Made in Italy: Kan Garcias Roma virkelig vinde Lo Scudetto?


Roma er på toppen, og efter Napolis uafgjorte hjemmebanekamp onsdag mod Sassuolo fører Giallorossi Serie A, hvilket de som minimum vil gøre frem til den kommende weekend, uanset hvordan torsdagens topkamp mellem Inter og Fiorentina ender.

Træner Garcia ligner en mand, der har lavet mirakler på få måneder, og han er ikke bleg for at tale om Europa som succeskriterium for sit hold. Efter en imponerende sæsonstart må man spørge sig selv om, hvor langt Roma kan nå i denne sæson? Først og fremmest: Skal man regne Giallorossi med i den lille gruppe af Scudetto-kandidater?
 

Argumenter for

Roma har fået sin bedste sæsonstart nogensinde. Ikke engang i de seneste to Scudetto-sæsoner (1982/83 og 2000/01) er holdet kommet så flot fra start. Der er spillet næsten fem runder, og Roma har fået 15 point, scoret 12 mål og blot indkasseret et enkelt.

Holdet ser ud til at have fået ny luft efter afslutningen på sidste sæson. I kølvandet på afskeden med vigtige spillere som Marquinhos, Osvaldo og Lamela er der kommet andre dygtige folk til (Benatia, Strootman, Maicon, De Sanctis, Ljajic, Gervinho), og det lader til, at holdet er blevet mere afbalanceret og bevidst om egne styrker.

Man skal huske på, at holdet også havde kvalitet sidste sæson, men hvis Totti kan fortsætte med at spille, som han har gjort indtil videre, og bliver styret på rette vis af Garcia, så behøver der ikke være grænser for, hvor langt Roma kan nå.

Netop træner Garcia er en central figur. Efter kuldsejlede eksperimenter med Luis Enrique og Zeman ligner franskmanden den rette mand på den rette post - en autoritet der har fået sat skik på tingene i Rom.
 

Argumenter imod

Vi har at gøre med en klub, der hvert øjeblik kan forvandle sig til et galehus. Derbyet mod Lazio blev vundet i nogenlunde sikker stil, men hvordan kan vi være sikre på, at holdet ikke falder sammen, første gang det står over for seriøse vanskeligheder, sådan som vi har set det utallige gange tidligere?

Roma har indtil videre besejret Lazio samt Livorno, Verona, Parma og Sampdoria. Det er nok alt for tidligt at begynde at snakke om Scudetto, når Giallorossi endnu har til gode at møde alle de store. Om en uge venter Inter, og derefter venter Napoli og Juventus i horisonten. Først derefter kan vi sige, om Roma virkelig hører til i toppen.

Roma kan ligesom Inter drage fordel af ikke at skulle spille europæisk, hvilket ud fra en fysisk vinkel uden tvivl vil komme holdet til gode. I øjeblikket vinder Roma, og dem, der sidder på bænken, tager det med oprejst pande. Men hvad sker der, når tingene bliver svære? Garcia vil ikke kunne rotere mellem kampe i Serie A og i Europa, og han vil blive tvunget til at træffe nogle svære valg i løbet af sæsonen.


Klik her for at spille på Serie A hos Unibet