Made in Italy: Skal Milan fyre Allegri?


Milan kom sidste weekend fra Verona med et 0-0-resultat mod Chievo i bagagen. Efter kampen virkede Allegri ikke synderligt bekymret, og ved pressekonferencen sagde han, at det største problem var, at der ikke blev scoret på Stadio Bentegodi (hvilket som bekendt har været målet med denne sport, siden fodbolden blev opfundet).

Vi befinder os nu midt i landsholdspausen, men hvad beslutter ledelsen i Milan sig for at gøre i mellemtiden?

Sidste mandags frokost i Berlusconis hjem i Arcore kastede ikke noget endeligt svar af sig.

Hvad skal man stille op i situationer som denne? Vil der være flest plusser eller flest minusser, hvis ledelsen beslutter sig for at fyre Allegri? Vi forsøger at analysere sagen:
 

Hvorfor Allegri ikke skal fyres

Milan bør ikke fyre Allegri, fordi det at fyre en træner næsten aldrig er løsningen på et holds problemer. Rossoneri har selv oplevet et par eksempler på dette i nyere tid; i december 1996 blev Tabarez fyret for at give plads til et comeback til Arrigo Sacchi, og det skulle vise sig at være en katastrofe. Tre dage efter Sacchis ankomst tabte Milan 1-2 hjemme til Rosenborg og måtte sige farvel til Champions League. Milan endte som nummer 11 i sæsonen 1996/97.

I sæsonen 2001/02 var vi vidner til endnu et trænerskifte, da Terim røg ud i oktober, og Ancelotti kom ind. Dengang gik tingene en smule bedre, for Milan endte sæsonen som nummer fire, der dengang gav mulighed for at kvalificere sig til Champions League. I dag står vi midt i november, og den afgørende kamp i Champions League mod Celtic venter lige om hjørnet. Er det virkelig det rette tidspunkt at smide Allegri på porten?

Milan bør ikke fyre Allegri, eftersom størstedelen af spillerne ikke er imod ham. Ofte snakker man om, at en trup spiller imod sin træner, men det lader ikke til at være tilfældet i Milan. Folk som Abate, Montolivo, Constant og Robinho - for bare at nævne en håndfuld - ser ud til at være meget tæt knyttet til træneren fra Livorno, og disse spillere har også for nyligt rost Allegri.

Milan bør ikke fyre Allegri, eftersom der ikke er reelle alternativer til pladsen på bænken. Ville det ændre noget at indsætte assistenten Tassotti? Man kunne forfremme Inzaghi med risiko for, at han brænder sig på opgaven. Navnet Mangia er blevet nævnt, men er U21-landstræneren den rette mand til at løfte et hold, hvis moral lader til at være nede under gulvbrædderne?
 

Hvorfor Allegri skal fyres

Milan bør fyre Allegri, fordi truppen ikke længere ser ud til at reagere på nogen form for påvirkning. Milan ser ikke ud til at være i stand til at kæmpe sig tilbage i kampe, hvor holdet kommer bagud. Man høre ofte, at dette hold mangler kvalitet, hvilket uden tvivl er korrekt, når man kigger på forsvaret, men vi glemmer af og til, at det er det samme hold og de samme spillere, der i sidste sæson sluttede på tredjepladsen, som nu ligger og roder rundt omkring 10.-12. pladsen.

Lad os sammenligne med Inter. Her er det også mere eller mindre de samme spillere som sidste år, og holdet så ekstremt presset ud i begyndelsen af sæsonen, da Zanetti og Milito var ude med skader, men Mazzarri har arbejdet med spillernes motivation ved siden af det rent taktiske, og han har genopbygget spillere, der ellers så ud til at være tabt, såsom Jonathan og Alvarez.

Milan glider længere og længere ned i tabellen, men Allegri bliver ved med efter kampene at udtale, at holdet har "spillet en fin kamp". I sin selvbiografi, der netop er udkommet i England, fortæller Alex Ferguson, at han altid har været interesseret i at have "dårlige tabere" på sit hold - spillere, der efter et nederlag bankede deres knyttede næver ind i omklædningsrummets væg, og som ikke kunne falde i søvn om aftenen. I den efterfølgende kamp ville de selvsamme spillere gøre alt for at undgå igen at stå med den slags følelser i nederlagets stund. Milan anno 2013 ligner derimod et hold bestående af "gode tabere" - ligesom deres træner...


Lykkes det Allegri og Milan at få en tiltrængt sejr i den kommende runde i Serie A? Klik her for at se Unibet-oddsene på hjemmekampen mod Genoa!