Made in Italy: Juve skaber afstand mens kampen om Champions League-pladser udvides


Lige når du tror, at Juventus er ved at snuble eller i det mindste stoppe op, så giver Bianconeri for 117. gang prøver på deres styrke og udbygger forspringet i tabellen. Contes mænd slog endda Fiorentina komfortabelt i weekenden med 2-0 (målscorere: Vucinic og Matri), hvilket giver mestrene et forspring på fem point til Napoli. Montellas mandskab krøllede helt sammen efter det første mål til hjemmeholdet, og nederlaget kunne være blevet endnu større for Viola. Fiorentina var ikke effektive nok, men det var først og fremmest de individuelle fejl og den manglende fightervilje (uforklarligt i en kamp mod ærkerivalen Juventus), der gjorde udslaget. På den måde fik Juve den bedst tænkelige optakt til udekampen i Glasgow mod Celtic i Champions League, og lørdagskampen i Rom mod Roma fremstår ikke decideret skræmmende.


Lazio og Napoli skabte en smuk kamp på Olimpico lørdag aften med mål samt stolpe- og overliggerskud, men i sidste ende er det en uafgjort, som ingen af holdene kan bruge til meget - hverken Lazio, der kunne have lukket kampen, men som nu må se sit forspring til fjerdepladsen reduceret til et enkelt point, eller Napoli, der kan se Juve forsvinde i horisonten, og som igen gav indtrykket af den samme form for ufærdighed, vi så i den uafgjorte kamp i Firenze. Mazzarris spillere står foran en afgørende måned, hvor den blandt andet står på Europa League og et møde med Juventus på San Paolo. Her finder vi ud af, om Cavani & Co. virkelig kan være med i kampen om Scudetto'en til det sidste, eller om de bliver indhentet af de hold, der desperat jagter en plads i top-3 og dermed i Champions League. Her tænker jeg på Lazio, der også har blikket rettet mod andenpladsen, Milano-holdene og Fiorentina, der søndag har mulighed for at rette lidt op på det tabte på hjemmebane mod Inter.


Nerazzurri slog Chievo i den sene søndagskamp (3-1) og viste store tegn på forbedringer i forhold til sidste weekends blamage i Siena. Det kunne næsten også kun gå én vej. Man sidder imidlertid stadig tilbage med fornemmelsen af en betragtelig defensiv skrøbelighed, og Rigonis mål for udeholdet var meget lig den kasse, som Giaccherini lavede for to uger siden og det mål, som Emeghara satte ind i sidste runde.


Milan blev reddet af endnu en straffesparksscoring fra Balotelli ude mod Cagliari. Rossoneri valgte først at gå ordentligt ind i kampen i de sidste 10 minutter, efter at Cagliari var blevet reduceret til 10 mand som resultat af udvisningen til Astori, der havde lavet forseelsen i feltet mod den tidligere Manchester City-stjerne. El Shaarawy virker træt og en smule trængt i baggrunden af Balotelli, der som angriber er mere mobil end Pazzini og dermed delvist går ind og overtager nogle af Faraones arbejdsopgaver. Sarderne spillede aggressivt og udnyttede kontraløbene bedre end Milan. Et bravo går ud til Pulga, der fortsætter med at spille på en måde, der nok skal redde Cagliari væk fra nedrykning.


Som i sidste sæson forsvinder Roma, så snart tingene spidser til. I øjeblikket lader holdet hverken til at være Zemans værk eller Andreazzolis nye produkt, men snarere en samling individer, der går ind på banen og forsøger at gøre noget på egen hånd. Spillet lykkedes bedre for Sampdoria, der vandt 3-1 og nu kun er seks point efter Giallorossi. Kritikken var lidt for hård over for Osvaldo, der brændte straffe. Jeg er sikker på, at vi, hvis han havde scoret, ville have snakket om, at landsholdsangriberen virkelig har en stor personlighed.


I kampene mellem Parma og Genoa samt Atalanta og Catania virkede det, som om holdene forstod, at det af og til handler om at begrænse antallet af tabte point, mens begge hold i kampen mellem Bologna og Siena nok sidder tilbage med følelsen af, at 1-1'eren var en spildt chance. Malesanis eventyr i Palermo så for en stund ud til at ville udvikle sig til et mareridt med det samme. Efter at Pescaras Bjarnason scorede kampens første mål, kom Rosaneri dog tilbage takket være Fabbrini. Palermo ligger stadig i bunden af Serie A i selskab med Siena.


Udinese vandt 1-0 over et Torino-hold, der glemte at spille fodbold i første halvleg. Toro protesterede med rette over i to tilfælde ikke at få tilkendt straffespark, men Venturas hold er skabt ud fra 4-2-4-formationen, og derfor er det alfa og omega altid at være aggressiv og initiativrig. Når de var det på San Siro mod Inter, er det svært at forstå, at de ikke kan være det på en bane som Friuli i Udine.


Klik her for at spille på kampene i Serie A.