig, og jeg kan kun være dem taknemlig".

Allegri skiftede til en 4-2-3-1-formation, der betød, at han kun behøvede to centrale midtbanespillere.

Det lyder altsammen godt med den taknemlighed, og fremtidige generationer af Witsel'er vil ikke gå sultne i seng takket være oldefar Axel karrierevalg, men Juventus-truppen fremstår på en eller anden måde stadig ufuldstændig. Allegri er en innovativ træner, der kan genopfinde sit hold, og han valgte at dække over denne svaghed, kort tid efter han havde erfaret, at belgieren ikke skulle spille i sort og hvidt, ved at skifte til en 4-2-3-1-formation, der betød, at han kun behøvede to centrale midtbanespillere.

Sommerindkøbene Douglas Costa og Federico Bernardeschi kan indikere, at lignende rammer vil blive lagt ned over holdet i 2017/18 - en beslutning, der virker meget logisk med tanke på den succes, der fulgte. Den Gamle Dame verfede enhver hjemlig modstand til side med denne formation og eliminerede også Porto, Monaco og Barcelona i Champions League. Sidstnævnte fik en 0-3-lektion på Juventus Stadium, der vil sidde længe i hukommelsen.

Ikke desto mindre er det minderne om det, der skete i Cardiff, som bør veje tungest netop nu. Allegri blev udmanøvreret og udklasseret på midtbanen, og han havde brug for mere, end Lemina - indskiftet i det 78. minut - nogensinde kunne håbe at levere i så stor en kamp. Det at Zidane kunne starte med Casemiro, Toni Kroos og Luka Modrić og samtidig have valget mellem Mateo Kovačić og Marco Asensio på bænken, understreger blot den kolossale forskel i kvalitet.

Ude af stand til at kontrollere kampen led Juve under Marchisios manglende form, men det er fortsat et problem, der skal løses - ikke mindst nu, hvor Milan, Inter, Roma og Napoli ser ud til at kunne presse mestrene mere end nogensinde i Serie A. Kampen om Lo Scudetto bør under alle omstændigheder blive tæt, og den vil dræne Allegris tre førstevalg for kræfter, hvilket betyder, at han igen får brug for reserverne.

Der er mindre end en måned tilbage at handle i, og forsinkelser af den karakter, der førte til Witsel-fiaskoen, må ikke gentages.

Marotta og klubben skal handle hurtigt for at løse et problem, der allerede har eksisteret i mere end et år, for der skal bare en skade eller karantæne til for at skabe et kæmpe problem, og Khedira er ikke ligefrem en sjælden gæst i lægerummet. Det betyder, at Lemina eller Sturaro hurtigt bliver bragt i spil, hvilket er fint, når man møder Bologna eller Benevento, men ikke i nærheden af nok, hvis det er Barcelona eller Bayern München, man står overfor.

Der er mindre end en måned tilbage at handle i, og forsinkelser af den karakter, der førte til Witsel-fiaskoen, må ikke gentages. Der er brug for en midtbanespiller - en stærk, energisk, kraftfuld topklasse-midtbanespiller - før transfervinduet smækker i. Uanset om det er to sæsoner eller 21 år, er der ingen tvivl om, at Den Gamle Dame har ventet længe nok.