Serie A: Boheme-bold og spioner


Kaster man et flygtigt glimt på Serie A-tabellen oppefra ser alt ud til at være, som det plejer efter de to første runder. Førerholdet hedder stadig Juventus, og mesterholdet er fortsat ubesejret - pt. med seks point og en målscore på 6-1.

Succestræner Antonio Contes fravær på bænken ser ikke umiddelbart ud til at gå spillerne på. Den Gamle Dame har for længst smidt krykkerne, for de taktiske trin har hun på rygmarven.

Indrømmet, det er ganske omsonst at begynde at drage konklusioner ud fra stillingen efter to runder, så lad os i stedet tage et kig på noget af det, italienerne snakker om på caféerne over espressoen og grappaen.

For noget ulmer i Den Evige Stad, Rom. Efter en sølle 7. plads i sidste sæson er det 65-årige trænerkoryfæ Zdenek Zeman blevet hentet tilbage til den klub, hvorfra han blev fyret i 1999. Manden de kalder bohemen har aldrig været bange for at sige sin mening, og siden sin succesrige tid i Foggia i begyndelsen af 90'erne har han været eksponent for offensiv fodbold i form af sin signaturformation 4-3-3.

Zeman har gang på gang taget bladet fra munden og har med skarp kritik angrebet folk og klubber, der har været under mistanke for doping eller matchfixing. For nylig var han ude og sige, at Conte slet ikke burde have lov til at træne sine spillere, efter at Juve-træneren var blevet dømt karantæne fra bænken under sit holds kampe på grund af manglende indberetning om matchfixing, da han var træner i Siena.

Bohemens bramfri facon og kompromisløse tilgang til den sport, han tydeligvis elsker, resulterede i en noget opsigtsvækkende reaktion blandt hjemmebanetilhængerne fra Inter, som Roma på overbevisende måde slog 3-1 i weekenden. "Respekt til Zeman, ikon for den rene fodbold", stod der at læse på et gigantisk banner, som Inters tifosi havde spændt ud på curvaen.

Respekten for en træner, der står fast på sine principper, vægter højere end den enkelte kamp - i dette tilfælde i øvrigt Romas første sejr på San Siro/Giuseppe Meazza siden 2007.

35-årige Francesco Totti viste storform kampen igennem og stod blandt andet for to assist. Den direkte form for fodbold, Zeman så gerne vil praktisere, har potentielt gode kår med en Totti i spillehumør som trænerens forlængede arm på banen. Med profiler som nyindkøbet Destro og målslugeren Osvaldo ved sin side i offensiven kan det (gentager: kan det) igen blive en fornøjelig affære at følge I Giallorossi.

Tilhængerne af Romas ærkerivaler Lazio keder sig nok heller ikke i øjeblikket. Holdet er ubesejret, og modstanderne har endnu til gode at score mod de lyseblå. Når man tilmed får mål at se som det, Antonio Candreva scorede på Stadio Olimpico i 3-0-sejren mod Palermo, ja, så er der ikke et øje tørt på Curva Nord.

Ud over snakken om Juventus, Roma og Zeman er der nok faldet en bemærkning eller to over bardisken om den prekære spionsag, ja, du hørte rigtigt, der netop er blevet afsluttet efter fire års forløb med Inter-ejer Massimo Moratti og Telecom Italia som de store skurke og tidligere landsholdsspiller og bl.a. Inter-spiller Christian Vieri som den forurettede part.

7,5 millioner kroner skal Moratti og Telecom Italia betale til den pensionerede tankcenterforward for at have hyret et privat detektivbureau til at spionere ham over telefonen. Præsidenten ville simpelthen sikre sig, at stjernen opførte sig i overensstemmelse med sin kontrakt. Med sit sagsanlæg fra 2008 havde Vieri i første omgang krævet, hvad der svarer til 90 millioner kroner fra teleselskabet og små 70 millioner fra Inter.

Når Serie A genoptages efter landskampspausen, hvor Italien fredag aften møder Bulgarien i Danmarks gruppe, er der ikke umiddelbart store kampe i sigte som i den forgange weekend i form af Inter-Roma og Napoli-Fiorentina. Alligevel skal det blive spændende at se, om Juventus kan opretholde sin formidable stime af Serie A-kampe som ubesejret, når mestrene tager en tur "lige rundt om hjørnet" for at møde et kompetent Genoa-mandskab.

For Milan handler det primært om at komme i gang på hjemmebane. Alt andet end tre point mod formsvage Atalanta vil få Pazzini-euforien til at forstumme og kritikerne til at hæve stemmerne i korridorerne under San Siro.