Made in Italy: Det lærte vi af 28. spillerunde i Serie A


Mens vi venter på de to mandagskampe i Serie A (Torino - Napoli og Roma - Udinese), ser vi tilbage på den overståede weekend i Støvlelandet, hvor man må sige, at overskrifterne havde rødsorte nuancer...
 

Har Seedorf allerede udtjent sin rolle som træner?

12 kampe, fire sejre, én uafgjort og syv nederlag. 12 scorede mål og 19 indkasseret. Farvel til TIM Cup og Champions League og pt. en placering som nummer 11 i tabellen. Spørgsmålet er, om Seedorf allerede har vist sig uduelig som cheftræner?

Den hollandske cheftræner lader til at være sikret af et "præsidentielt mandat", men efter trænerskiftet har Milan nået nye lavpunkter.

Hvis sæsonen afsluttes på katastrofal manér (og det er svært at forestille sig andet), hvilken troværdighed vil Clarence så have som træner? Vil spillerne efter sommerferien følge en træner, der blev hentet ind for at redde, hvad redde kunnes, men som nu risikerer at gøre det endnu værre end sin forgænger?

Det er åbenlyst, at fejlene ikke udelukkende er hans, og søndag var tilhængernes protester fortrinsvis rettet mod spillerne og klubledelsen.

Hvad angår de bonede gulve, kan skylden placeres på alle niveauer; fra dem der i årevis kun har satset på at hente spillere på fri transfer, og som kun har lavet forretninger med de samme agenter, til dem, der for år tilbage droppede Tevez for at kunne beholde "den elskede" Pato...
 

Hvad nu, Balotelli?

"Red soldaten Mario", lyder opfordringen fra La Gazzetta dello Sport mandag. For 117. gang kan man dog med rette spørge sig selv, om Mario Balotelli overhovedet ønsker at blive reddet.

Efter vanskelighederne i Inter og de evige skærmydsler i Manchester City risikerer også denne korte periode i Milan at ende galt.

Hans agent, Raiola, er garanteret allerede i gang med at søge efter mulige købere, men hvem har lyst til at tage til Milano med millioner i kufferten for at købe denne udgave af Balotelli?

Milan håber sandsynligvis på, at angriberen får et stort VM med Italien, så hans markedspris stiger, men spørgsmålet er, om der stadig findes ledere i udenlandske klubber, der er klar til at løbe risikoen.

Hvis Balotellis og Milans veje skilles efter sæsonen, vil det sandsynligvis gavne begge parter, men i øjeblikket ser Mario Balotelli i Milan-trøjen ud til at være på vej lige lukt i afgrunden - igen.
 

Juve og Fiorentina: Hvem kommer bedst ud af torsdagens dyst?

Juventus er begyndt igen at være kynsik og ufejlbarlig i Serie A. Efter at have haft det svært på udebane mod Genoa, og efter at Buffon reddede et straffe fra Calaiò, snuppede Bianconeri sejren ét minut før tid takket være et fremragende frisparksmål af Pirlo.

Fiorentina svarede igen ved at slå Chievo 3-1 og sætte sig på fjerdepladsen igen, efter at Inter lørdag havde overhalet Firenze-klubben.

Nu overlader ligaen, der ikke længere har noget at byde på, hvad mesterskabskampen angår, scenen til Europa, og indtil torsdag aften holder hele Firenze vejret.

Efter 1-1-resultatet i det første opgør tror Fiorentina på at det kan lade sig gøre at slå Juventus ud af Europa League og efterfølgende tage trofæet på Juventus Stadium. Mange mener, at Juve hurtigst muligt vil sikre sig sit tredje Scudetto i træk og derefter gå efter at komme over de 100 point, men hvis vi kender Conte, er det vanskeligt at forestille sig, at han vil ofre Europa League.

Den rødglødende atmosfære, som Juve kommer til at møde i Firenze torsdag aften, vil utvivlsomt blot tænde Conte og hans spillere yderligere.


Klik her for at spille på Serie A hos Unibet!