Rafa Benitez i Napoli - bliver han symbolet på napolitanernerkulturen?


Rafael er ny træner i Napoli. Nyheden kom mandag via Twitter fra den syditalienske klubs præsident, Aurelio De Laurentiis. Men vil den spanske træner blive symbolet på den "napolitanerkultur", som den temperamentsfulde præsident har efterspurgt?

Det er svært at forestille sig Benitez snakke napolitansk - selvom man aldrig skal sige aldrig - men træneren, der er født i Madrid, har været i stand til at falde godt til og har efterladt et godt indtryk de steder, han har været, samtidig med at han har skaffet sølvtøj til trofæskabet.

Italienerne mindes stadig den Benitez, der kom til Inter i 2010 efter Mourinhos treble-triumf. Det var et træt og udtømt Inter-hold, der havde brug for én, som kunne puste liv i klubben igen efter den portugisiske træners krævende ledelsesstil. Nerazzurri kørte bedre under Leonardo, men Benitez forlod Milano med en italiensk supercup og en VM-titel. Andre mindes den seneste udgave af Benitez, der lige fra sin ankomst på Stamford Bridge blev mødt af protester på grund af sin fortid som Liverpool-træner, og som straks blev døbt "The Interim One". Den upopulære spanske træner efterlod imidlertid klubben med Europa League-trofæet og en fjerdeplads, der garanterer efterfølgeren (Mourinho?) deltagelse i Champions League efter sommerferien.

Benitez var tidligere i Valencia, hvor han ankom i 2001 efter Cuper og de to tabte Champions League-finaler, og her skabte han lidt efter lidt et hold, der tre år senere var i stand til at vinde La Liga (det seneste hold, der har brudt Barcelonas og Reals dominans) samt Uefa Cup'en (sejr over Marseille i Gøteborg). Benitez' Valencia spillede en god gang fodbold og gav spanieren muligheden for at vise sig frem på den internationale scene.

Efter Spanien begyndte hans engelske eventyr, der indtil videre har fyldt mest i hans trænerkarriere. Perioden i Liverpool kan på en eller anden måde godt sammenlignes med den æra, der nu skal til at begynde i Napoli - i det mindste hvad atmosfæren i klubben angår: Masser af entusiasme, et hold der ikke har vundet mesterskabet i mange år (de seneste mesterskaber til Napoli og Liverpool daterer sig tilbage til 1989/90) og en klub, der har viljen til at investere for at opnå store resultater og muligheden for at føre sig frem i Europa. Benitez klarede sig godt under disse forhold i Liverpool, hvor han vandt en del pokaler og ligefrem blev et idol på The Kop.

Taktisk vil vi få en del ændringer at se i Napoli, eftersom Benitez normalt spiller 4-2-3-1, men spanieren er ikke taktisk fundamentalist; indtil videre har han været meget dygtig til at tilpasse sig de forhold, der har mødt ham. I Chelsea var denne formation næsten påtvunget - med to stærke centrale midtbanespillere (Ramires og Lampard, men også Mikel og David Luiz - i Napoli får han Behrami og Inler) samt tre offensive spillere (Oscar, Hazard og Mata), der kan operere bag ved førsteangriberen.

Før vi begynder at snakke om taktik, er der grund til at vente og se, hvad transfervinduet giver (og tager). Én ting er dog sikker: At Napoli har sikret sig en stor professionel karakter til bænken.


Klik her for at spille på en kommende mester i Italien hos Unibet