Serie A: Bliver Rocchi nummer to efter Milito i Inters angreb?


Man har talt om det siden starten på sæsonen: Inter er et stærkt hold, men klubben har en smal trup, og hvis Milito skulle være forhindret i at spille, så er der ingen i truppen, der teknisk og taktisk kan erstatte argentineren som spydspids hos Nerazzurri.

Enkelte gange har Stramaccioni i denne sæson spillet med en trio i angrebet bestående af Cassano, Milito og Palacio, men endnu oftere har det været med helten fra Madrid i 2010 som den eneste deciderede angriber skiftevis flankeret af de andre to. Vi har også set Cassano i rollen som en slags trequartista bag ved Milito.

Den hidtil eneste nye spiller, der er kommet til Appiano Gentile i januars transfervindue, er Tommaso Rocchi - den 35-årige venezianer, der i mange år har tørnet ud for Lazio, hvor han har været anfører de seneste fire år.

Rocchi forventede ikke at få en sidste chance på et så stort hold. Han har udtalt, at han blev overrasket over Inters henvendelse. Hans forhold til Lazio blev til sidst dårligere og dårligere, og der var ikke længere plads på Petkovic' hold. Ja, for at sige det lige ud, så har der slet ikke været plads til Rocchi på noget tidspunkt i denne sæson.

Rocchi kommer til Inter med et imponerende cv og med etiketten "vice-Milito", og ved afslutningen af sæsonen skulle han gerne være en integreret og effektiv del af Milano-klubbens offensiv. 

Stramaccioni er yderst tilfreds med indkøbet af Rocchi, fordi eks-Lazio-manden er dygtig til at finde hullerne i modstanderens defensiv, og således kan han vise sig meget brugbar på et hold, der som Inter er så stærkt på kontraangrebene.

Rocchi, der allerede befinder sig i Appiano, hvor han træner med sine nye holdkammerater, ankommer til Milano med et vigtigt mål for øje, der så ud til at ligge lige til højrebenet, men som har drillet ham siden februar sidste år. Tommaso Rocchi har scoret 99 mål i Serie A og mangler således kun en enkelt scoring for at nå den prestigefulde milepæl på 100 kasser. Det mål vil han gøre alt for at lave så hurtigt som muligt for sig selv og for sine nye blåsorte kammerater.

Angriberens karriere har indtil videre været en regulær omgang Giro d'Italia. Rocchi begyndte i Juventus' ungdomsafdeling helt tilbage i 1994 for derefter at spille et år i Serie C2 hos Pro Patria, som de fleste fodboldentusiaster nu kender af alle de forkerte grunde. Derefter tog han til Fermana, Saronno, Como, Treviso og Empoli, hvor han fik sin Serie A-debut den 14. september 2002 på udebane mod sin tidligere klub Como. De sidste ni år har han så tilbragt i Rom hos Lazio, som har sat det største aftryk på karrieren.

Stramaccioni har også kastet sin kærlighed på Rocchi på grund af hans holdånd. Han er meget vellidt i omklædningsrummet; ja, faktisk så meget at det i Lazio hverken var præsidenten eller trænerne, der gjorde ham til anfører, men derimod hans holdkammerater, der udpegede Rocchi som den bedst egnede til den rolle.

Inter var ikke det eneste hold, der gjorde kur til Rocchi, som blandt andet fik et meget lukrativt tilbud om en kontrakt i de arabiske emirater. Angriberen selv foretrak imidlertid Milanos tåge og kulde samt muligheden for fortsat at spille i den del af fodboldverdenen, der tæller mest rent sportsligt.