Serie A: Fem ting vi lærte af Milan-Lazio (3-1)


1. Det er et nyt Milan-hold i forhold til sidste sæson

Først og fremmest i attituden. Hvad spillet angår, er der stadig meget at gøre. Inzaghis mandskab er dog kommet godt fra start og bragte sig allerede foran efter syv minutter ved Honda efter en fremragende tværaflevering fra El Shaarawy. Milan dominerede første halvleg i en kamp, der blev spillet i et meget lavt tempo.

Efter pausen forsøgte Lazio at komme tilbage i kampen, men Muntaris mål og Menez' straffesparksscoring skubbede kampen over til Rossoneris favør. Menez fungerede fint som spydspids, og El Shaarawy viste sammen med Honda i glimt det store potentiale. Sidstnævnte ligner en ny spiller i forhold til sidste sæson.

 

2. Inzaghi bestod første test, men ...

Inzaghis første kamp i Serie A gik rigtig godt - ikke mindst resultatmæssigt. Milans defensiv lavede dog for mange fejl - ikke mindst efter Lazios mål (selvmål af Alex).

Visse mekanismer trænger endnu til olie - først og fremmest forholdet mellem de centrale forsvarsspillere. Desuden holdt Milans midtbane på et tidspunkt i anden halvleg op med at agere bølgebryder, og Inzaghi var så forfærdet over, hvad han så, at han begyndte at spille med fem mand i forsvarskæden med Armero som indskifter på bekostning af Honda. Og nej, sig ikke, at det var et tremandsforsvar, for både colombianeren og Abate til højre spillede på linje med de tre centrale forsvarsspillere.

 

3. Lazio vågnede for sent

Det var et søvnigt Lazio-hold, og romerne vågnede ikke op af den lussing, Honda leverede i begyndelsen af kampen.

Efter pausen kom Lazio bedre med, men efter to yderligere scoringer af hjemmeholdet var det næsten umuligt at komme tilbage i kampen. Efter Djordjevics scoring, der blev rettet afgørende af af Alex, fik gæsterne fra Rom en række muligheder og gav Milan-forsvaret sved på panden. Sidst i kampen brændte Lazio endda et straffe ved Candreva, der måtte se sit forsøg pareret af Diego Lopez.

 

4. De nye

En god start af Menez og Alex (sidstnævnte styrede alt i luften), og Diego Lopez var fremragende i målet, hvor han allerede er en helt på San Siro.

Hos Lazio spillede De Vrij en udmærket første kamp, selvom hele forsvarskæden lod en del tilbage at ønske. Parolo lykkedes ikke med at få styr på midtbanen - så var Biglia meget bedre - mens Djordjevic, da han kom ind, efter at holdet var kommet bagud 0-3, var farlig og konstant var en trussel for den allerede trætte milanesiske bagkæde.

 

5. Hvad skal der ske med Torres og Van Ginkel?

Inzaghi har udtalt, at han ikke er taktisk fundamentalist, og at han vil kunne tilpasse sin 4-3-3'er til de nyankomne.

Fernando Torres vil trods alt give større bredde i angrebet (Menez gjorde det rigtig godt, men er ikke en boksangriber), mens Van Ginkel vil tilføre større kvalitet på midten af banen, hvor hans nye kolleger mod Lazio viste stor fysisk styrke og offervilje, men mindre teknisk og taktisk kvalitet.

Følg vores dækning af Serie A her!